[b]Stille hjerte/masser smerte[/b]

Jeg skal dø. Ligesom alle andre skal en dag. Jeg og de fleste andre ved bare ikke, hvornår det sker. Det ved Ghita Nørbys Esther. Det skal ske i morgen, søndag. Det har hun selv bestemt. Hun har taget det dødelige valg, fordi hun er syg. Meget, uhelbredeligt syg. Men hvad siger de to døtre og ægtemanden? Aktiv dødshjælp er et svært spørgsmål.

Instruktøren bag behandlingen af det svære spørgsmål er gode, gamle Bille August. En firmaets mand, der fortæller noget om det, han bliver bedt om. Nelson Mandela? No problem. Hvad med Marie Krøyer? Den klarer jeg, siger August, men ikke altid med meget hjerte. Ikke engang et stille et. Men både hjerte og smerte er der masser af i “Stille hjerte”, selv om Christian Torpes dygtigt stramme manus måske er skrevet på et lige vel nok koldt og funktionelt forfatterbord. Alt har en funktion. Lige fra de piller, som Danica Curcics depressive lillesøster Sanne sluger lidt for mange af, til de lidt for venlige nattesnakke, som Morten Grunwalds lægefaglige ægtemand har med bedsteveninden Lisbeth. Men skuespillerensemblet varmer de kolde funktioner op og gør “Stille hjerte” til en af Bille Augusts bedre dage i firmaet.

Det begynder med ankomsten som i “Festen”, hvor familien samles til en helt særlig weekend. En af den slags, hvor alle ved afskeden ikke er helt den samme som ved ankomsten. Og heller aldrig bliver det igen. Paprika Steen ankommer først, til tiden, som den ordentlige Heidi med kontrolleret foundation smurt tykt i ansigtet og en rapkæftet Paprika Steen-attitude de andre steder. Hun er med sit vedhæng – mand og søn – afklaret omkring weekendens præmis: Når de siger farvel søndag, så er det farvel for sidste gang. Men på den øde, nedlagte gårdejendom kan kontrol og afklaring hurtigt veksles til tvivl. Paprika Steen tvivler overbevisende. Er det nu alligevel bedst, at mor skal dø ved egen kraft? Steen spiller passiv-aggressivt mur op af ægtemanden, stenstøtten Jens Albinus. [i]”Hvad synes du!?”[/i] skriger hun lige dele anklagende og tvivlende i et højdepunkt den tidlige søndag, så hendes hjertesmerte mærkes.

Fra det ene tydelige [i]yin[/i], der kommer til tiden med sin kernefamilie, til det lige så tydelig [i]yang[/i], der kommer for sent med on-off-kæresten, som ryger hashhhh. Allestedsnærværende Danica Curcic har piercinger og tager antidepri-piller. Hun er lillesøsteren med en fortid. Hun begynder weekenden med at være i tvivl om søndagens finale. Hun overvejer at lade 112 ødelægge dødsmessen. Hun overvejer også sit forhold til den sødt-irriterende pauseklovn, som hun dater. Pilou Asbæks jointrygende måskekæreste skaber de små, sjove åndehuller i det gravalvorlige kammerspil.

Det største af de åndehuller finder sted om aftenen, hvor Esther har bestemt, at der skal holdes fremrykket juleaften. Esther har ganske vist kun syv disciple, men der drikkes vin og spises godt til hendes sidste nadver. Og der danses. Og ryges til sidst en fredsjoint. Selv Ghita Nørby ryger den fede. Det er sjovt, synes hun. Det synes jeg også. De virker som en ægte familie på godt og ondt. Et eksempel på, hvordan et stift manus gøres til levende film i hænderne, ansigterne, stemmerne og udtrykkene hos et dygtigt og varmt ensemble, der kender sine roller.