De fleste film handler om de mest dramatiske tidspunkter i hovedpersonernes liv. De få højdepunkter, hvor personerne døjer under de mest ekstreme følelser med den forventning, at det er disse stunder, der giver den største reaktion hos tilskuerne. Den antagelse er for så vidt også korrekt meget af tiden, men afstanden til en real hverdagsbeskrivelse er dermed også stor, for vores liv består jo mest af alt af tidspunkter, hvor der tilsyneladende ikke sker særligt meget, og spørgsmålet er, om ikke disse tidspunkter i bund og grund er langt mere væsentlige og mere sigende for vores liv?
[image=51422]
Det lyder måske ikke ligefrem muntert, men filmen er forsynet med en lun humoristisk tone, der til trods for de alvorlige emner gør den til en ren fornøjelse. Den er instrueret og skrevet af japanske Hirokazu Koreeda, som giver filmen en tilbagelænet minimalistisk facon, der vækker minder om den store mesterinstruktør Yasujiro Ozu. Ligesom ham er Koreeda ikke interesseret i dramatiske begivenheder og åbenlyst melodrama, men lader i stedet sin beretning udspille sig på neddæmpet hverdagsvis. Man bliver langsomt trukket ind i beretningen, og inden man opfatter, hvad der er sket, føler man sig som en del af familien og har investeret sig følelsesmæssigt i den.
[image=51419]
Dermed kommer filmen også til at ligne virkeligheden, hvor smertefulde familiesorger og konflikter sjældent bliver udtrykt direkte, men i stedet ligger lurende under overfladen. Det er da også netop, fordi “Still Walking” er så ærlig og indsigtsfuld omkring disse forhold, at den bliver til sådan en overvældende oplevelse, og pludselig ser man klart, at filmen ikke kun handler om denne specifikke familie, men om dem alle.
[image=51421]