[b]Romantik i mudderet[/b]

Hvordan ville en klassisk historie se ud, hvis vi forestillede os, at den ikke havde eksisteret tidligere, og vi nu så den for allerførste gang? Hvis vi legede med tanken om, at den aldrig før var blevet skrevet ned, og at der ikke allerede fandtes utallige filmatiseringer, flere operaer samt en særdeles iørefaldende Kate Bush-sang om den?

Helt sådan kan det selvsagt ikke lade sig gøre – fortællingen om Heathcliff og Catherines hårdtprøvede kærlighedshistorier er for længst blevet kanoniseret ud over alle grænser og er blevet gennemfortolket og analyseret fra top til tå i en sådan grad, at det er umuligt for en ny instruktør eller manuskriptforfatter ikke at blive påvirket af det – men Andrea Arnolds nye filmatisering er ikke desto mindre et forsøg på at se den med nye friske øjne og slippe noget af den tyngde, som en velkendt klassisk historie automatisk ankommer med.

Ligesom den ganske fremragende nylige filmatisering af Charlotte Bröntes “Jane Eyre” er denne udgave af søsteren Emily Bröntes “Stormfulde højder” også et bevis på, at man sagtens kan vende tilbage til klassikerne med udbytte. Trods de mange tidligere filmatiseringer er historiens engelske sletter næppe nogensinde blevet fremstillet så naturtro og uglamourøst som her, hvor det stilrene romantiske landskab må vie for en mere mudret og snavset fremtoning. Vi er omtrent så langt væk fra de typiske kostumedramaer, som man kan komme.

Ligesom flertallet af de tidligere filmatiseringer nøjes denne udgave også med romanens første del og begrænser derved sin beretning til den første generation af hovedpersoner. Den følger den unge forældreløse Heathcliff, der bliver adopteret af en velhavende familie. Han behandles indledningsvis som ligeværdig med sønnen Hindley og datteren Catherine, men da faderen dør, bliver Hindley husets nye overhoved, og Heathcliff må se sig reduceret til sønderslået slave.

Mellem Catherine og Heatcliff opstår en tiltagende forbudt tiltrækning, som vist sjældent er blevet fremstillet så sanseligt som her, hvor Heatcliffs ryg bankes til blods, mens Catherine helt bogstavelig talt slikker hans sår med erotisk nydelse. Filmen handler dog ikke mindst om den sociale struktur, og at han opfattes som et lavere væsen bliver der her lagt yderlige vægt på, da han spilles af en sort skuepiller, hvilken giver beretningen en ekstra bid af racisme. At han får ar på sjælen af den umenneskelige behandling kan dårligt undre, men både Heatcliff og Catherine fremstilles her ikke mindst som personer, der for alvor er i følelsernes vold. De stormfulde vinde kaster dem frem og tilbage som hjælpeløse blade, og uanset hvordan deres liv så ellers forandres, forbliver de viljeløse skabninger i elementernes vold uden egentlig mulighed for at ændre deres skæbne.