Blandt levende dødeDen kvindelige amerikanske skuespiller og instruktør Karen Moncrieff er øjensynligt ikke helt uvant med en tematisering af den eksistentielle udørk på film. Således ikke i den for nogle år siden forholdsvist vel modtagne “Blue Car”, og således heller ikke i det nyeste afkast, den tragediebetonede “The Dead Girl”, der i primær grad oppebæres af velproportionerede karakterer og kompetent skuespil, om end filmen imidlertid antager en lidt uformelig størrelse.

Det er netop skuespillet og karakterernes fylde, som er stærkeste kort i en film, hvor problematikken i hvert fald ikke er til at tage fejl af. Fundet af en død, ung og delvist afklædt kvinde agerer samlende hele for filmens samfulde karakterer, der alle er døde indvendige, men som konsekvens af det makabre fund på forunderlig vis liver op, træder i karakter og ud af den skygge, de i årevis har befundet sig i. Det gælder både den underkuede Arden, der tugtes af sin svært overvægtige og sengeliggende patriark af en mor, den patologistuderende Leah, der ser nyt håb i en opklaring af søsterens mystiske forsvinden femten år tidligere, moderen, der svigtede sin dræbte datter, og den kønsrollemønsterunderlagte hustru, der af uransalige årsager dækker over ægtefællen og drabsmanden.

“The Dead Girl” er en rammefortælling, som efter bedste beskub binder fem enkeltstående og ellers for hinanden helt uafhængige mindre beretninger sammen. Det hele forsegles af en stærk tematisering over døden og igennem en række livsskæbner, hvor livet på sin vis for længst er gået i stå. Det i sig selv er desværre ikke nok til at give filmen et regulært spillefilmssnit. Dertil er de enkelte fortællinger hver for sig alligevel for adskilte, og de fællestræk, der nu en gang er, virker også for pålagte og for konstruerede.

Bedst er skuespillet, hvor Toni Collette udmærker sig som velspillet og underdanig enedatter med finurlig indadvendt charme, mens Mary Beth Hurts indebrændte og ensommelige hausfrau Ruth, som er underlagt de stereotype og altmodisch kønsrollemønstre, ligeledes er beskrevet med bemærkelsesværdig akkuratesse. Karaktererne er genkendelige og realistiske, og det gavner naturligvis, at figurerne oplever en vis alsidighed over et bredt spekter. Det er filmens påstand – øjensynligt – at mennesket ikke er en fejlfri størrelse. Mænd er notoriske dumme svin, er en sang, vi har hørt før. Og her får vi den så gentaget, for gud ved hvilken gang.

Men kvinderne kan skam også godt være med på det felt. Marcia Gay Hardens herligt underspillede mor til den dræbte, Melora, har uden tvivl svigtet og arbejder i mødet med den prostituerede og selvfornedrende Rosetta på at opnå en form for selverkendelse, mens drabsmandens trofaste viv svigter på andre fatale områder, som ikke bør kortlægges i denne sammenhæng. Voldsomt stort fokus får selve mordgåden til gengæld ikke, mest af alt fordi den egentligt ikke har større relevans for “The Dead Girl” som helhed. Filmen skal nemlig ikke ses som traditionel kriminalfilm, men bemærkelsesværdig er dog alligevel altid veloplagte Giovanni Ribisis butiksassistent og seriemorderfantaserende Rudy.

Desværre bliver “The Dead Girl” aldrig for alvor væsentlig eller for den sags skyld vovet nok trods de forholdsvis lovende takter. Manuskriptets skabelon bemærkes i for udpræget grad, budskabet er for tyktflydende, og så mangler der en spiselig sammenhæng mellem filmens fem på hinanden følgende dele. Fundet af en død kvinde er nu en gang for skrøbelig en knage at hænge så forskelligartede beretninger op på. Uanset tilgangen er der dog noget for enhver smag inden for rammerne af hverdagsdrama, og påmindelserne om at livet kan være alt for kort til skænderier, fastlåste ægteskaber og indestængt selvopofrelser er under alle omstændigheder til at føle på og i hvert fald altid nærværende.

Som konstruktion deler “The Dead Girl” både formalistiske og tematiske ligheder med utallige film inden for sin genre. Meget ligger og gemmer sig mellem linjerne og i det usagte, og igennem skuespillet er det da også knaldgodt beskrevet. Det overskygges desværre af en påklistret indpakning samt instruktørens åbenlyse usikkerhed og frygt for at stå på egne ben. Frygten for ikke at lykkes med sit forehavende er hele tiden nærværende, og det er drønærgerligt. “The Dead Girl” er uden tvivl en film med stof til eftertanke. Desværre leveres situationstragikken uden en fornøden sikkerhed, om end filmen ind imellem trænger ind under de alleryderste lag.

VideoStørre stabilitet udviser billedsiden, der fremstår i et skarpt anamorphic widescreen 1.77:1-format. Det kolde farvevalg gør sig godt og understøtter filmens let depraverede stemning, ligesom også kontrasten er solid. Der er ikke nævneværdige eksempler på digitale forstyrrelser, udtværinger er der ingen af, og edge-enhancement forekommer tilmed kun i ringe grad.

AudioOgså filmens auditive del gør sig umådeligt godt med det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som flyder godt ud i alle kanaler. Således er dialogen tydelig og helt uden eksempler på overstyringer, mens den varierede atmosfære, enkelte – men velfungerende – lydpanoreringer og distinkte effektlyde agerer fortræffeligt supplement.

EkstramaterialeUd over trailere for “En sand løgn”, “Den forbudte by”, “The Astronaut Farmer” og “The Oh in Ohio” rummer udgivelsen ikke ekstramateriale.