Musikalsk blodfestInstruktøren Tim Burton er tilbage i den vanlige mørke afkrog af filmmediet, som vi kender ham bedst for, men med “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” har han lavet noget af det mørkeste og mest blodige, vi nogensinde har set fra både ham og hans hofskuespiller Johnny Depp. Blod og mørke til trods så er sandheden, at “Sweeney Todd” også er noget af det bedste, vi har set fra Burton.

Benjamin Barker har tilbragt de sidste 15 år i fængsel, dømt for en forbrydelse han ikke har begået, uden kontakt med sin kone Lucy og datter Johanna. Den korrupte dommer Turpin opdigtede i fællesskab med den forbryderiske håndlanger Beadle en forbrydelse, de kunne hænge Barker op på, fordi Turpin havde fået et godt øje til Barkers kone og ønskede Barker skaffet af vejen. Fuldstændig opslugt af vrede og et muligt håb om gensyn med kone og datter er det omsider lykkedes Barker at flygte. Vreden har gjort ham til et helt andet menneske, og da han vender tilbage til sit hjemlige London, skifter han ganske passende navn til Sweeney Todd.

Sweeney opsøger nu Mrs. Lovetts tærtebutik. Mrs. Lovett genkender ham straks og fortæller ham, at hans hustru forgiftede sig selv, da den korrupte dommer Turpin forgreb sig på hende, og at hans datter derefter blev Turpins myndling. Sweeney sværger nu hævn, og han slår sig ned med en barbersalon oven på Mrs. Lovetts tærtebutik. Fra nu af går fortællingen over i en blodig og grotesk udvikling. Opslugt af hævntørst forsøger Sweeney at skaffe sig et kundeklientel i håb om, at Turpin og Beadle en dag vil lægge vejen forbi. Og da Sweeney Todd i en barberduel genkendes af den italienske konkurrent Pirelli, truer Pirelli med at afsløre hans sande identitet.

Pirelli bliver nu det første af flere ofre for Sweeneys vrede og navnlig hans knive. Da liget skal skaffes af vejen, får Mrs. Lovett en makaber ide, og i takt med at Sweeney nu arbejder sig igennem kvarterets beboere, trives Mrs. Lovetts før noget skrantende tærtebiks i bedste velgående på grund af hendes vidunderlige kødtærter, som aldrig har smagt bedre. Kun i mindre glimt oplever vi lysere øjeblikke i denne makabre fortælling, da bl.a. den unge Anthony forelsker sig i Johanna. I sidste ende er filmens primære omdrejningspunkt nemlig Sweeneys hævntørst, der fortaber sig i en fuldstændig sanseløs blodtørst, som hverken ænser ven eller fjende.

Tim Burtons filmatisering af Steven Sondheims musical “Sweeney Todd” er en mørk fortælling. Plottet i den oprindelige musical er blevet beskåret grundigt for at tilpasses Burtons ærinder ud i det gotiske og makabre, hvilket ses i kærlighedsplottet mellem Anthony og Johanna, som er blevet stærkt reduceret. Unge elskende danner ofte baggrunden for musicals – en genre, der netop gerne fejrer kærligheden. Men Burtons film fokuserer i stedet på at skildre det umage makkerpar Sweeney Todd og Mrs. Lovett, der slagter sig igennem kvarterets beboere blot for at servere dem for deres naboer dagen efter. Nok er de mand og kvinde, men i vanlig, men sælsom Burtonsk stil kommer seksualiteten til udtryk i en anden type besættelse: Sweeneys tiltagende blodtørst og Lovetts tærter. Begge fortaber de sig i lidenskaber, der ikke kun gør dem til massemordere, men også forkvaklede størrelser, som i sidste ende ikke rigtig forstår hinanden.

Sweeney Todd er i Burtons hænder snarere blevet en pervertering af musicalens klassiske fortælling om det unge elskende par. Og ganske selvfølgeligt må det hele jo derfor udmunde i et blodigt klimaks. “Sweeney Todd” er da også en overordentlig blodig omgang, hvor blodet sprøjter til højre og venstre i stiliserede postkasserøde strømme, som maner de mere følsomme gemytter til besindighed, for det hele er jo kun en film. På trods af den dystre fortælling er filmen ikke en drøj eller deprimerende oplevelse. Burton har et solidt greb om humoren, der giver luft til fortællingen, og fortællingens ekstremt groteske indhold tilskynder de mere fnisende reaktioner. Dertil kommer, at filmens mest centrale roller er charmerende besat.

Specielt kommer vi ikke uden om Helena Bonham Carter og navnlig Johnny Depp, som er perfekt castet i rollerne som henholdsvis Lovett og Sweeney Todd. Begge er de i besiddelse af et dukkeagtigt og virkelighedsfjernt udseende, som passer perfekt ind i Burtons dystre eventyr. Ingen af dem er de store sangtalenter, men de formår begge alligevel at levere ganske solide sangpræstationer, og specielt Depp forstår at give sangteksten betydning med sin intonation. Han både sørger og snerrer med nærvær, for han synger ikke bare en tekst, men spiller en rolle. Og det samme gælder Carters Lovett, der drømmer om familieidyl med herlig indlevelse, og som samtidig også er leveringsdygtig i en ganske god komisk timing.