En god historielærer springer tidsperioden 1939 til 1945 over. Anden Verdenskrig er ikke interessant. Det er derimod årsagen til og konsekvenserne af en krig, der ændrede verden. Debutinstruktør Giulio Ricciarelli er en god lærer, som begynder i 1958 med en så tydelige fortællestil, at selv de sovende elever på bagerste forstår lektien. “Tavshedens labyrint” handler om konsekvenserne og bearbejdningen af det store tyske nationaltraume, hvor et folkeflertal lukkede øjnene, imens der blev skruet op for gassen. Nu skal alle de skyldige anklages og dømmes.
[image=87621]
Det er den diskussion, som “Tavshedens labyrint” gør godt. Slår du et menneske ihjel, så bliver du dømt som morder. Bliver seks millioner jøder derimod systematisk myrdet af et folkeflertal, så er det blot kold statistik. For det er svært at dømme et flertal. Amerikanerne gjorde det med det irakiske baathparti efter Saddam Hussein. Alle fra det gamle regime blev fyret, hæren blev opløst. I dag kæmper de som IS-krigere. Men hvad så med retfærdigheden? Det er svært. Pragmatisme over for idealismen. Det må Johann også sande i det dejligt mudrede svar, som findes inde i labyrinten.
[image=87620]
Alexander Fehling er derimod god som blåøjet idealist, der må lære, at verden ikke er så enkel, som jurastudiet har fortalt. Han minder mig om Jake Gyllenhaals kompromisløse journalist fra “Zodiac”, der i jagten på massemorderen mister sig selv og sit eget liv. Det gør Johann også. Kærligheden og familien underordnes en umulig retfærdighed, imens han stiller sig selv spørgsmålet: Havde jeg selv handlet anderledes, end dem jeg anklager?
[image=87622]