[b]Når voksenlivet er på standby[/b]

I Robert Zemeckis’ “Cast Away” lykkedes det at forvandle en volleybold til et følelsesmæssigt midtpunkt, og nu har Seth MacFarlane (tilmed med sin allerførste spillefilm) formået at forvandle en teddybjørn til et ganske levende, elskeligt væsen – en bedrift, der vel nærmest kan betegnes som et mindre mirakel.

Da John Bennet (Mark Wahlberg) var barn, havde han ét eneste ønske: At få en ven. Drengen, der af ukendte grunde var et socialt udskud, ønskede derfor inderligt, at hans nye bamse skulle blive hans bedste ven, og at de skulle være sammen for evigt. Et pludseligt stjerneskud gjorde ønsket til virkelighed – pludseligt blev bamsen et levende, talende væsen, og John navngav ham Ted. Årene gik, og ikke meget forandrede sig. Her i nutiden får John sig en sød kæreste, men han bor stadig sammen med Ted, der nu er en potrygende, doven roommate, der stadig lever højt på sin stjernestatus som levende teddybjørn. Men John er 35 år, og det er på tide, at han vokser op, synes kæresten, der er ved at få nok af en mand, der er lige så glad for sin teddybjørn, som han er for hende.

“Ted” lever højt på sit enkle plot: En mand skal lære at blive voksen ved at træffe nogle svære valg i livet. Det klassiske plot krydres så med en lille, blød bamse. Men det, der også adskiller “Ted” fra de mange andre film om det at blive voksen, er MacFarlanes velkendte, politisk ukorrekte humor og hans forkærlighed for popkultur-referencer. Ligesom mandens tv-serie, “Family Guy”, egentlig bare er en (langt) mere grovkornet udgave af “The Simpsons”, så følger “Ted” også en genkendelig skabelon, men dens kompromisløshed får os hurtigt til at fortrænge, at plottet ikke er synderligt originalt.

Efter et par fejlslagne jokes i starten udvikler humoren sig hurtigt til klassisk MacFarlane. “Ted” er gennemsyret af pragtfulde popkultur-referencer, der alle fungerer bedre på originalsproget end i den danske oversættelse (fuldblodscineaster vil formentlig nyde MacFarlanes udtryk for [i]”her er ingen kære mor”[/i] i form af: [i]”somebody had to go Joan Crawford on that kid”[/i]) samt hentydninger til dem af os, der voksede op i halvfemserne. Eksempelvis er der i “Ted” en herlig – og meget, meget rigtig – skildring af, hvordan man sang i halvfemserne. Her er med andre ord kræs for både de kulturelt intellektuelle, generation Y samt alle pruttehumor-entusiasterne. For hvad ville en MacFarlane-film være uden et par velplacerede jokes under bæltestedet? Der skal selvfølgelig også være lidt for husarerne, og selvom MacFarlane især er interesseret i at more sine jævnaldrende (han er selv 38), er “Ted” en film, der også sagtens kan kickstarte de yngre tilskueres lattermuskler.

Dermed ikke sagt, at “Ted” holder hele vejen igennem… Som sagt er starten ganske træg og fyldt med jokes, der har forudsigelige punchlines, eller som ganske enkelt ikke er sjove. Slutningen er derudover mærkeligt tempofyldt i en film, der ellers har sat en ære i at være klassens afslappede døgenigt. Det er i det hele taget filmens midterdel, der efterlader størst indtryk – det er også den sektion af filmen, som MacFarlane tydeligvis har koncentreret sig mest om, idet både begyndelsen og slutningen sammenlagt varer en lille halv time. Det er da altid noget, når en filmskaber ved, hvornår hans film fungerer bedst, men en mere helstøbt film havde naturligvis været at foretrække.