Amalie Pedersen Superman fik et hjem på Jorden. Kara mistede sit på Krypton. I årtier har DC haft svært ved at finde ud af, hvem Supergirl egentlig er. Det samme problem kæmper Kara med i filmens bedste idé.
Supergirl er ikke Superman
Der findes superhelte, som ved præcis, hvem de er. Og det ved publikum også.
Og så findes der Kara Zor-El.
Hvor hendes fætter Kal-El (bedre kendt som Superman) blev sendt til Jorden som spæd og voksede op med et hjem, en familie og et stærkt moralsk kompas, husker Kara stadig Krypton. Hun oplevede sin planets undergang. Hun mistede sine forældre. Hun mistede sit folk. Hun mistede sit hjem.
Det gør hende til noget fundamentalt andet end Superman.
For når vi møder Kara i James Gunns nye DC-univers, er hun ikke ude for at redde verden. Hun forsøger knap nok at redde sig selv.
Store dele af sin tid bruger hun på at drikke sig sanseløst fuld på planeter med røde sole, hvor hendes kræfter ikke virker, og hænge ud med superhunden Krypto. Ansvar er ikke hendes superkraft.
En hævntørstig pige og en døende hund
Historien bliver sat i gang, da Kara møder den unge Ruthye (Eve Ridley).
Ruthye har mistet hele sin familie til den brutale Krem (Matthias Schoenaerts), lederen af de frygtede brigander. En gruppe krigere og erobrere, som spreder rædsel fra planet til planet og blandt andet bortfører unge piger for at sikre deres races fortsatte eksistens.
Ruthye vil have hævn.
Kara vil redde Krypto.
Efter at superhunden er blevet ramt af en af Krems dødelige pile, er dens liv pludselig i fare, og den eneste chance er at finde den modgift, som Krem besidder.
Sammen rejser de gennem galaksen på tværs af planeter, rumstationer og lovløse samfund, hvor alle kæmper for bare én dag mere.
DC møder Mad Max
En af filmens største styrker er dens univers.
Hvor mange moderne superheltefilm kan føles sterile og computergenererede, er Supergirl beskidt.
Mange af filmens planeter ligner steder, hvor civilisationen for længst har givet op. Folk bor på gaden. Slås om ressourcer. Lever fra dag til dag.
Det giver filmen en råhed, som klæder den.
Craig Gillespie (I, Tonya) læner sig flere steder mere op ad science fiction-westerns og Mad Max end klassiske superheltefilm. Resultatet er et univers fyldt med mærkelige væsner, farverige rumpirater og mennesker, der desperat forsøger at overleve.
Her dukker danske Clara Rosager (Kysset, Journal 64, The Rain og Morbius) op som rumpirat og slipper godt fra en rolle, der let kunne være blevet reduceret til baggrundsstøj.
Jason Momoa (Aquaman, Game of Thrones, Fast X og A Minecraft Movie) stjæler som forventet enhver scene, han optræder i som Lobo. Han er præcis så utilregnelig, højtråbende og underholdende, som man håber.
Han er loco. Og det er mere end rigeligt.
Milly Alcock flyver med filmen
Supergirl står og falder med Milly Alcock (House of the Dragon, Sirens m.fl.). Og hun leverer.
Alcock spiller Kara som en ung kvinde med enorme kræfter og endnu større uforløst potentiale. Hun er impulsiv, stædig, frustreret og ofte sin egen værste fjende.
Hun er ikke interesseret i at være et forbillede.
Hun er ikke interesseret i at være Superman.
Hun ved, hvad hun kan.
Hun ved bare ikke, hvad hun skal bruge det til.
Alcock rammer balancen mellem arrogance, sårbarhed og vrede imponerende præcist, og hun får Kara til at føles som sin egen figur frem for endnu en afart af Superman.
Alcock giver Kara Zor-El noget, figuren længe har manglet på det store lærred: Sin egen identitet.
Eve Ridley (The Witcher) leverer samtidig et stærkt modspil som Ruthye. Selvom hun er filmens yngste rolle, bliver hun aldrig reduceret til passager på Karas rejse. Tværtimod fungerer hun ofte som historiens moralske kompas.
Krem er filmens svage led
Til gengæld bliver Krem aldrig helt den skurk, filmen har brug for. Krem burde være den type skurk, der hjemsøger både Kara og publikum længe efter rulleteksterne. Matthias Schoenaerts gør, hvad han kan, men figuren forbliver mere funktion end karakter.
Han eksisterer primært for at give Kara og Ruthye nogen at jagte, men jagten udvikler sig sjældent til mere end en række stop på vejen gennem galaksen. Flere planeter, bipersoner og afstikkere føles som omveje snarere end nødvendige kapitler i Karas udvikling.
Historien lider samtidig under, at dens centrale konflikt aldrig bliver helt så interessant som hovedpersonen.
Mere Kara end Supergirl
Det mest interessante ved Supergirl er, at den ikke handler om at redde universet.
Den handler om identitet. Om sorg. Om vrede.
Om at miste sit hjem og lede efter et nyt.
Hvor Superman altid har været symbolet på håb, er Kara langt mere rodet. Hun bærer stadig rundt på konsekvenserne af Kryptons undergang.
Supergirl har ikke alle svarene.
Det har Kara Zor-El heller ikke.
Men for første gang længe føles det, som om DC faktisk ved, hvem Supergirl er.
Supergirl lander i biografen den 25. juni.
Klik for at vise eksternt indhold fra youtube,
- Du kan altid aktivere og deaktivere tredjepartsindhold.
