[b]Mamma mia begår selvmord[/b]

Det handler om mor. Sådan må det være i et land, hvor mammas lille [i]il figlio[/i] ikke flytter hjemmefra, før han er langt oppe i tyverne. Derfor er det ikke bare skidt for Massimo, da han som barn mister mor. Det er en katastrofe! Resten af “Sweet Dreams” handler nemlig om moder-bindinger i en liga, som man vist skal være italiener for at forstå.

For Massimo vågner aldrig igen op til et normalt liv, efter mor en aften har puttet ham med et sov sødt. [i]’NEJ!'[/i] Det er det, Massimo vågner til. Far skriger, mor er død. Sønnen ved ikke hvorfor. Jeg er ikke helt sikker på, om det skal være en hemmelighed, for alt i den manio-depressive åbning, hvor mor danser ekstatisk i det ene, imens hun indadvendt er ked af det i det næste, peger på, at det var sygdom, som var selvmorderen. Tragisk.

Præcis så tragisk, så den efterfølgende barndom med grove drengestreger er interessant nok at se på. En bogstøtte ryger ud af vinduet, og gassen tændes, når der venter skældud fra far. Og misundelsen er stor, når han svømmer rygcrawl og kigger op på mor efter mor efter mor, der bare ikke lige er hans mor. Og far? Han kan kun invitere på fodbold, når Torino spiller – det eneste, de har til fælles i et nordligt Italien, som udmærket spejler den kølige tematik.

Men ét er barndom. Noget andet er et helt liv, hvor mor hjemsøger som i de gyserfilm med Belfagor, som de så sammen. Den voksne del af “Sweet Dreams” er en ufrivillig parodi på italienske mor-komplekser. For Massimo må væk fra Torino for at glemme. Vi springer frem og tilbage i tid og sted med udvalgte nedslag i de 1990’ere, som Massimo bliver mand i. En tur som journalist til krigen i Sarajevo, hvor en mor ligger skudt, imens en søn fortrænger tabet med et computerspil.

Og sådan fortsætter tabet over mor med at hjemsøge. Han interviewer en finans-bandit i Rom. Han kan mærke det – Massimo har ingen mor. Det kan redaktøren også, der gør Massimo til et hit som brevkasse-skribent, hvor han giver svar på spørgsmål om mødre. Vær glad for, at du har en, lyder det gode råd. For det har Massimo som bekendt ikke – og det er han traumatisk ked af. Det råbes igen og igen, indtil han finder en sød læge-kæreste, der med moderlig omsorg kan hele den lille dreng, der nu er blevet voksen.