[b]Mod det uendelige univers![/b]

Verdenshistorien rummer ikke ét eneste mediefænomen, der har affødt mere merchandise eller flere timers underholdning end Star Trek-franchisen. Utallige spil, hundredvis af bøger og tegneserier, elleve spillefilm og seks tv-serier, som tilsammen har disket op med over 700 separate afsnit. Det ville tage godt 23 døgn at se samtlige tv-episoder og film, hvis man så dem i træk. Uden søvn. Jøsses!

Det er et mirakel, at Star Trek har vokset sig så stor og stærk, for det er en franchise, som ofte er blevet lagt i graven – først i 1968, da den oprindelige Star Trek-serie blev sakset af sponsorerne, der var utilfredse med seriens seertal og produktionsomkostninger. 116.000 protestbreve og en kæmpe demonstration fik fremskaffet en 3. sæson, men serien blev droppet for stedse året efter. I 1970’erne gik planerne om en ny Star Trek-serie i vasken, og da den første Star Trek-spillefilm endte med at blive et uhyre dyrt foretagende for filmselskabet Paramount, blev planerne om en toer i første omgang skrinlagt. Men gang på gang har Star Trek fået en veldoseret adrenalinindsprøjtning, som har sikret franchisens overlevelse, og den vigtigste indsprøjtning blev injiceret den 28. september 1987, da det første afsnit af “Star Trek: The Next Generation” blev transmitteret på amerikansk tv.

Det er lidt svært at forestille sig den dag i dag, hvor Star Trek er en kolossal kulturskat, men i 1987 blev nyheden om en ny Star Trek-serie modtaget med både undren og foragt. Dengang eksisterede der “blot” den oprindelige tv-serie, en kortlivet tegnefilmsserie og fire film – alle med de samme ikoniske karakterer i centrum: Den galante kaptajn James T. Kirk, den sofistikerede, spidsørede Spock, den følelsesladede doktor Leonard McCoy og så videre… Hvordan kunne man dog forestille sig, at en ny serie ville fungere, som foregik 80 år efter den oprindelige serie og ikke havde en eneste af de gamle, kendte karakterer med ombord?

Det tog et par år, men i sidste ende trådte “Star Trek: The Next Generation (også blot kaldt “TNG” blandt fans) ikke blot ud af sin forgængers omfattende skygge, den vandt stor anerkendelse og 18 Emmy-statuetter, tiltrak horder af nye fans og slog rekorder på stribe. Seriens sidste afsnit er stadig blandt de mest sete tv-begivenheder i amerikansk historie. Men grunden til, at TNG’s succes formentlig var den største begivenhed i Star Treks snart 50-årige historie, var, at den netop slog fast, at Gene Roddenberrys utopiske fremtidsunivers ikke blot var forbeholdt Kirk og Co. Mulighederne var bogstaveligt talt uendelige, og som en direkte konsekvens af seriens enorme succes så tre andre spin-offs dagens lys. Fra 1987 til 2005 bød hver uge på et nyt (indimellem [i]to[/i] nye!) Star Trek-afsnit.

Men selv ikke en Star Trek-glad anmelder som mig kan ignorere, at den første sæson af TNG ikke just er ældet som en kostbar rødvin. Det er først og fremmest tydeligt, at seriens bagmænd stadig famlede lidt efter karakterernes personligheder, og at skuespillerne samtidigt heller ikke var sikre på, hvordan deres fiktive alter egoer skulle spilles. Den ellers så karismatiske og inspirerende kaptajn Picard lægger nærmest ud med at være irritabel og arrig, den følelsesløse androide Data smiler og surmuler jævnligt, og rumskibet Enterprise får tilsyneladende en ny maskinmester hver uge. Piloten, “Encounter at Farpoint”, introducerer egentlig både persongalleriet og deres omgivelser ganske godt, men den er [i]cheesy[/i], rodet og kraftigt præget af svingende skuespil.

Og det bliver værre endnu. “Code of Honor” er en af seriens største bommerter – rumskibets sikkerhedsofficer, Tasha Yar (spillet af Denise Crosby – ensemblets klart værste aktrice) skal kæmpe en kamp til døden på en planet befolket af stereotype muskelbundter. Men “Haven” er endnu ringere. Et arrangeret ægteskab mellem rumskibets vejleder, Deanna Troi, og en ung fyr (spillet af en tydeligvis træt Robert Knepper) ender som en ulidelig opvisning i overgearet skuespil. Det er også svært at holde den utilsigtede latter tilbage under afsnittet “Justice”, hvor Picard og Co. besøger en fredfyldt planet, hvor alle jokker rundt i undertøj og elsker konstant.

Langt de fleste episoder er dog hverken rærlige eller fantastiske – såsom “Hide and Q” (hvor den enigmatiske Q, en af seriens mest mindeværdige skurke, terroriserer besætningen) og “Datalore” (hvor Datas ondskabsfulde tvillingebror, Lore, introduceres). Men her er også et par perler. “Where No One Has Gone Before” er sæsonens højdepunkt – en visuelt overdådig herlighed, hvori et uheld slynger Enterprise flere millioner lysår væk fra Mælkevejen. Den klingonske sikkerhedsofficer Worf kastes ud i et spændende, moralsk dilemma i det gribende afsnit “Heart of Glory”, da hans artsfæller pludseligt dukker op, og de udspekulerede romulanere (som også agerede skurke i J.J. Abrams’ “Star Trek”-film) vender tilbage med manér i sæsonafslutningen “The Neutral Zone”. Summa summarum: Seriens 1. sæson er meget ujævn, men TNG blev heldigvis bedre med årene. [i]Langt[/i] bedre.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Jeg tillader mig lige at gentage det, jeg i sin tid skrev om den Blu-ray, Paramount udgav for få måneder siden, der indeholdt fire udvalgte afsnit af serien i HD: Ganske vist scorer billedkvaliteten ikke topkarakter, men det ændrer ikke på, at udgivelsens visuelle præsentation er en regulær åbenbaring. Lad os først få de få minusser ryddet af vejen: Til tider dukker lidt snavs op – generelt i form af mikroskopiske pletter, som aldrig er tilnærmelsesvis distraherende. Derudover har gryn det med at ligne digital støj (dog heldigvis relativt sjældent), og digital støjereduktionsfiltre er øjensynligt blevet brugt her og der (primært i sæsonens tidligste episoder), hvorfor detaljerigdommen indimellem daler en kende.

Og så til de ufatteligt mange plusser: De oprindelige negativer er blevet fornemt restaureret, og der er næsten ingen utilsigtet støj eller snavs. Billedet er oftest knivskarpt, og detaljerigdommen er fuldkommen forbløffende. Fans vil formentlig føle sig fristede til at pause afsnittene flere gange undervejs for at studere de utallige detaljer, der tidligere har været uklare på VHS og dvd – lige fra de mikroskopiske mønstre på Worfs bælte til teksterne på rumskibets små paneler, som fotograferne formentlig aldrig havde troet, at seerne nogensinde ville kunne læse. Kontrasten er i en liga for sig (bare tjek, da Picard træder ud af skyggerne i pilotens allerførste scene), og farverne, der ofte fremstod drænede og matte på dvd, er generelt naturtro og særdeles appetitlige. Nu er uniformerne røde, som de bør være, og ikke bordeaux eller pink, som de ofte var på dvd.

Jeg var lidt bekymret for, om den høje opløsning ville afsløre mangler i makeuppen, rekvisitterne og kulisserne, som tidligere havde været utydelige, men tværtimod opnår afsnittene kun et mere spillefilmsagtigt look. Hverken Datas kridhvide makeup eller Worfs spidse klingon-pande virker mindre troværdig i 1080p. Desuden forekommer hverken glorier eller udtværing. De fleste effekter er blevet fornemt rekonstrueret ved brug af de oprindelige modelskud, mens de få nyindsatte computereffekter (såsom phaserskud) fungerer fortrinligt. Èt enkelt reaktionsskud af Riker i “We’ll Always Have Paris” er opskaleret fra SD til HD, og det ser ikke godt ud – men der er altså tale om et klip på sølle to sekunder. “Star Trek: The Next Generation” ser ærlig talt bedre ud i HD end mange splinternye tv-serier og spillefilm.

[b]Audio[/b]

Udgivelsens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor tilkæmper sig måske ikke nær så megen opmærksomhed som HD-billedsiderne, idet kvalitetsforskellen i forhold til dvd-udgivelserne ikke er lige så prominent på lydfronten. Men der er dog ingen tvivl om, at afsnittene også lyder markant bedre end nogensinde før. Samtlige lydeffekter og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og ligesom på billedfronten bemærker man talløse detaljer, man aldrig før har bidt mærke i. Panoreringerne føles mere naturtro end nogensinde, og når rumskibene farer forbi kameraet, rumler subwooferen til den helt store guldmedalje.

Serien har efterhånden en hel del år på bagen, så naturligvis har lydsiden ikke altid en solid bund, og selvom replikkerne gudskelov altid er til at forstå, så lyder de ofte noget spidse. I afsnittet “Haven” er dialogens rumklang en anelse besynderlig de sidste 20 minutter, men det er gudskelov også sæsonens værste episode. Den Blu-ray, Paramount udgav tidligere i år, indeholdt et par nyere afsnit af serien, som bød på mere aktivitet i baghøjtalerne, og indimellem havde det været rart med et mere livligt lydbillede. Hvorom alting er: Serien har altså aldrig lydt bedre, og når Jerry Goldsmiths storslåede tema brager løs i samtlige kanaler under titelsekvensen, er det svært at begribe, at afsnittene blev produceret for et kvart århundrede siden. De oprindelige stereolydspor medfølger også.

Det viser sig dog, at nogle af lydsporene er blevet fejlkodet, således at dialogen ikke blot kommer ud af centerhøjtaleren, men også venstre- og højrefronthøjtaler. Man bemærker det indimellem i pilotafsnittet “Encounter at Farpoint”, hvor dialogen leveres af centerhøjtaleren og den højre fronthøjtaler, men for det meste er problemet heldigvis utydeligt, og i de få andre episoder, som er ramt, kommer dialogen ud af alle tre højtalere, og her ænser man endnu sjældnere, at problemet eksisterer. Hvorom alting er: En 4-stjernet karakter reflekterer trods alt det indtryk, som udgivelsens samlede lydoplevelse efterlader, men forhåbentlig forekommer denne bitte brøler ikke på udgivelserne af de senere sæsoner.

[b]Ekstramateriale[/b]

Når man smækker udgivelsens første skive i afspilleren, præsenteres man allerførst for en trailer til BD-udgivelsen af seriens anden årgang. Desværre fastslår traileren ikke, hvornår sæsonen udkommer, men rygtebørsen påstår, at den ryger i butikkerne sidst på året. Disk 1 rummer også dokumentaren “Energized! Taking Star Trek: The Next Generation to the Next Level” (24 min.), som gennemgår den ekstremt tidskrævende og komplekse proces, det var at finde alle de oprindelige kameranegativer og rekonstruere episoderne, så de kunne udgives i HD. Det er en uhyre fascinerende dokumentar, som også forklarer, hvorfor afsnittene ikke præsenteres i 16:9, og hvordan man genskabte flere af seriens computereffekter fra bunden af.

Disk 1 indeholder desuden fem korte tv-reklamer for serien, som blev produceret i 1987. Derudover er her de oprindelige tv-trailere til samtlige afsnit, og de er interessante at se, især fordi de fremhæver det enorme skel mellem billedkvaliteten på de oprindelige dvd-udgivelser og denne splinternye BD-udgivelse. Disk 6 byder på den nye dokumentar “Stardate Revisited: The Origin of Star Trek: The Next Generation” (93 min.), der er delt op i tre dele, og som på både underholdende, sober og detaljeret vis gransker seriens tilblivelse – lige fra hyringen af skuespillerne til valget af kulissernes tæpper(!). Her er en masse hidtil usete klip (såsom forskellige hudfarve-makeuptests med Data), som fans formentlig vil finde særdeles spændende. [i]Trekkies[/i] vil nok også sætte pris på de i alt otte minutters fraklip, som hidtil kun har været tilgængelige i brudstykker på YouTube. Billedkvaliteten er dårlig, men videoen er ofte hylende morsom. Mere af den slags, tak!

Derudover er her alle de fire fremragende dokumentarer, som i sin tid fulgte med dvd-udgivelsen af sæsonen tilbage i 2002: “The Beginning” (18 min.), “Selected Crew Analysis” (16 min.), “The Making of a Legend” (16 min.) og “Memorable Missions” (17 min.), som også gennemgår seriens skabelse samt skuespillernes yndlingsøjeblikke fra 1. sæson. De nye dokumentarer præsenteres i 1080p, mens trailerne, fraklippene og de gamle dokumentarer er blevet opskaleret fra SD. Det eneste, man savner, er nogle kommentarspor. En række formidable videokommentarspor blev produceret til BD-udgivelserne af den oprindelige Star Trek-serie, og det ville være lækkert med mere af den slags på de kommende BD-udgivelser af “Star Trek: The Next Generation”.