[b]Harmløse hippier[/b]

Musikfestivalen Woodstock anno 1969 har nærmest mytisk karakter og betragtes fra flere sider som den blomsterbærende hippiebevægelses kulmination, der bl.a. blev forbillede for en lille festival på Roskilde dyrskueplads få år senere. Den garvede og evigt nysgerrigt udforskende instruktør Ang Lee, der i sit imponerende bagkatalog har perler som “Brokeback Mountain” og “Lust, Caution” liggende, har i sit nyeste projekt “Taking Woodstock” sat sig for at undersøge og udforske denne mytologiske musikbegivenhed.

I flækken White Lake forsøger den lille aparte familien Teichberg at drive det lurvede motel El Monaco med ganske ringe succes. Sønnen Elliot er lusen imellem to negle – den matriarkalske og økonomisk nøjeregnende mor og den opgivende og konfliktsky far. Elliot forsøger at holde liv i forretningen og det skrantende lokale handelsliv samtidig med, at han selv nærer et stort ønske om at rejse væk og løsrive sig fra familien. Da Elliot får nys om, at musikfestivalen Woodstock mangler en beliggenhed, øjner han muligheden for at realisere begge sine drømme. Snart forvandles El Monaco til base for arrangørerne af historiens største musikfestival, og det lille lokalsamfund invaderes af op mod en halv million unge til tre dage med fred og musik – peace out!

Lees betragtelige anvendelse af splitscreens i denne film er en ganske god åbning til at beskrive oplevelsen af “Taking Woodstock”. En ganske splittet, rodet, stemningsfuld, men langt fra tilfredsstillende fornemmelse og følelse efterlades man med, efter freden har sænket sig (eller ophørt?) i kølvandet på denne Cannes-nominerede film. Og skal vi lige afrunde brugen af splitscreen, så er det sjældent et vellykket stilgreb at ty til, særligt i sekvenser med dialog, hvilket ikke udgør nogen undtagelse i dette tilfælde. Den opdelte skærm svækker evnen til at fokusere, hvilket også må have influeret Ang Lee, da dette, måske tilsigtet, om noget er en film uden fokus.

Et virvar af karakterer præsenteres undervejs. Udover den lidt skæve familie, hvilket undervejs i filmen skal forstås ganske bogstaveligt, så følger vi koncertarrangørerne, lokalbefolkningen, nogle smågangstere, en Vietnamveteran, et stk. dragqueen, og listen kan fortsættes og gøres så lang som køen til koncertpladsen på Woodstock. Den nøjsomme og enormt overbevisende personinstruktion er ellers blandt instruktør Lees adelsmærker, men her er persongalleriet for omfangsrigt og udmærker sig næsten konsekvent ved overspil. Moderen er for karikeret skrap, men har sine fornøjelige øjeblikke, som da hun jagter en overnattende nøgen teatertrup på flugt, og sådan kan der nævnes i flæng – filmens figurer er utroværdige og uinteressante, men lyser op i enkelte passager. Således også filmen i øvrigt, der brillerer med enkelte øjeblikke af hypnotiserende skønhed – som eksempelvis Elliots tranceagtige syretrip og møde med koncertpladsen – for straks at blive afløst af udsigtsløse ørkenvandringer af semisjove vittigheder og småproblemer, der straks løses og går i sig selv igen.

Filmens værdimæssige præmis – penge kontra fred og frihed – virker ligeså langtfra efter hensigten. Lokalsamfundet, symboliseret markant ved den bastante mor, står for den grådige pengementalitet, der udfordres af festivalens solidariske frihedsidealer. Problemet for denne modsætning er blot, at festivalarrangørernes fremmeste overtalelsesmiddel netop er penge, hvorfor Ang Lee nærmest demaskerer Woodstock som et ordinært forbrugeristisk event, hvilket umiddelbart ikke virker til at have været hensigten med filmen, der nærmere skal fungere som hyldest til den oprørske ungdomskultur.