[image=14366]
“Supervoksen” rammer godt ned i klassiske ungdomsdilemmaer. Det handler en del om sex, men ligeså meget om identitet. Kan man f.eks. have følelser for en nørd, eller for en anden pige for den sags skyld? Skal man være forelsket første gang man gør ‘det’? Og hvor langt skal man gå for venindernes accept? Filmens udgangspunkt i legen med spåkoppen føles indledningsvis noget konstrueret og akavet, og Rebekkas argument for eksperimentet lyder mere som den dansk stil hun netop har afleveret, end et virkeligt ønske om at forandre sig. Men når udfordringerne først er blevet givet, bliver legen med spåkoppen i stedet primus motor, og gør at filmens plot kan springe fra den ene pinlige og grænseoverskridende situation til den anden, og efter den lidt for udpenslende optakt formår “Supervoksen” at blive mere engagerende i takt med prøvernes sværhedsgrad.
[image=14367]
Instruktør Christine Rosendahl, der tidligere har instrueret dokumentaren “Stjernekigger” om sin søster Pernille Rosendahls band Swan Lee, giver den visuelt gas i mange af filmens billeder med en gennemæstetiseret reklamestil. De tre piger spankulerer gang på gang af sted som fotomodeller i et efterårskatalog med flagrende hår og brune blade flyvende omkring sig. Stilen understreges hver gang en ny udfordring falder fra spåkoppen og teksten printes med baldrende reklametekst foran én på lærredet: [i]BLOW JOB[/i]. Værsgo, hvis man skulle være i tvivl. Det er virkelig en filmstil for en generation af metabevidste poder. Det er til tider ganske flot og energisk, men det ender også med at virke underligt skærende i forhold til de scener hvor pigerne sidder og kæmper med mere ægte følelser og æstetikken måske kunne have været mindre i fokus.
[image=14368]