[b]Anklagen imod Auschwitz[/b]

En god historielærer springer tidsperioden 1939 til 1945 over. Anden Verdenskrig er ikke interessant. Det er derimod årsagen til og konsekvenserne af en krig, der ændrede verden. Debutinstruktør Giulio Ricciarelli er en god lærer, som begynder i 1958 med en så tydelige fortællestil, at selv de sovende elever på bagerste forstår lektien. “Tavshedens labyrint” handler om konsekvenserne og bearbejdningen af det store tyske nationaltraume, hvor et folkeflertal lukkede øjnene, imens der blev skruet op for gassen. Nu skal alle de skyldige anklages og dømmes.

Men hvem er de skyldige? Hitler og de andre topnazister, Himmler, Göbbels og Eichmann? Eller er det alle, der tjente i og omkring en koncentrationslejr dengang? Måske er det alle, der var medlem af nazistpartiet, eller måske også dem, der ikke gjorde noget, bare lod stå til? For den unge offentlige anklager, Johann, er der ingen tvivl. Han er harm over, at tidligere nazister få år efter krigen lever deres liv, som om intet var hændt. De er skolelærere, bagere eller en del af systemet. Det er for galt, mener Johann fra den unge, skyldsfrie efterkrigsgeneration. Alle, der var erklærede nazister, er skyldige. De skal dømmes for verdenshistoriens største massedrab.

Det er den diskussion, som “Tavshedens labyrint” gør godt. Slår du et menneske ihjel, så bliver du dømt som morder. Bliver seks millioner jøder derimod systematisk myrdet af et folkeflertal, så er det blot kold statistik. For det er svært at dømme et flertal. Amerikanerne gjorde det med det irakiske baathparti efter Saddam Hussein. Alle fra det gamle regime blev fyret, hæren blev opløst. I dag kæmper de som IS-krigere. Men hvad så med retfærdigheden? Det er svært. Pragmatisme over for idealismen. Det må Johann også sande i det dejligt mudrede svar, som findes inde i labyrinten.

Titlens labyrint er dog knap så mudret og smidig i sin præmis. Man vil ikke have sandheden frem, siges det. En hemmelige nazi-loge hiver i trådene og kaster brosten med hagekors igennem Johanns vindue. Det er unødigt tydeligt, ligesom det er unødvendigt, at en usympatisk SS-officer fra dengang til afhøring siger ting som: [i]”Du burde blive gasset, dit svin.”[/i] Det er heller ikke som levende drama eller mystisk opklarings-thriller, at “Tavshedens labyrint” spiller. Modstanden imod at finde frem til alle Johanns skyldige nazister bliver aldrig større end en nazi-brosten og et stort arkiv med navne.

Alexander Fehling er derimod god som blåøjet idealist, der må lære, at verden ikke er så enkel, som jurastudiet har fortalt. Han minder mig om Jake Gyllenhaals kompromisløse journalist fra “Zodiac”, der i jagten på massemorderen mister sig selv og sit eget liv. Det gør Johann også. Kærligheden og familien underordnes en umulig retfærdighed, imens han stiller sig selv spørgsmålet: Havde jeg selv handlet anderledes, end dem jeg anklager?