Rapkæftet og fissefikseretDer skal ikke herske nogen tvivl om, hvad der er centrum for plottet i denne meget morsomme og verbalt sprudlende komedie om tre teenagenørder og deres forsøg på at score sprut og piger. Men selvom teenage-protagonisternes tankegang sjældent cirkulerer om andet end øl, fisse og i ny og næ lidt hornmusik, så hæver “Superbad” sig over sine genrefæller af high school-komedier med en brillant og befriende grov stil, samt troværdigt skuespil.

Meget passende introduceres Seth, den ene af den pubertære treenighed, iført en t-shirt med Richard Pryor, en komiker der om nogen gjorde en kunst ud af at være profan og forvandlede brugen af beskidte ord til morsom poesi. Med Pryor in mente giver “Superbad” los fra første færd med en diskussion om, hvorvidt man bør abonnere på et porno-website, der bl.a. specialiserer sig i urinfetich – man ved jo aldrig, hvad man kommer til at interessere sig for i fremtiden, som Seth udtrykker det.

Har man set film som “The 40-Year-Old Virgin” og “Knocked Up”, vil stilen måske vække genklang. Instruktøren af de film, Judd Apatow, er denne gang med som producer og Seth Rogan, der spillede hovedrollen i “Knocked Up”, har stået for manuskriptet til “Superbad”. Både “The 40-Year-Old Virgin” og “Knocked Up” havde også en udpræget grovkornethed i dialogen, men eftersom disse film havde voksne mænd i centrum for handlingen, og ikke teenageknægte, blev tolerancetærsklen nået en del hurtigere, som de lumre vittigheder blev fyret af sted. “Superbad” derimod formår at klare balancegangen næsten hele vejen igennem.

At mange af filmens [i]one-liners[/i] rammer så godt, som de gør, skyldes i ligeså høj grad skuespillet som manuskriptet. Michael Cera, som nogen måske husker fra den desværre noget oversete komedieserie “Arrested Development,” spiller den kejtede Evan. Det gør han med en sådan kontrol over mimik og timing i de nervøse teenagebevægelser og diktion, at bare det at se ham tale med pigen, han er forelsket i, er kostelig underholdning.

Overfor Evans nervøsitet bliver rollen som Seth spillet mere frembrusende af Jonah Hill. Karakteren, der endda har fornavn tilfælles med manuskriptforfatteren, virker som en yngre udgave af Seth Rogans rolle i “Knocked Up”, men det forhindrer ikke Jonah Hill i nærmest perfekt at fange rollen som den klovnende dreng i klassen, der skjuler ethvert tegn på usikkerhed bag et skjold af rapkæftet tale og konstant brovtende opførsel.

Til at fuldende trekløveret er der Christopher Mintz-Plasse i rollen som übernørden Fogle, en lidt mere karikeret karakter end de to andre. Men som Fogle bliver involveret i et sideplot med to relativt uansvarlige betjente, får Plasse leveret nogle af filmens sjoveste reaktioner, da han forsøger at skjule sin rigtige alder for betjentene. Vigtigst af alt udstråler alle tre hovedpersoner et overskud af charme og karisma, der gør, at man bevarer empatien for karaktererne hele vejen igennem de mange pinlige situationer. Særligt kemien og dialogen imellem Hill og Cera føles meget troværdig for en ungdomskomedie, og replikkerne bliver leveret med en sådan naturlig professionalisme og timing, at man kunne tro, der var tale om en rutineret komikerkonstellation i Jack Lemmon og Walter Matthau ligaen.