[b]Britisk socialrealisme når det er bedst[/b]

Der er et stort problem i Storbritannien. Problemet ligger i de underbemidlede mennesker i samfundet, der bliver nedvurderet af de højerestående klasser. De yngste drenge fra denne gruppe har endda fået øgenavnet [i]chavs[/i], og de er ikke nogen, man har lyst til at rende ind i. Den feminine del af dette segment er desværre ikke anderledes. Der er lavet mange fremragende film om netop denne sociale situation – lige fra dramaet “Fish Tank” til skrækfilmen “Eden Lake” – men kun få har håndteret det på en så fin og godhjertet facon som “Stumper og stykker”.

Den unge Skunk lever et roligt liv med sin far og storebror. Men en dag overværer hun sin tilbagestående og rolige nabo, Rick, blive overfaldet af den aggressive nabo, Bob. Dette bliver starten på en kavalkade af misforståelser, nyttesløs stolthed og konflikter, der ikke passer ind i Skunks liv. De voksnes verden virker til tider meningsløs, men i Skunks eget univers er der stadig fyldt med kærlighed og håb.

Det sociale spektrum er kun en lille del af “Stumper og stykker”, men alligevel ligger det tungt på den narrative vægtskål. Her ligger konflikten primært i den belastede familie i nabolaget, der ikke magter at behandle deres medmennesker med respekt. Nogen skal betale for den sociale ulighed, de oplever hver dag, og hvem er nemmere at hævne sig på end deres naboer? Alligevel er de ikke roden til alt ondt. Mennesker er jo altid bare mennesker, og der er en baggrund for alle handlinger, uanset hvor tankeløse og uretfærdige de virker udefra. Dette menneskesyn bliver i høj grad bevaret i “Stumper og stykker”, fordi instruktør Rufus Norris elsker og forstår alle sine karakterer.

Filmens hovedperson er den stærke og ukuelige Skunk, der bliver spillet med stor karisma og modenhed af den unge debutant Eloise Laurence. Hun er som en moderne udgave af Scout i klassikeren “Dræb ikke en sangfugl”. Ligesom den film ses forløbet her gennem et barns øjne, hvilket gør alle begivenheder absurde i al deres ubegribelighed. Hendes charmerende godhed får virkeligheden til at virke både smuk og grusom. Laurence er med andre ord et scoop som Skunk, ligesom Mary Badham var det i rollen som Scout i 1962. Hun bliver dog støttet af et fantastisk hold af skuespillere, der alle er med til at gøre “Stumper og stykker” til den sørgmodige og alligevel opløftende film, den er.

I de allersidste faser af “Stumper og stykker” træder filmen dog en smule dødvande og får pludseligt en drømmeagtig dimension, der måske ville have virket, hvis Norris havde lagt op til denne drejning i starten. Men når vi hidtil har fået præsenteret en socialrealistisk film og pludseligt skal vænne os til en helt anden stilart, svækkes båndet mellem filmen og tilskueren. Intentionen er fin, det samme er logikken bag den stilændrende beslutning, men alligevel er det med til at svække en film, der ellers ikke tidligere har givet tegn på, at den ikke ved, hvad den vil.