Med Darth Vaders første mekaniske åndedrag, lader filmhistoriens vingesus sig høre i “Sith-fyrsternes hævn”, der er den sidste “Star Wars” film nogensinde og længe ventede kulmination på Anakin Skywalkers rejse mod den mørke side. En rejse der med først “Den usynlige fjende” og siden “Klonernes angreb” har været kritiseret af mange såvel fans som anmeldere for at være kedelig, uvedkommende og alt for fokuseret på special effects. Den hårde medfart har imidlertid ikke fået instruktør og manuskriptforfatter George Lucas til at ændre stil, og han har på godt og ondt stået ved sin oprindelige vision for, hvordan den nye trilogi skulle fortælles. Det gælder også “Sith-fyrsternes hævn”, der på trods af at være den bedste af de tre [i]prequels[/i], stadig indeholder flere af de problemer, som kendetegnede de to første episoder.
[image=9158]
Imperiet slår igenAllerede inden “Den usynlige fjende” fik premiere i 1999, udtalte Lucas, at den tredje prequel med sikkerhed ville blive den mest dystre og måske endda skræmme nogle fans bort på grund af dens tragiske slutning. Men den mørke side er som bekendt sjovere, og løftet om en mere alvorlig “Star Wars” film har ikke mindsket interessen, men tværtimod vækket håbet blandt alle dem, der kiggede dybt i colabægeret under Jar Jars ‘sjove’ eskapader. Og “Sith-fyrsternes hævn” er en grum historie, der ikke kun handler om en lille, blåøjet knægts forvandling til ondskaben selv, men også om hvordan Republikken under stort bifald overdrager alt magt og frihed til Kejseren, fordi han lover fred i universet. Der trækkes paralleller til store eneherskere som Napoleon, Cæsar og især Hitler, der netop grundlagde et diktatur med folket i ryggen. Et diktatur som minder meget om det, oprørerne kæmper mod i episode 4-6. For meget magt ødelægger mennesker, og i historien der binder den nye trilogi sammen med den klassiske, får vi svarene på hvorfor galaksen langt, langt borte blev så uciviliseret.
Efter tre år med kampe mod Jedi-ridderne og deres klonsoldater forsøger de onde Separatister at vende krigslykken ved at kidnappe Kansler Palpatine (Ian McDiarmid) i hjertet af Republikken. Det ender i et gigantisk slag med tusindvis af rumskibe og lasersalver, som flyver om ørerne på Anakin (Hayden Christensen) og Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor), der sammen er på mission for at redde Palpatine. “Sith-fyrstenes hævn” starter med et brag, og placerer inden for de første tyve minutter vores helte i godt et dusin hårrejsende situationer, hvor deres liv i vanlig matinéstil konstant er i fare. Scenerne er noget uelegant klippet sammen (et tilbagevendende problem i filmen) og snarere en række små, individuelle bravurnumre frem for en sammenhængende sekvens, men de fungerer, og i modsætning til “Klonernes angreb” er det kække ordspil mellem Anakin og Obi-Wan faktisk sjovt. Vi oplever en varme mellem lærling og læremester, og Lucas sår frøene til et tragisk opgør så tidligt i filmen som muligt. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor der ikke blev lagt samme energi i at skildre dette venskab i episode 2.
[image=9165]
I pagt med djævlenDet lykkes for de to udsendte Jedi-riddere at redde Palpatine, og for første gang i flere måneder vender Anakin og Obi-Wan tilbage til hovedstaden Coruscant. For Anakin betyder det et længe ventet gensyn med hans nu gravide kone Padme (Natalie Portman), mens det for os betyder et temmelig langtrukkent 2. akt med mere stiv “Star Wars”-dialog og klodsede kærlighedserklæringer af typen, “Jeg elsker dig mest” – “Nej, [i]Jeg[/i] elsker [i]dig[/i] mest”. Anakin har mareridt om at Padme vil dø ved fødslen, og han er ikke i stand til at give slip på sin frygt, som den munkelignende Jedi-orden med Yoda i spidsen ellers forlanger. Hvorfor vende ryggen til den eneste person i galaksen, som han elsker? Ligesom Faust, der i jagten på den ultimative videnskabelige indsigt, sælger sin sjæl til djævlen, søger Anakin desperat en måde, hvorpå han kan sikre sin kones overlevelse. Og den magt er der kun én person, som kan give ham. En skæbnesvanger studehandel indledt med de bedste intentioner.
Det er et problem for filmen at Anakins og Padmes kærlighed fremstår utroværdig og uvedkommende, for Lucas har brug for, at vi kan forholde os til Anakins svære valg. Selvom både Christensen og Portman virker mere fortrolige med deres roller, er skuespillet kun marginalt bedre end i “Klonernes angreb”, og de svigtes igen af et manuskript, der burde have været overladt til en forfatter med mere flair for det romantiske end Lucas. Bedre går det med Ewan McGregor (som stadig er et perfekt valg til en ung Alec Guinness) og Ian McDiarmid, der begge formår at puste liv i de kringlede replikker. McDiarmid er særligt underholdende, når han med sine nøje kalkulerede komplimenter og giftige, men på interessant vis berettigede, kritik af Jedi-ordenen vinder den fortvivlede Anakins tillid. I en af filmens bedste scener, der leder tankerne hen på “Godfather III”, får vi under en eksotisk ballet et fascinerende indblik i Palpatines store evner som manipulator, og ikke mindst hans mørke fortid.
[image=9130]