Når solen dør udHvad skal menneskeheden stille op, hvis solen pludselig en dag slukkes? Denne hypotese tages under fantasifuld behandling af instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland i deres nyeste samarbejde siden filmen “28 dage senere”, science-fiction thrilleren “Sunshine”, som på mange måder er en både interessant og dog lidt for opulent sightseeing-tur rundt i genrelandskabet.
[image=18292]
Vi befinder os i år 2057 og forskere har kalkuleret, at solen kun har kort tid tilbage før den brænder ud. For at forhindre jordens udryddelse sendes otte astronauter af sted ombord på rumfartøjet Icarus II med en atombombe, som skal detoneres i solens kerne og genantænde den lysende stjerne. På deres vej opfanger de pludselig et nødsignal fra fartøjet, Icarus I, som mislykkedes med den samme mission syv år tidligere. Det besluttes at lægge kursen om, så man kan bjærge forgængeren og finde ud af, hvad der skete med dem, men beslutningen får alvorlige konsekvenser for alle ombord.
Mere af handlingen skal ikke røbes her, men med “Sunshine” har Boyle og Garland formået at give tiltrængt liv til en genre, der efterhånden synes at lide samme skæbne som solen i filmen. Der er langt mellem de nogenlunde interessante science-fiction film i nyere tid, men ligesom de to mænd redefinerende zombie-filmen med “28 dage senere”, så er “Sunshine” et ganske udmærket bud på en vitaminindsprøjtning til sci-fi genren. Filmen balancerer på grænsen mellem det visuelle og storladne ramasjang som f.eks. “Armageddon” og det mere eftertænksomme og afdæmpede ala Soderberghs “Solaris”, og man skal være noget af en linedanser for at mestre denne svære akt. Det er heller ikke lykkedes helt så godt, som man kunne håbe, og selvom filmen starter ud i en herlig klaustrofobisk kammerspils-tone ombord på rumskibet, hvor gruppedynamikkens uundgåelige dilemmaer spinder en fin spændingshistorie, så overtages plottet hurtigt af den ene spektakulære katastrofe efter den anden. Disse er ganske vist fermt iscenesat, men smager i længden lidt for meget af spekulationer fra manuskriptets side, hvilket til dels er med til at underminere den indledende personkonflikt og underliggende spænding.
[image=18293]
Ligesom i “28 dage senere” opbygges der et troværdigt univers ombord på det skæbnesvangre fartøj, og der skabes vedkommende karakterer i et ellers fantastisk miljø. Man kan dog mistænke det store budget og den massive produktion for at have blændet instruktøren i visse henseender, for jo længere vi kommer i historien, jo mere rodet bliver fortællingen, i takt med at flere elementer læsses på. [i]Less is more[/i] er således ikke en devise, man har valgt at gå efter, og det skæmmer desværre den endelige film. Når man både blander “Alien”, “Dybet”, “Rumrejsen år 2001” og “Event Horizon” sammen, så er det svært ikke at snuble undervejs, og det kan “Sunshine” heller ikke sige sig helt fri for at gøre – især ikke i den temmelig forvirrende horror-afslutning, hvor klipningen gør, at man let taber tråden og pludselig ikke kan orientere sig om, hvor man befinder sig, og hvad der præcis foregår. Det er et kæmpe problem, når man gerne skulle have sit publikum med hele vejen igennem klimakset og ud på den anden side.
Ensemblet, der er behageligt frit for alt for kendte ansigter, virker fint sammen og får meget ud af de relativt spinkle roller. Dette er med til at styre udenom de klassiske stereotyper, men faren er samtidig også, at deres karakterer forsvinder i mængden af audiovisuel overbelastning. Både musik og fotografering bærer store dele af filmen, men når dog ikke samme lyrisk-symfoniske højder som f.eks. “The Fountain” eller “Solaris”.
[image=18291]