[b]Munter latinsk leverpostejskomik[/b]

[i]”Har alle her taget en kliche-pille?”[/i] vrænger Christian, da han konfronteres med den latinske charme, der har slået benene væk under alle andre, men som blot virker som et betændt mareridt i hans øjne.

Det er nu heller ikke helt let at være Christian. Konen er skredet til Buenos Aires, hvorfra hun har fremsendt skilsmissepapirene, hans teenagesøn har mere og mere trukket sin ind i sin egen verden, og selv den vinbutik, der engang fyldte Kristian med stolthed, står nu blot og forfalder, mens konkursen rykker nærmere. Nej, der er ikke meget at grine af, men da hustruen vil skilles, bliver det alligevel for meget for den gode Christian, og han beslutter sig for omgående at tage til Buenos Aires og overbevise Anna om, at hun skal vende tilbage til ham og sønnen Oscar.

I hans hoved forestiller Christian sig utvivlsomt den helt store genforeningsglæde, så det er noget af en kold afklapsning, da det viser sig, at den uanmeldte ankomst falder midt i en af årets travleste stunder. Det er dagen for det helt store fodboldopgør, og Annas nye kæreste viser sig at være en berømt og meget selvsikker fodboldspiller, der netop skal spille i kampen.

De blegfede danskere bliver kort sagt udsat for sydens temperament i “SuperClásico”, der konfronterer det tryghedssøgende leverpostejfarvede sind med den latinske charme, vin og passionerede livsstil. De forskellige hovedpersoner bliver alle tvunget til at gøre deres livsform op og revurdere indstillingerne. Derved lægges der selvsagt også op til nogle temmelig håndfaste klicheer og fordomme om folkeslag, men som førnævnte citat antyder, så er filmen udmærket bevidst om de karikaturer, der er forbundet med den slags historier. Ligesom i Thomas McCarthys “The Visitor” eller Woody Allens “Vicky Cristina Barcelona” så bliver den fremmede livsstil først og fremmest brugt som middel til at konfrontere personerne med de længsler, de ellers for længst har begravet dybt under sofapuden.

At placere “SuperClásico” langt væk fra de danske amagerhylder og det hjemlige grå klima giver først og fremmest filmen mulighed for at diske op med alverdens indbydende argentinske syn. På alle planer er der kælet for de visuelle detaljer lige fra de flotte bybilleder, stemningsfulde barer og den måde, som lyset fanger de kridhvide lagener på. Ole Christian Madsen, der senest stod bag “Flammen og Citronen”, var også manden bag “Prag”, og hvor den by var en flot kulisse for et tragisk skrantende ægteskab, bliver Buenos Aires her kulisse for et muntert et af samme slags. Paprika Steen fungerer glimrende som hustruen, men det er især Anders W. Berthelsen, der stjæler billedet fra alt og alle i en fortrinlig komisk præstation som den lidt skvattede størrelse, man har lidt for let ved at genkende sine egne svagheder i.