[b]Horror med stil[/b]

Blodrødt. Gangen lyser op. Kameraet bevæger sig roligt ned gennem gangen med balletskolens værelser på hver side. Musikken spiller. Det er [i]creepy[/i]. Dyb bas. En lille, krybende melodi over et [i]La la la[/i] er aldrig blevet sunget mere angstprovokerende. “Suspiria” er stil. Mesterlig stil. Det er sådan man bygger en uhyggelig stemning op. Dario Argento er tilbage i 4K.

Jeg er vild med Argentos stil. Var jeg ikke det, så var spøgelseshistorien på balletskolen væsentligt ringere i mine øjne. For skuespillet er ikke altid helt godt. Faktisk lige så skræmmende dårligt til tider, som stemningen er uhyggelig. Det er [i]over the top[/i], alt for meget. Hvordan kan man blive så skræmt, at man vælter ind i en rude, smadrer den, hvilket fører til et lille spin og endnu en smadret rude? Der klukkede jeg lidt. Manuskriptet hjælper dog heller ikke. Suzy behøver ikke fortæller mig, hvorfor hun tæller skridt. Det ved jeg godt. Men jeg går på kompromis. “Suspiria” er jo ikke født i går, men i 1977.

“Suspiria” får nu repremiere i en restaureret 4K-udgave. Det har den fortjent. Argentos skaber billeder som ingen anden gyserinstruktør. Kameraføringen ikke er lige så påfaldende som i Argentos “Deep Red”. Derimod har han skruet op for æstetikken i billederne. Pang! Lyserød alle vegne. Pang! Grøn alle vegne! Pang! Pang! Pang! Uhygge skal død og pine ikke foregå i mørke, hvor nuancerne er sort med sort på. Lyserødt lys ned langs en trappe, så kan det ikke blive klammere.

Eller jo, det kan det faktisk godt. For ligesom i “Deep Red” så er det endnu engang Goblin, der står for soundtracket. Men hvor deres musik til tider kunne virke fjollet og stemningsdræbende i “Deep Red”, så har de i “Suspiria” fundet den perfekte balance mellem klam gysermusik og progressiv rock. Ikke andet end den lille melodi. Det er klamt. En vrøvlende vokal. Endnu et klamt [i]la la la[/i]-stykke. Så råbes der [i]WITCH[/i]!. Der går et sus igennem mig. Jeg vidste ikke, at en balletskole kunne være så creepy.

Freiburg-fortællingen er ren horror. Modsat andre af Argentos 70’er-film. Krimi-elementet er væk. Det er ikke “Deep Red” eller “Fuglen med krystalfjerpragten”. Vi skal ikke finde morderen. I hvert fald ikke direkte. Mystiske mord sker, men mystikken handler mere om balletskolens hemmeligheder. Og det klæder Argento. Hans stil gjorde noget spændende ved en ganske ligetil krimi som “Deep Red”. Den gav den noget gyseligt. Den bliver perfektioneret i “Suspiria”. Argento er mere legesyg end nogensinde. En overnaturlig historie er der, hvor Argento er bedst. Det er han i “Suspiria”.