[b]Livets enkle gang[/b]

De fleste film handler om de mest dramatiske tidspunkter i hovedpersonernes liv. De få højdepunkter, hvor personerne døjer under de mest ekstreme følelser med den forventning, at det er disse stunder, der giver den største reaktion hos tilskuerne. Den antagelse er for så vidt også korrekt meget af tiden, men afstanden til en real hverdagsbeskrivelse er dermed også stor, for vores liv består jo mest af alt af tidspunkter, hvor der tilsyneladende ikke sker særligt meget, og spørgsmålet er, om ikke disse tidspunkter i bund og grund er langt mere væsentlige og mere sigende for vores liv?

Det synes i hvert fald at være en del at tanken bag “Still Walking”, der ganske vist handler om de sjælelige ar, en familie bærer på, men som foregår længe efter den egentlige tragedie. Familien samles til mindedagen for den ældste søn Junpei, der druknede 15 år tidligere. Han var på mange måder familiens store håb, og tabet af ham har efterladt den pensionerede bedstefader i en kold tilbagetrukken tilstand. Den yngre søn kommer hjem med sin nye familie, men det ligger usagt mellem linjerne, at hans far betragter det som uheldigt, at det ikke var ham, der døde i stedet.

Det lyder måske ikke ligefrem muntert, men filmen er forsynet med en lun humoristisk tone, der til trods for de alvorlige emner gør den til en ren fornøjelse. Den er instrueret og skrevet af japanske Hirokazu Koreeda, som giver filmen en tilbagelænet minimalistisk facon, der vækker minder om den store mesterinstruktør Yasujiro Ozu. Ligesom ham er Koreeda ikke interesseret i dramatiske begivenheder og åbenlyst melodrama, men lader i stedet sin beretning udspille sig på neddæmpet hverdagsvis. Man bliver langsomt trukket ind i beretningen, og inden man opfatter, hvad der er sket, føler man sig som en del af familien og har investeret sig følelsesmæssigt i den.

Ligesom Ozu fortæller Koreeda også sin historie med rolige, enkle, men ekstremt velplacerede billedkompositioner og en sparsom klipning, der synes så sømløs, at man næsten ikke bemærker den. Filmens største force ligger dog i selve manuskriptet, der er forbløffende velskrevet, og hver eneste lille bemærkning synes ladet til bristepunktet med betydning. Koreeda blev efter eget udsagn motiveret til at lave filmen efter sin moders død, og hans følelse af længsel og afsavn gennemtrænger hele filmen med en bemærkelsesværdig styrke. Det er intet forlorent skønmaleri, vi præsenteres for, men derimod et hudløst ærligt familieportræt. Det gælder ikke mindst i afbildningen af den unge søn, der fungerer som publikums repræsentant og sandsynligvis også er et slags alter ego for instruktøren selv. At han er lidt af en skuffelse ligger i luften, men samtidig er det også hans egen reservation, der forhindrer forholdet til forældrene i at blomstre op.

Dermed kommer filmen også til at ligne virkeligheden, hvor smertefulde familiesorger og konflikter sjældent bliver udtrykt direkte, men i stedet ligger lurende under overfladen. Det er da også netop, fordi “Still Walking” er så ærlig og indsigtsfuld omkring disse forhold, at den bliver til sådan en overvældende oplevelse, og pludselig ser man klart, at filmen ikke kun handler om denne specifikke familie, men om dem alle.