Grin og tarmskylEndnu en spooffilm har set dagens lys, og med “Superhero Movie” er det efterhånden blevet kun alt for tydeligt, at genren trænger til en grundig fornyelse, for filmen kan ikke engang med sin bøvede og til tider latrinære humor fremkalde de store grin.
[image=23046]
Gymnasienørden Rick Riker har boet hos sin tante Lucille og onkel Albert siden forældrenes død. Rick er uheldigvis forelsket i nabopigen Jill, som desværre kommer sammen med den bøvede Lance. På en skoleudflugt bliver Rick bidt af en muteret guldsmed, og dagen efter vågner han op med superkræfter. Hvis plottet allerede her er begyndt at lyde bekendt, så kan jeg da afsløre, at filmen primært parodierer “Spider-Man”-filmene. Der er kun enkelte korte udflugter efter andre superheltefilm.
Rick begynder selvfølgelig nu at bekæmpe kriminalitet som den kostumeklædte superhelt Dragonfly. I mellemtiden har Lances onkel, finansmanden Lou Landers, udsat sig selv for et eksperiment, der har gjort ham til superskurken The Hourglass. Selvfølgelig skal disse to ende i totterne på hinanden og uden at afsløre alt for meget, så går det temmelig forudsigeligt for sig.
[image=23047]
“Superhero Movie” er instrueret og skrevet af Craig Mazin, der har en del erfaring med spoofgenren – bl.a. er det blevet til et par “Scary Movie”-film. Mazin er desværre ikke sluppet synderlig godt fra dette projekt. Som en parodi er den temmelig tandløs og ikke videre intelligent. Filmen bruger ikke rigtig konventionerne i superheltegenren til noget, men følger dem nærmest regelret, mens den supplerer med et par pruttejokes og lidt pis og bræk, når andet ikke slår til. Bedre bliver det naturligvis heller ikke af, at filmen faktisk er meget lidt sjov. Jo, en velplaceret pruttelyd kan ofte fremkalde et lille smil – der er ikke noget galt med infantil humor. Men det er ikke nok, hvis det ikke afleveres med en vis charme og originalitet. Morsomhederne er ganske enkelt mere slidte, end godt er.
Filmen har dog enkelte humoristiske lyspunkter. Bl.a. kommer et efterhånden famøst klip med Tom Cruise under morsom behandling – noget vi i øvrigt i Danmark allerede har haft mulighed for at se Michael Bertelsen parodiere i “den 11. time” mindst lige så godt. Skuespillet er ikke videre inspirerende, men bl.a. Leslie Nielsen som onkel Albert leverer i det mindste, hvad man burde kunne forvente af gravalvorlig humor. En række fraklip til slut afslører samtidig, at filmen rent faktisk kunne have været langt sjovere, end den nu er endt med at være. Her ser vi, at Craig Bierko i rollen som Wolverine med en større rolle kunne have løftet filmen bare en anelse over det fuldstændig jammerlige.
[image=23048]