Filmen”Strings” lægger i åbningssekvensen ud med at vise klip af dukkeførerne, der gør sig klar til at optage filmens første scene: Kongen af Hebalon, der sidder på knæ og begræder sit liv og sine ugerninger, alt imens han ser op imod den regnvåde himmel og hans nu usynlige dukkefører, der på denne måde antager nærmest gudeagtig status. Dermed gøres også de altid tilstedeværende strenge til en direkte fysisk forbindelse til Gud – et tema der løber som en rød tråd gennem hele filmen.

Kongen af Hebalon overlever ikke filmens åbningsscene. Hans unge søn Hal overtager tronen, men er optændt af had, for tilsyneladende er faderens død sket ved hænderne af de onde zeritters frygtede leder, Sahro. Forklædt som slaver, tager Hal og faderens trofaste general, Erito, ud i verden for at hævne kongemordet. Hals uskyldige lillesøster Jhinna og Eritos familie bliver tilbage i Hebalon.

På sin rejse opdager Hal at verden udenfor Hebalons beskyttede mure er meget anderledes og mere nuanceret end han havde troet, og det går langsomt op for ham at zeritterne måske ikke er så onde som han er blevet fortalt hele sit liv. Imens, tilbage i Hebalon, konspirerer kongens onde bror Nezo (der vil have magt) og hans håndlanger Grahk (der vil have Jhinna) imod den fraværende kongesøn.

På papiret virker filmens plot som et plagiat af hundredvis af eventyr der kom før den. Ideerne præsenteret her, er ingenlunde originale. Kongemord, den onde bror og sønnen der vil have hævn, leder unægteligt tankerne hen på “Hamlet”. Men på film, er sagen en ganske anden, for “Strings” fungerer på langt flere niveauer end det simple plot lægger op til. De altid tilstedeværende strenge spiller en enorm rolle filmen igennem og er hvad der gør den så enestående.

Filmens karakterer er konstant bevidste om strengenes tilstedeværelse, frem for alt den vigtige hovedstreng, som er deres livsline. Strengene til de andre kropsdele kan kappes, uden større konsekvenser, men ryger hovedstrengen er det slut. Vigtigheden af hovedstrengen understreges frem for alt i tre smukke scener: en fødsel, en naturlig død og en gemen henrettelse. Strengene antager ofte religiøs betydning og karaktererne tror bl.a. på at alle er forbundet til hinanden via disse strenge og at den enkelte kan trække styrke fra alle i verden og bruge det til at gøre godt.

Dukkerne er desværre et af filmens største problemer. Selvom de er enormt flotte og dukkeførerne leverer et superbt arbejde, er det svært ikke at ryste af sig at man sidder og kigger på et dødt stykke træ. Det er til tider problematisk, især i filmens mere følelsesladede scener. Heldigvis leverer filmens skuespillere et godt arbejde, hvilket delvist minimerer dette problem. Og på dette punkt er der ingen tvivl om at de danske stemmer er leveret med en kende mere sjæl og følelse end det engelske alternativ.

“Strings” er en flot film, ingen tvivl om det, for kulisser, lyssætning og kameraopsætning er, som var det en episk Hollywood produktion. Filmen har en række interessante aspekter og præsenterer en unik verden, som dog kunne have lagt grund til en mere spændende og original historie, ligesom det til tider er svært at engagere sig i et par træblokkes følelsesliv. Samlet set er det dog ikke noget som bør få nogen til at lægge bånd på sig selv og undgå filmen. Den er absolut et kig værd.

VideoUdgivelsen har et videotransfer i anamorphic widescreen med 2.35:1 aspect ratio. Billedsiden har et kæmpe problem, i form af alvorlig grums, der er til stede hele filmen igennem. Den er væsentligt synligere i de mørke scener, mens filmens lysere scener til tider er acceptable og yder den flotte visuelle stil den retfærdighed den bør have, bl.a. med flotte og dybe farver. Pga. grumset lader detaljegraden meget tilbage at ønske, et udtryk der også meget godt summerer billedsiden op.

AudioPå lydsiden er der hele seks lydspor, tre på hhv. dansk og engelsk i formaterne Dolby Surround 2.0, Dolby Digital 5.1 og DTS. Ingen af lydsporene formår at imponere synderligt. På den positive side skal det nævnes at filmens dialog er ren og tydelig som det også bør være, men når man kigger på bl.a. surround og subwoofer er der ikke meget at komme efter. Der er ingen bund i bassen, og kun få surround effekter, hvilket er en skam. Filmens flotte kampsekvenser havde fortjent et bedre og mere fyldigt lydbillede.

EkstramaterialeDer er forholdsvis lidt at komme efter i denne afdeling. Her er kun ni korte featuretter, med en samlet spilletid på ca. 30 minutter. Programmerne indeholder interviews med filmens skabere, heriblandt instruktør Anders Rønnow Klarlund, manuskriptforfatter Naja Marie Aidt og dukkefører Bernd Ogodnik. Disse interviews krydres med bag kameraet optagelser fra filmens tilblivelse. Programmerne er såmænd interessante nok, men “Strings” er så unik og interessant en film, at mere ekstramateriale havde været ønskeligt.