Sikke et kedeligt liv foranlediges man umiddelbart til at tænke ved beskrivelsen af den pertentlige Harold Cricks (Will Ferrell) målløse liv og levned. Skatteopkræver igennem de sidste tolv år og alene, efter revisorkæresten forlod ham til fordel for noget så kedeligt som en aktuar. Kan det blive mere patetisk?

“Stranger than Fiction” er trods sin spændvidde fra det sørgelige til det muntre nu ikke helt så tragisk, som det unægteligt lyder. Humoren er nemlig stadig det bærende tyngdepunkt i fortællingen om den midaldrende og sirlige skatteopkræver, der fra den ene dag til den anden begynder at høre en personlig fortællerstemme i sit hoved, mens han børster tænder, binder sit slips eller sågar venter på bussen. Stemmen – viser det sig – er den kæderygende og depressive forfatter Karen Eiffel (Emma Thompson), der har fået sig en skriveblokade – som hun har haft i næsten ti år – og ikke helt ved, hvordan hun skal komme Harold til livs og finde den perfekte slutning på sin bog.

Harold er nemlig en fiktiv karakter skabt fra grunden på Karens tegnebræt. Det eneste problem er blot, at Harold ikke selv er klar over de præmisser; han lever sit rutineprægede liv og har ikke umiddelbart planer om at skulle dø. Accepteres denne ret absurde fortællings løjerlige krumspring, hvor logikken ikke altid kommer i første række, er der til gengæld lagt op til en underholdende komedie, der veksler fornemt mellem tragik og komik.

Tragedie og komedie hidrører fra det græske dramas historiefortælling, og det er netop essensen i “Stranger than Fiction”. Harold står nemlig i et udtalt dilemma. For at overleve må han sørge for ikke at ende i en tragedie, men forme livet som en komedie, så forfatteren ikke får mulighed for at gøre en ende på hans liv. Som bekendt ender alle tragedier med dødens udgang, mens deres komiske modstykker ender lykkeligt. Så enkelt er det imidlertid ikke, og Harold må da også tage styringen over sit liv for at kunne yde nævneværdig modstand.

På sidelinjen henter Harold, i kampen for overlevelse, assistance hos et par af filmens særegne eksistenser, som filmens univers på sin vis står og falder med. Den anarkistiske bager Ana Pascal (Maggie Gyllenhaal) modsætter sig at betale en lige så høj skatteprocent som alle andre – med det argument, at hun ikke støtter den amerikanske imperialisme – og gør livet surt for Harold, i hvert fald til at begynde med. Den akademiske og kaffedrikkende professor Jules Hilbert (Dustin Hoffman) forsker i litteratur og hjælper Harold til en forklaringsnøgle på hans problem. De er vanvittigt gode begge to, og det er svært at se, hvilken film “Stranger than Fiction” havde været uden sådanne kapaciteter.

Men dette er nu engang Will Ferrells film. Hans præstation spyr flammer og understreger med stålsat utvetydighed, at karrieren kommer til at stå på andet og mere end tyndbenede amerikanske familiekomedier og ditto actionfilm. Han er skræddersyet til det veloplagte og selvironiske manuskript, der lever højt på sine små skævheder, finurligheder og løjerlige persontegninger. For en film med så original en indgangsvinkel ligger de største kvaler imidlertid også i netop det fortællemæssige. Det skurrer, at forfatteren overraskes af handlingerne fra den karakter, hun jo netop har skabt. Det er imidlertid bagateller og må nødvendigvis accepteres, hvis filmens præmis skal sluges.

Mest af alt fungerer “Stranger than Fiction” som en romantisk kærlighedskomedie, hvor Harold Click formår at bryde ud fra den rutineprægede trummerum og må kæmpe for sit liv, men også for en kærlighed, han ikke længere troede mulig. For en film, der er skåret efter den amerikanske drøm, er det naturligvis et tillokkende tilsnit, men det forførende ved “Stranger than Fiction” er nu engang selve den skæve fortællings særegenhed og dens tilbagelænede selvironi.

VideoUd over enkelte eksempler på edge enhancement er “Stranger than Fiction” også på billedsiden af en rimeligt vellykket beskaffenhed. Filmen fremstår i et 1.77:1 anamorphic widescreen format og understreger med sin kølige og blege farvetemperatur Harold Cricks grå og triste hverdag. Der er med andre ord tale om et ganske udmærket transfer.

AudioOgså lyden får vist sine styrker. Her fås et engelsksproget Dolby Digital 5.1 lydspor, der kommer ud i alle kanaler, om end der er tendens til, at fronthøjtalerne er de foretrukne. Alligevel går dialog og effektlyd klart igennem, og lyden er alt i alt en glimrende støtte for filmens indtagende look.

EkstramaterialeDen største skuffelse ved denne udgivelse er ekstramaterialet, eller rettere manglen på samme. Ud over trailers for “Children of Men”, “The Illusionist”, “The Amateurs” og “Employee of the Month” er der intet at komme efter. Der har sågar ikke engang været interesse i at give filmen sin egen menu, hvilket er kritisabelt, men efterhånden ikke nogen uvant situation.