[b]Der er ikke engang nogen, der bliver kidnappet[/b]

Liam Neesons karriere lader til at være stagneret en smule. Den eneste udvikling, der kan spores i en efterhånden lang række af halvlamme actionfilm, lader til at være dybden i stemmen. Efter “Taken” og “Taken 2” (og “Non-Stop”. Og “Begravet i fortiden”…) er han ved at være nået ned i toner, der er næsten umulige at opfange for det menneskelige øre. Skulle “Taken 3” fejle ved billetlugerne, er der heldigvis masser af muligheder for en mand med Neesons talent. Forgrowler i et metalband med et navn a la “Crazy Celtic Demon Dragons” eller stemmetræner for en subwoofer er oplagt.

“Taken 3” er den seneste i rækken af film baseret på en formel, der desværre har vist sig svær at slå ihjel: Liam mod rov. Uden det mindste glimt i øjet sættes scenen fuldstændig, som den plejer. Den ensomme ulv, der bliver pisset så meget af, at han må gøre brug af sit [i]’very particular set of skills'[/i]. Denne gang er det ekskonens død og den efterfølgende status af hovedmistænkt, der får Bryan Mills til at spurte rundt i gaderne og kun holde pause for at smadre kranier og brumme i en telefon.

Foruden telekommunikation og hjælpeløse damer byder “Taken”-formlen også på den slags actionsekvenser, der ikke har relevans for handlingen, men er revet direkte ud af den store [i]’100 ting du skal have med i din actionfilm før du dør'[/i]-bog. Tusindvis af flasker, der kommer i krydsild i en vinhandel, politibiler, der snurrer rundt i luften, eksplosioner og ildsøjler i tætte elevatorskakte. Og så lige en russisk superskurk med sadistiske tilbøjeligheder oveni.

Når skurken er ond, må helten være dobbelt ond, synes mantraet at være. Men Bryan Mills er bare stupidt voldelig på en så uinteresseret måde, at da han begynder på waterboarding, er man ikke engang overrasket. Manden kan jo ikke gøre for det, han er en dræbermaskine, “et spøgelse,” som politikommisæren kalder ham. Forest Whitaker tumler distræt rundt med tics i nakken og giver den sædvanlige politi-peptalk om, at den eftersøgte hovedperson er verdens allerfarligste og allermest trænede supersoldat.

Kan filmen ikke prale af én original tanke, burde håndværket i det mindste være i orden, men det virker, som om instruktør Olivier Megaton har skullet vise, hvor mange kameraskud han kan håndtere samtidig. Det afsindige klippetempo hæver desværre ikke intensiteten, men har snarere den modsatte effekt, idet øjnene bliver bombarderet i en grad, så hjernen bare lukker af for rabalderet. Der vel at mærke kun bliver til rabalder, fordi Bryan Mills konsekvent vælger at bruge næver i stedet for hjerneceller.