En særdeles livlig begravelseBegravelser er pr. definition højtidelige affærer, hvor alle anstrenger sig for, at intet forstyrrer den sørgmodige stemning. Det er situationer, hvor selv de mindste fejl kan udløse vrede, og hvor ingen afvigelser tolereres. Døden er ikke noget af grine af, og alle forventes at udvise deres bedste adfærd, hvilket derfor blot gør frygten for at afvige fra kutymen, eller at grine på et upassende tidspunkt, større. Derved bliver begravelser også oplagte mål for satire og komedie, hvilket Frank Oz’ sorte komedie, “Stor opstandelse”, til fulde udnytter.

Filmen udspiller sig i England, hvor Daniel er i fuld sving med at arrangere alt på morgenen, hvor familien skal samles for at begrave hans far. En af familiemedlemmerne er hans succesrige men temmelig egoistiske bror, der netop er fløjet ind fra New York, samt deres kusine, som er meget opsat på, at hendes far skal tage godt imod hendes nye kæreste. Samtidig dukker der en mystisk dværg op, som meget gerne vil tale med Daniel om et eller andet vigtigt.

Inden længe er galskaben imidlertid brudt ud, mens den sociale orden bliver sønderskudt. Mere og mere upassende begivenheder udspiller sig, og gæsternes værste frygt bryder ud i lys lue. Den forsigtige advokat tager, hvad han tror er valium, men som viser sig at være noget ganske andet. Den nervøs hypokonder Howard bliver udsat for prøvelser fra Onkel Alfie, der ganske overstiger hans fatteevne, og snart må Daniel og hans bror overveje, hvordan man nemmest skiller sig af med et lig til en begravelse.

Fornøjelsen ved at overvære en komedie som “Stor opstandelse” består ikke blot i at opleve de vanvittige situationer, men lige så meget i at se hvordan uhyrlighederne udvikler sig på snedigste vis, og med sin egen form for gale logik. For ikke at tale om den lettere sadistiske fryd, der er ved at betragte alle de velmenende, høflige og sympatiske englændere gå op i limningen. Det er så en pudsig pointe, at mange af dem rent faktisk trænger til det, og efterhånden bliver der smidt nogle hæmninger, der måske nok skulle være røget for længe siden.

Frank Oz er muligvis mest kendt for at lægge stemme til Yoda i “Star Wars”-filmene, men han er også en kompetent instruktør, og i de bedste scener i “Stor opstandelse” vækker den glade minder om Robert Altman eller Luis Buñuels film. Resten af tiden er den tilfreds med at være en ligetil situationskomedie, der ikke desto mindre formår at skabe adskillige sjove situationer, inklusiv et par komplet vulgære optrin, der hurtigt sætter lattermusklerne på overarbejde.