[b]Meget lige ud af Compton[/b]

N.W.A. bragede igennem lyd- og racemure i slutningen af 80’erne ved at gå direkte i kødet på samfundet og spytte tingene, som de var. Filmen om Dre, Easy-E, Ice Cube og alle de andre er en noget mere omstændelig affære med en spilletid på næsten to en halv time. “Straight outta Compton” er ikke så skarpt skåret som sin snerrende musikalske navnebror. Vi har at gøre med noget mere [i]smooth[/i] og behageligt, en lang bastung G-funk-plade. Med lidt for mange [i]interludes[/i].

Historien om den måske største musiksucces fra L.A. de seneste tredive år er overraskende enkel. I forskellige nedslag med pædagogiske tids-, steds- og navneangivelser følger vi opstigningen fra gaden til paladset. En askepot-fortælling til det 21. århundrede, så traditionel, at det næsten må være virkeligheden, der skinner igennem. Ingen eventyrlysten manuskriptforfatter ville konstruere et plot med så fine kurver.

Dre og Easy-Es enke, Tomica, låner producercred til projektet, og så pyntes der måske her og der, men man prøver ikke at skjule, hvordan grådighed og nyvunden status hurtigt splitter banden. Plottets motor er de interne spændinger centreret omkring gruppens triumvirat: den vrede lyriker, Ice-Cube, den entreprenante, men tragiske Easy-E og så Dr. Dre, der fremstilles som det ægte musiktalent. Yella og MC Ren er bifigurer og selv om skuespillerne ligner, så doseres scenerne med løs hånd, og egoerne skryder uden at blive rigtig interessante.

I det hele taget foregår der en pålæsning af information og karakterer, der sikkert er sjov listeafkrydsning for hip-hop-historikere, men også mere katalogisering end dramatisering. Suge Knight skuler, Tupac messer og Snoop Dogg chiller, men plottet vandrer væk fra den oprindelige intrige mellem N.W.A. og Jerry Heller og bliver til slut en Dre-praise med indlagt sørgegudstjeneste for Easy-E. Gangstarappen skylder Dr. Dre det meste, men bare rolig, vi har stadig ikke glemt ham.

For hans beats (ikke de dyre hovedtelefoner) lever stadig og ligger som kontante taktslag under hver en scene. Havde man glemt hvor groovy og på samme tid hårdtslående musikken var, er det en fryd at få den braget ud i hovedet af store biografhøjtalere. “Straight outta compton” er federe at høre end at se, også selv om tidshensyn presser nogle af klassikerne ned til et enkelt vers, fordi nogen skal skændes. Men det er vel egentlig bare som at lytte til et rap-album – der er altid snakkepauser.