Livet i venteværelsetKun en måned efter at den danske ungdomsfilm “Råzone” har haft premiere, kommer endnu en film om den danske ungdoms genvordigheder. Men hvor “Råzone” var kendetegnet af en netop rå og skarpsleben tilgang til miljøet blandt teenageveninder, er “Supervoksen” en mere æstetiseret og underholdende oplevelse, der dog stadig byder på et par barske momenter.

Filmens handling tager udgangspunkt i de tre veninder Rebekka, Claudia og Sofie og deres hverdag i 1.g., der er stærkt præget af at de befinder sig i ‘venteværelset’ mellem børne- og voksentilværelsen. Da Rebekka fremlægger en stil om overgangsritualer, får hun den ide, at de tre veninder skal skabe deres eget overgangsritual, så de kan komme videre med deres liv. De laver en spåkop, som indeholder en række udfordringer til dem selv. Prøverne skal bestås, hvis pigerne skal kunne kalde sig for voksne. Men ét er teori, noget andet handling, og pigernes udfordringer viser sig at være ganske prøvende både for deres fællesskab og for dem selv.

“Supervoksen” rammer godt ned i klassiske ungdomsdilemmaer. Det handler en del om sex, men ligeså meget om identitet. Kan man f.eks. have følelser for en nørd, eller for en anden pige for den sags skyld? Skal man være forelsket første gang man gør ‘det’? Og hvor langt skal man gå for venindernes accept? Filmens udgangspunkt i legen med spåkoppen føles indledningsvis noget konstrueret og akavet, og Rebekkas argument for eksperimentet lyder mere som den dansk stil hun netop har afleveret, end et virkeligt ønske om at forandre sig. Men når udfordringerne først er blevet givet, bliver legen med spåkoppen i stedet primus motor, og gør at filmens plot kan springe fra den ene pinlige og grænseoverskridende situation til den anden, og efter den lidt for udpenslende optakt formår “Supervoksen” at blive mere engagerende i takt med prøvernes sværhedsgrad.

Filmen lever meget på samspillet mellem de tre hovedroller, og dynamikken imellem de tre piger er ganske fin. Men persontegningerne lugter alligevel lidt af ‘Sex and the City Light’, med den afprøvende Claudia, den snerpede Sofie, og Rebekka der bare vil have styr på det hele. På trods af de stereotype omrids får de tre forholdsvis uprøvede skuespillere tilsammen skabt et troværdigt indblik i et intimt pigeunivers. Pigerne holder sammen med en ‘fuck alle de andre’ holdning, og selvom gruppepresset dukker op i visse scener, så forbliver de konflikter på overfladen. Det er mere i konfrontationen med deres udfordringer at pigerne får afprøvet sig selv.

Instruktør Christine Rosendahl, der tidligere har instrueret dokumentaren “Stjernekigger” om sin søster Pernille Rosendahls band Swan Lee, giver den visuelt gas i mange af filmens billeder med en gennemæstetiseret reklamestil. De tre piger spankulerer gang på gang af sted som fotomodeller i et efterårskatalog med flagrende hår og brune blade flyvende omkring sig. Stilen understreges hver gang en ny udfordring falder fra spåkoppen og teksten printes med baldrende reklametekst foran én på lærredet: [i]BLOW JOB[/i]. Værsgo, hvis man skulle være i tvivl. Det er virkelig en filmstil for en generation af metabevidste poder. Det er til tider ganske flot og energisk, men det ender også med at virke underligt skærende i forhold til de scener hvor pigerne sidder og kæmper med mere ægte følelser og æstetikken måske kunne have været mindre i fokus.