[b]Repetitivt rumeventyr[/b]

En såkaldt [i]reboot[/i] (à la “Casino Royale” og “Batman Begins”) må være et skræmmende foretagende for en filmmager, for to-do-listen er lang: Filmen skal for det første viske seriens tavle ren, så forfatterne er fri af forgængerne og kan starte på en frisk. Dernæst skal den introducere universet og figurerne på ny, som om publikum aldrig har mødt dem før. Og sidst (men ikke mindst) skal den levere en tilfredsstillende, selvstændig fortælling. Kun få reboots opfylder samtlige kriterier. J.J. Abrams’ “Star Trek” fra 2009 er én af dem. Til helvede med dens plothuller og forglemmelige skurk – Abrams’ perle bugnede af charme, god humor, veldrejet action og patos af den sjældne art, der fremkalder ægte tårer. Da besætningen om bord på rumskibet Enterprise til slut endelig var samlet og skuede mod universets uendelige horisont, føltes det, som om der ikke var nogen grænser for, hvor Star Trek nu kunne drage hen.

Især derfor er “Star Trek Into Darkness” en på mange måder frustrerende filmoplevelse, for i stedet for at [i]warpe[/i] modigt mod nye, overraskende galakser, drager Abrams og Co. knap så dristigt hen, hvor Star Trek har været før. Adskillige gange. Til tider føles de første 45 minutter tilmed som et resumé af “Star Trek”… Efter at kaptajn Kirk redder sin næsteofficer Spock ved at bryde Stjerneflådens strikse direktiver (i en underholdende, tempofyldt introsekvens, som nærmest er en tro kopi af starten i “Jagten på den forsvundne skat”), bliver Enterprise-besætningen spredt for alle vinde, og Kirk degraderes og reduceres igen til en beruset bargæst, der må sættes på plads af Bruce Greenwoods ærbødige kaptajn Pike – nøjagtig ligesom sidst.

Men plagiering er bestemt ikke filmens største brist. “Star Trek Into Darkness” er simpelthen dårligt fortalt. Uden at afsløre noget går filmen nærmest i stå efter en time (cirka halvvejs). Nye planeter besøges uden noget bemærkelsesværdigt formål ud over at vise nogle (indrømmet) flotte kulisser. Forudsigelige, sideløbende handlingsforløb afvikles alt for langsomt (hint: torpedoer). Og den skarpe dialog, der især gjorde “Star Trek” til en kæmpe fornøjelse fra start til slut, viger næsten fuldstændigt for et mærkeligt miks af meningsløs [i]technobabble[/i] ([i]”et subtilt skift i det magnetiske output ved affyringen af seks eller flere torpedoer kan starte en kædereaktion”[/i]) og lange, kringlede forklaringer.

Filmens største dødssynd er dens (mis)brug af Benedict Cumberbatch i rollen som terroristen John Harrison, som får Enterprise på nakken efter et blodigt terrorangreb i London, som lægger op til en interessant dissekering af moderne terrorisme – desværre et set-up uden pay-off. I BBC’s “Sherlock” har det britiske stortalent understreget, at han er en af sin generations største skuespillere, så det er simpelthen en tragedie, at han i “Star Trek Into Darkness” udelukkende får lov til at forklare plottet. I en af de mest rodede og utroværdige monologer jeg længe har hørt, stirrer han på Kirk og Spock, mens han i flere minutter gennemgår sine rødder og motivationer, som om hans manuskript ved en fejl er blevet forbyttet med en overdetaljeret Star Trek-encyklopædi. [i]Show, don’t tell[/i]. På trods af Cumberbatchs anseelige talent træder Harrison simpelthen aldrig i karakter, fordi han ærlig talt fremstår som lidt af en statist i plottets periferi – i mindst lige så høj grad som Eric Bana i “Star Trek”.

Visuelt og auditivt er “Star Trek Into Darkness” dog en storslået bedrift. De imponerende sekvenser fra trailerne – f.eks. Enterprises styrt mod Jordens overflade og Spocks vandretur i en aktiv vulkan – kræser for sanserne. Vulkanens brøl må være en af de mest overrumplende lyde, jeg nogensinde har hørt.