En nat i IsraelEn melankolsk stemning indfinder sig hurtigt i filmen “The Band’s Visit”, som musik og billeder gør sit til at tegne et portræt af et Israel fuld af tomme boulevarder og betonjungler uden liv. Til landet ankommer bandet fra filmens titel, et ægyptisk politiorkester, der skal spille ved åbningen af et center for arabisk kultur. På grund af misforståelser, der netop er funderet i kulturelle forskelle, ender de dog hurtigt på afveje og i en sand udørk af en by. Men byen og dens indbyggere viser sig dog at have en hel del tilfælles med orkestrets medlemmer.

Historien udspiller sig over en enkelt nat, hvor de forskellige medlemmer af orkestret konfronteres med både lokalbefolkningens og deres egne indre dæmoner. En israelsk kvinde ved navn Dina og hendes venner forbarmer sig over det vildfarne orkester og tilbyder dem husly for natten. Kontrasten mellem Dinas ligefremme facon og især orkesterlederen Tawfiqs stoiske og tilknappede stil, synes umiddelbart ikke at kunne harmonere.

De to tager dog en aftentur sammen og som paraderne falder, og fortidige fejl afsløres, udtoner dissonansen imellem dem stille og roligt. Derudover tager bandets yngste medlem, den pigeglade Haled, en israeler under sin vinge og forsøger at give ham en lektie ud i forførelsen af kvinder, og slutteligt sætter tre af bandets medlemmer sig til bords med en israelsk familie, hvor begge sider af middagsselskabet har fordomme om modparten, der skal nedbrydes i takt med, at maden indtages.

“The Band’s Visit” stærkeste aktiv er den stemning, den hurtigt får etableret, og som varer filmen ud. Selvom mistrøstigheden får lov at fylde en del, er der også plads til adskillige underfundige indslag, nogle på grænsen til det absurde. Et bandmedlem skal bruge en telefon, som en israeler vogter nidkært over, fordi denne venter et opkald fra sin kæreste; Haleds forførelseskunst bliver illustreret på en meget håndgribelig vis osv. Det er små øjeblikke, der vækker minder om både Roy Anderssons og Aki Kaurismäkis værker samt Jim Jarmusch-filmen “Night on Earth”, hvilket “The Band’s Visit” kunne have været en del af.

Man kunne tro, at de kulturelle og politiske skel mellem Ægypten og Israel ville være i centrum, men snarere tværtimod så påpeger filmen, at der eksisterer et fællesskab imellem de to landes befolkning. Forskellen ligger snarere i menneskelige typer, indelukkethed over for åbenhed, men også disse synes at kunne mødes, hvis øjeblikket er rigtigt. Vi forbliver på overfladen af disse personers problemer og skæbner og tilbringer ligeså kort tid med dem, som de gør med hinanden. Men som skibe, der mødes i natten, er de øjeblikke, der deles med publikum, alligevel stærke nok til, at personernes identitet meldes klart ud. Særligt Sasson Gabai som orkesterlederen Zawfiq og Ronit Elkabetz som den israelske kvinde Dina spiller begge fremragende og understreger både de mange forskelle og ligheder imellem dem, så man tror på deres umage venskab.