Steven Spielberg udtalte for nylig, at han og andre filmskabere i nutidens USA er blevet inspireret af den nuværende amerikanske regering til at give deres mening til kende og etablere sig som historiefortællere, uafhængige af deres lederes ofte tvivlsomme gerninger. Det har resulteret i en kavalkade af film med politiske fællestræk. Den måske modigste, mest bidske og måske endda mest relevante af alle disse er Stephen Gaghans anden instruktørbedrift: “Syriana”.

Gaghan takkede nej til at nedfælde manuskriptudgaven af Dan Browns bestseller “Da Vinci mysteriet” til fordel for at koncentrere sig om denne mindre konventionelle fortælling. Og manglen på konventioner er netop kendetegnende for det 40-årige talent. I 2000 forfattede han “Traffic” og fik en Oscar for sit besvær i et år, hvor veldrejede og underholdende, men meget konventionelle produktioner som “Gladiator” og “Erin Brockovich” nød bedst af ceremoniens rampelys. Forrige år var han manden bag manuskriptet til “The Alamo” – en lang og langsommelig, men flot og vovet genfortælling af det historiske slag ved Texas’ Alamo. Den blev et af filmhistoriens største flops, formodentlig fordi den nægtede at inkludere karikerede stereotyper og rosenrøde historiske manipuleringer og betragtninger til fordel for rå, jordbunden og menneskelig troværdighed. Med “Syriana” må Gaghan siges at være tilbage i sit rette element med den politiske stridsøkse i den ene hånd og det dristige kamera i den anden.

Dramaturgisk minder “Syriana” på mange måder om Steven Soderberghs “Traffic”. Soderbergh er for øvrigt her med på vognen som producer. Forskellige handlingsforløb bestående af forskellige karakterer med forskellige baggrunde afspejler forskellige aspekter af det samme centrale tema: olien – nærmere bestemt den mellemøstlige slags, og hvordan mængden, produktionen og leveringen af det livsnødvendige brændstof har stor effekt på både modtager og (især) leverandør i mere end én forstand. Og i modsætning til andre film med talrige forløb, så ender filmens parallelle historier aldrig i forcerede og tilfældige krydsfelter.

“Syriana” er en mere tankevækkende og bedre film end “Traffic”. Hvem ville have troet, at Bush-administrationens største bedrift var at give anledning til skabelsen af nogle af de seneste års allerbedste film? Filmen er heller ikke bange for på voldsom og effektiv vis at tvinge sine meget relevante pointer igennem uden at søge ly for det uundgåelige efterfølgende veritable uvejr. Med både en billed- og en lydside, der nægter at lade seeren slappe fuldstændig af på noget som helst tidspunkt (a lá førnævnte Spielbergs halvbeslægtede “München”) og Tim Squyres imponerende og dødpræcise klippearbejde, leverer “Syriana” en energisk og hypnotisk filmisk cocktail, med stærkere politisk punch end en hel sæson af “Præsidentens mænd”.

Men med et så bredt emne som olien og et så stort mål som USA’s regering i sigtekornet, kunne man let have frygtet, at Gaghan havde overset de menneskelige aspekter, som gør, at man på stærkere vis kan engagere sig i både historien og de større temaer. Men i stedet er det faktisk de menneskelige facetter, der er i højsædet, og hvordan de nationale hensyn gør, at man glemmer effekten på individet især i de olierige lande. Fra olieselskabernes velbetalte advokater og CIA’s indflydelsesrige udsendinge til den intelligente og medmenneskelige analytiker og den underbetalte oliearbejder – Gaghan kommer vidt omkring, og man må da også sige, at han af og til tager munden så fuld af idéfyldte godbidder, at han hverken når at tygge på dem alle eller ordentligt at fordøje dem, der bliver slugt. Filmen er en tand for lang, men sidste akt tager fuldstændig pusten fra én.

Bortset fra sit arbejde i “Bourne”-filmene har Matt Damon aldrig været bedre. Han mister sit ene barn og udnytter tragedien til at blive ansat af den sympatiske og næsten idealistiske prins Nasir Al-Subaai, fremragende spillet af Alexander Siddig, som indtil nu nok kun blev genkendt af sci-fi entusiaster for sit 7-årige arbejde på “Star Trek”. Den relativt uprøvede Mazhar Munir er uafrystelig som den unge Mazhar Munir, der mister sit arbejde pga. en forestående olieselskabssammensmeltning. Og Jeffrey Wright er også god som olieadvokaten, man aldrig er helt sikker på, hvor man har.

Men George Clooney rager mest frem i det talentbesatte cast. Manden, som næsten blev erklæret lam efter en rygskade erhvervet under optagelserne til filmens ubehagelige torturscene, spiller CIA agent Bob Barnes. Han er, ligesom de fleste andre i denne films alsidige persongalleri, lidt af et dumt svin. Men Clooney, som også har produceret, formår uden problemer at få Barnes til at fremstå sympatisk og medmenneskelig. Christopher Plummer, Chris Cooper, Tim Blake Nelson, Nicky Henson, Amanda Peet og William Hurt gør det også glimrende i deres kortvarige biroller.