All good things…Nå. Det var sgu sjovt så længe det varede… 7 års fremragende fjernsyn og 4 spillefilm blev det til for den elskede “Star Trek: The Next Generation” besætning. Men alt tyder på at dette seneste skud på stammen: “Star Trek: Nemesis”, bliver den allersidste film med disse karakterer, og at tro andet er simpelt hen ønsketænkning. Så efter i halvanden årti at have “gone where no one has gone before”, må besætningen da uden tvivl gå ud med et storstilet og elskeligt brag, ikke? Desværre er der nærmere tale om en gigantisk fuser, da “Nemesis” nærmest er indbegrebet af ordet antiklimaks.

Det hele starter ellers godt, på trods af at manuskriptforfatter John Logan (“Gladiator”, “Any Given Sunday”) tilsyneladende synes at ignorere de sidste mange års Star Trek historie (mystisk, eftersom at han skulle være en enorm fan af Star Trek). Men det er nok ikke noget, som vil irritere gennemsnitsfanen. Romulanerne ønsker fred med Føderationen, men man opfatter selvfølgelig øjeblikkeligt, at der ligger andre motiver bag, og måske er Romulanernes intentioner slet ikke så fredfyldte som først antaget. På Romulanernes hjemplanet, Romulus, bliver Picard og co. mødt af den nye leder af det romulanske imperium (i filmens, uden tvivl, allerbedste scene): Shinzon, som er en ung klon af Picard og samtidigt også hans “nemesis”, som filmens titel antyder. Shinzon kommer fra planeten Remus (søsterplanet til Romulus), hvis befolkning i lang tid har været undertrykt og dårligt behandlet.

…must come to an end.Men så begynder det hele hurtigt at gå ned ad bakke. Karaktererne mister deres tiltrækning og charme, og det samme gør manuskriptet, som hurtigt bliver utrolig forudsigeligt. Den øjeblikkeligt iøjefaldende skurk Shinzon ændrer sig hurtigt fra værende en sofistikeret og velskrevet karakter (hvis forhold til Picard i starten er særdeles interessant), til en kedelig og 2-dimensional person, hvis eneste ambition er (og her afslører jeg virkelig ikke noget særlig stort) at udslette hele Jordens befolkning. Ikke nok med, at vi har hørt dette adskillige gange før i talløse andre sci-fi film, så er Shinzons egentlige motivation for at gøre dette slet ikke eksisterende! Da Picard på et tidspunkt ganske rigtigt fortæller Shinzon at “intet af alt dette har noget at gøre med mit rumskib eller Føderationen”, svarer Shinzon forudsigeligt: “åh jo! Det har det!”, og så er den ikke meget længere.

Resten af karaktererne lider omtrent den samme skæbne. Shinzons højre hånd (blot kaldt for “Viceroy”) bliver spillet af Ron Perlman, som er én af verdens bedste karakterskuespillere når det kommer til at spille skurke, men hans rolle i Nemesis er særdeles ineffektiv og ligegyldig. Ingen af de 7 regelmæssige skuespillere formår at levere noget specielt, måske bortset fra Jonathan Frakes (Riker) og LeVar Burton (Geordi), og disse to er nærmest ikke med i filmen! Forudsigeligt nok er der mest fokus på seriens to mest populære karakterer: Den retskafne kaptajn Picard og androiden Data, og det fungerede også meget godt i de sidste par film, men her har skuespillerne alt for lidt at arbejde med, i en film, hvor der er lagt langt mere fokus på eksplosioner og avanceret make-up end personlige konflikter og interessante emner.

To boldly go…”Nemesis” er en hul og kedelig affære, og det er underligt at instruktøren Stuart Baird, med en fortid som professionel klipper, ikke har formået at gøre filmen mere helstøbt. Personligt glæder jeg mig da til at filmen kommer på DVD, så jeg kan komme til at se nogle af filmens mange slettede scener (omkring 45 minutter blev beskåret af det oprindelige rough-cut, før filmen blev udgivet i biograferne), men havde “Nemesis” været længere, havde det nok været for meget.

Så er manuskriptet også fyldt med plothuller og mystiske detaljer, for slet ikke at tale om en masse dårlig dialog. For det første: Shinzon er en ung klon af Picard, som tilsyneladende er blevet skabt ud fra noget af Picards blod, som romulanerne fik fat på mange år tidligere. Dette skete lang tid inden, Picard overhovedet var blevet kaptajn, for ikke at tale om at det var før, han havde fået kommandoen over Føderationens flagskib: U.S.S. Enterprise. Hvordan kunne romulanerne ramme så godt plet? Var “Nemesis” ikke gået hen og blevet sådan et stort kommercielt flop, kunne John Logan måske have skrevet om dette i en fortsættelse…

Filmens humor er et andet problem. Filmen satser på det humoristiske i de mest upassende situationer, hvilket har en negativ effekt på helhedsindtrykket, selv om et par af vittighederne ikke er lige utåleligt platte. Men generelt føles humoren utrolig påklistret, i stil med humoren i den forrige Star Trek film: “Star Trek: Insurrection”. Man ved, at der bestemt er noget galt med filmens humor, når filmens humoristiske klimaks fremkommer, da filminstruktøren (og Star Trek fan) Bryan Singer (“The Usual Suspects”, “X-Men”) dukker op på skærmen i knap et sekund. Og så er der det med dialogen, som skifter uregelmæssigt mellem kedelig skrevet dagligdagssnak til metaforiske diskussioner på storstilet victoriansk engelsk niveau, hvilket ofte har en ufrivillig komisk effekt.

Desuden er det særdeles tydeligt at se, at “Nemesis” har stjålet en del af sine ideer fra henholdsvis den 2. (en fremtrædende skurk… brugen af stjernetåger i rumdueller… mange andre ting som ikke bør afsløres her) og den 6. Star Trek film (en race ønsker fred, men har egentlig en helt anden dagsorden… skurkenes rumskib), og det er ofte ganske morsomt at spotte disse steder. Men Nemesis når aldrig disse to film til sokkeholderne. De to film havde komplekse karakterer og historier, og desuden masser af interessante og overraskende twists.

…where everybody has gone before.Noget af det der ofte kendetegner Star Trek, er seriernes og filmenes fremragende kombination af spænding, humor og tunge emner, men i dette tilfælde er man fuldstændig gået væk fra det sidstnævnte. “Nemesis” har absolut intet meningsfuldt at sige. Og at påstå, at filmen handler om det unikke ved individet, er simpelthen for letkøbt. “Nemesis” synes at være en film, som er kreeret for at bygge bro mellem fans og den almene befolkning, hvilket ironisk nok ikke lykkedes. Sjovt nok er den Star Trek film som burde have appelleret mest til Star Trek fans, præcis den film som henvender sig mere til det typiske popcorn-spisende actionfilm publikum.

“Men hvad er så forskellen på “Nemesis” og “First Contact”? – er der måske nogle, der vil spørge, eftersom de begge er hovedsageligt action-orienterede Star Trek film. Svaret er let: “First Contact” har alt det, som Nemesis mangler… god dialog, god oprigtig humor og gode skurke (hvilket er utrolig vigtigt i sådanne typer film). Desuden var “First Contact” en film, der faktisk havde noget at sige, også selv om der uden tvivl var lagt hovedvægt på filmens action-sekvenser. Men hvor “First Contact” er en mesterlig og beundringsværdig science-fiction film, er “Nemesis” blot en relativt underholdende og særdeles kold og kommerciel affære.

Filmens tekniske side er dog særdeles imponerende, som specielt bærer præg af en visuelt nydelig brug af farver, og lydsiden indeholder også særdeles mange interessante og positive overraskelser. Men hvor kunne det dog have været fedt, hvis Dante Spinotti havde været fotograf på filmen, som der engang var stærke rygter om, at han skulle være. Desuden fungerer Jerry Goldsmiths musik (som dog ikke når op på højde med hans andre 4 Star Trek film kompositioner) glimrende til billederne, på trods af desværre at være berøvet de flotte temaer og signaturer som har kendetegnet alle de andre Star Trek soundtracks.

En bitter svanesang”Nemesis” er den eneste Star Trek film nogensinde, som er floppet. Alle de andre film tjente deres budget ind igen, og – i de fleste tilfælde – meget mere endda. Pga. dette har der i løbet af de sidste mange måneder været en del debat om “hvad fanden gik der egentlig galt?”. Både folkene bag filmen og folkene hos Paramount (produktionsselskabet som udgiver Star Trek filmene) mente, at de havde en rigtig god film. Kunne det være fordi den var blevet markedsført dårligt? Fordi den blev udgivet næsten samtidigt med storfilm som “Ringenes Herre: De To Tårne” og “Die Another Day”? Jeg tror der er en meget mere simpel grund: “Nemesis” [i]er[/i] virkelig en ringe film, og en film som er så monoton og kedelig i sin struktur, at det ikke er en film der kan ses flere gange. Selv den relativt tåbelige (men dog underholdende og ofte morsomme) “Star Trek V: The Final Frontier” kunne man se igen og igen.