[b]En surreel debut[/b]

Fællesnævneren for kultklassikerne “Being John Malkovich”, “Evigt solskin i et pletfrit sind” og den fabelagtige “Orkidé-tyven” er den ukronede konge af amerikansk indie-film Charlie Kaufman. Auteur-forfatteren Kaufman er kendetegnet ved sine nærmest surreelt skæve metafortællinger, der ikke skorter på selvudlevering. Kaufman har nu for første gang sat sig for at instruere sit eget manuskript i filmen med den lidet mundrette titel “Synecdoche, New York”.

Hvor “Orkidé-tyven” omhandlede Charlie Kaufmans præstationsangst for som manuskriptforfatter at skulle efterfølge “Being John Malkovich”, så følger vi i “Synecdoche, New York” Kaufmans instruerende alter ego i form af teaterinstruktøren Caden Cotard. Caden, spillet af en altid veloplagt Philip Seymour Hoffman, lider af en dødsangst, der er funderet i, at han aldrig har udrettet noget mindeværdigt i sit liv. At iscenesætte Arthur Millers klassiker “En sælgers død” giver ingen mindeværdig død, men derimod et angstfyldt liv. Efter at konen og datteren har forladt Caden, modtager han et legat, der giver ham en unik mulighed for at ændre dette og opføre sit livs stykke. En kæmpemæssig lagerhal midt i New York bliver lejet til formålet, hvor stykket om Cadens liv skal udfoldes i et 1:1 forhold. Således hyres en skuespiller eksempelvis til at spille teaterinstruktøren Caden. Kaufmans æske er åbnet.

Charlie Kaufman har i sin instruktørdebut skabt en virtuos rablende filmisk vision om på den ene side sin egen lille angstneurose for at præstere i bedste Fellini-stil og på den anden side om eksistentielle temaer som liv, død, kunst, mening og eksistens. Ganske godt gået af en debutant. Humoren i filmen er udsøgt absurd, men også noget helt for sig selv og helt bestemt ikke for alle. Absurditeten er et gennemgående træk for filmen, hvor Caden bl.a. oplever sin 4-årige datter blive opfostret som tatoveret lesbisk kunstnermuse i Berlin, og det blot som en spøjs sidehistorie i dette vanvidsunivers.

Filmen er imidlertid ikke Kaufmans bedste, hvis vi indregner hans manuskriptfilm. Den præstationsangst, som instruktøren Caden lider under, har næppe været langt fra det forventningspres, Kaufman har pålagt sig selv under skabelsen af denne debutfilm. Det nærmest driver af filmen, at Kaufman har villet lave den perfekte film om alle livets store spørgsmål i første forsøg, hvorfor de store armbevægelser skaber en til tider ufokuseret strittende fortælling i en lidt for lang film.

Kaufmans evne til at spidde sig selv og sin stand er noget af det, der gør ham unik. Caden har således kun hån tilovers for en skuespiller, der efter 17 år forsigtigt spørger, om de mon snart skal spille stykket for et publikum. Kunstneren Caden opdager dog, at meningen med livet og kunsten ikke er selvrealisering, men samværet og kunstens interaktion med andre. Kaufman får også sendt et par syrlige stød afsted imod skuespillerne og deres mere og mere maniske forhold til method-acting, der blegner i forhold til skuespilleren Sammy, som har fulgt Caden store dele af hans liv for at kunne leve sig ind i sit livs rolle.