Hollywood-pengemaskinen Steven Spielberg er tilbage i instruktørstolen, men denne gang med en film af mindre proportioner, end vi er vant til at se fra den kommercielle mesterinstruktør. “The Terminal” er løst baseret på den sandfærdige historie om iranske Merhan Nasseri, som den dag i dag stadig bor i De Gaulle-lufthavnen i Frankrig. Det er på ingen måde en direkte filmatisering af hans historie, for der er pyntet og lavet meget om på de faktiske begivenheder. Dog er det tydeligt at se, at Tom Hanks er stærkt inspireret af Merhan Nasseri, som, ifølge lufthavns-personalet i De Gaulle, er blevet en smule gak med årene.

I Spielbergs univers er alt sort og hvidt: der er de gode, der er de onde, og så er der også dem, som man ikke er helt sikre på, men som viser sig at være gode nok, når det kommer til stykket. Og det er blandt andet her, “The Terminal” halter en smule. Personerne er overfladiske og uinteressante, og man kommer aldrig helt ind på livet af dem. Man føler selvfølgelig en vis sympati for filmens hovedperson, men det er langt fra det samme, som at få en klar forståelse for hans handlinger. Men det er mere Spielbergs skyld end Tom Hanks’, for Hanks er uden tvivl et af filmens lyspunkter. Skuespilleren, der for alvor fik sit gennembrud med “Forrest Gump”, har med roller som fåmælt gangster i “The Road to Perdition” og slesk professor i Coen-brødrenes “The Ladykillers” vist sig som en meget alsidig aktør på Hollywood-scenen.

De samme roser kan desværre ikke gives til Catherine Zeta-Jones, som spiller andenviolin i kærlighedshistorien mellem hendes karakter Amelia Warren og Viktor Navorski. Med hendes perfekte ydre er hun typecastet til rollen som storsmilende stewardesse, men de indre konflikter, som hendes karakter døjer med, er desværre alt, alt for karikerede og fungerer simpelthen ikke på lærredet.

Stilen i “The Terminal” fungerer til gengæld fint. Den er hverken nyskabende eller speciel, men Spielberg, hans sædvanlige fotograf Janusz Kaminski og klipperen Michael Kahn, har sammen fundet frem til nogle stilmæssige pointer, som klæder filmen rigtigt godt. Til at starte med bliver vi som publikum bombarderet med kaotiske kamerature og febrilsk montage-klipning, som viser det hektiske liv i en lufthavn af JFK’s størrelse. Men i takt med, at Viktor finder en indre ro i sit nye hjem, trods det evige kaos omkring ham, falder også stilen til ro. Kameraet finder langsomt sin plads, og klipningen bliver mere afslappet. Det er en fin detalje, som på fornem vis underbygger den underfundige historie.

Men desværre er der endnu et lille skår i glæden. Og det skår er Spielbergs huskomponist John Williams. Ligegyldigt hvor dygtig den aldrende komponist end måtte være, kan man ikke komme uden om, at der er langt mellem genistreger som temaerne i “Jaws” og “Star Wars”. Han er blevet en kopi af sig selv, og musikken i “The Terminal” er lige så klichéfyldt, som den er diktatorisk. Der er ikke en stemning, som ikke er understreget, og i visse scener ville “overlægningsmusik” være et mere passende ord en “underlægningsmusik.”