[b]En ringe stedfortræder[/b]

Til tider støder man på film, der – selvom de grundlæggende er ret dårlige – alligevel har enkelte gode indfald, der gør dem værd at se. Sådan en af slagsen var f.eks. 1987-thrilleren “The Stepfather”.

Den film var ganske vist en temmelig ujævn størrelse og tydeligvis lavet for et meget skrabet budget, men havde dog også enkelte gode egenskaber, og først fremmest var det en særdeles velspillende Terry O’Quinn (der nu mest kendes fra tv-serien “Lost”), der spillede hovedrollen som den psykopatiske stedfader, der smiger sig ind hos fraskilte kvinder og flytter fra familie til familie i søgen efter det perfekte hjem, mens han efterlader de foregående medlemmer myrdet.

Nu er “The Stepfather” så blevet genindspillet, men præcis hvorfor det var nødvendigt at lægge sig op ad en tidligere film er uklart – historien følger alligevel præcis samme struktur som hundredevis af andre thrillers. Skabelonen om en tilsyneladende sympatisk stedfar/barnepige/ onkel/lejer, der viser sig at være en farlig psykopat, er allerede set i kvalmende mængder, og denne følger blot alle de vanlige konventioner for, hvordan denne slags film skal sættes sammen.

Kun på ét punkt afviger den – ligesom sin forgænger – fra normen, eftersom vi allerede fra første stund ved, at den nye stedfar er en farlig galning, da vi indledningsvis ser ham forlade den forrige slagtede familie. Derved elimineres fra starten enhver spænding om, hvorvidt han nu også er en skurk, og familiens mistroiske søns efterforskning bliver derved også ret uinteressant, eftersom vi allerede kender svaret på gåden. At afsløre morderen på forhånd er dog ikke nødvendigvis en dum ide, eftersom publikummets viden i stedet kan anvendes til at holde tilskuerne i ængstelig suspense på bedste Hitchcock-vis. Problemet er imidlertid, at denne udgave simpelthen ikke magter spændingopbygningens kunst og i stedet alt for ofte tyr til de mest udslidte travere: Stedfaren dukker uventet op fra højre eller venstre side af lærredet og ledsaget af pludselig høj musik. Resultatet er mere mildt komisk end uhyggeligt og brugt så hyppigt, at man til tider næsten får følelsen af, at man ser en slags parodi på en gyser.

Hvor den oprindelige film ramte ned i Ronald Regan-perioden og med hovedpersonens sygelige klyngen til familieværdierne virkede som et ganske vedkommende tidsbillede, så er hovedpersonens selvsamme konservatisme i denne film helt løsrevet fra omverden, og skurken virker mere som en enkelt tosse end en betændt byld i tidsånden.