[b]Ikke blot en storm i et glas vand[/b]

Familiefilmen “Storm” er for alvor en film, der snyder ved første indtryk. På overfladen ligner den enhver anden variant over den velkendte “Far til fire” eller “De røde heste”-formular, men man skal ikke ret mange minutter ind i filmen, før det dæmrer, at vi er meget langt fra de perfekt slåede græsplæner og velholdte ligusterhække.

Allerede fra første scene ser vi et væmmeligt mobningsoverflad, som kun alt for godt ligner den slags, man kan støde på i virkeligheden. Man forventer herefter, at filmen udvikler sig til en historie om en undertrykt og kuet dreng, der skal genfinde selvrespekten, men heller ikke den fordom løber “Storm” ind i. Den pågældende 12-årige dreng ved navn Freddie har ganske vist problemer med skolebøllerne, men han er så afgjort ikke et offer i vanlig forstand og besidder i stedet et gåpåmod af duperende kaliber.

Freddie er alene med sin politibetjent-far spillet af Troels Lyby, der er en sympatisk faderskikkelse, men travlt optaget af arbejdet og ikke rigtig opmærksom på de kvaler, som hans søn gennemgår. En dag opdager drengen imidlertid en mishandlet hund, som en ondsindet mand holder lænket i haven. Om Freddie i hunden ser en artsfælle, om han fyldes af medlidenhed eller blot motivers af ønsket om at få en hund forbliver usagt, men uanset hvad beslutter han sig for at stjæle hunden og tage den med hjem.

Han opdager imidlertid, at hunden – som han døber Storm – har nogle fortræffelige løbeevner, og da de en dag kommer forbi en hundevæddeløbsbane bliver det pludselig tydeligt, hvor hurtig Storm egentlig er. Freddie sætter derfor alt ind for at vinde Danmarksmesterskabet i hundevæddeløb, således at han kan købe Storm og derved for alvor gøre ham til sin egen hund.

Filmen er instrueret af Giacomo Campeotto, hvis velkendte efternavn skyldes, at hans forældre er Dario Campetto og Ghita Nørby, og som tidligere har stået bag film som “Møgunger” og “Tempelriddernes skat 2”. Det lyder måske ikke voldsomt lovende, men hans arbejde på “Storm” er ikke desto mindre ganske imponerende, og han forsyner den ellers umiddelbart noget klichefyldte historie med en overbevisende troværdighed og realisme. Dens personer føles som folk, man kender, og ikke mindst Søren Mallings skurkerolle – som på papiret er meget flad – bliver en ganske skræmmende person og lige den type, man som barn frygter.