Strike a pose! Der er ikke noget som en krise til at fyre op under dramaet på Runway og bringe de ikoniske karakterer tilbage på det store lærred. Mellem Chanel og Dior, og New York og Milano udleves modedrømmen, mens magasinbranchen kæmper for at overleve og finde sin retning. Vogue’s fiktive tvilling lover endnu engang drama, ikoniske catwalk-strides og geniale oneliners dyppet i sarkasme.

Der er sket en del siden, vi forlod det eksklusive modemagasin Runway tilbage i 2006 sammen med den aspirerende journalist Andy Sachs (Anne Hathaway). Ledet af ikonet Miranda Priestly, spillet af Meryl Streep, og ikke mindst Stanley Tucci og hans karakter, Nigel, navigerer Runway en krise, der er gået viralt. Samtidig er Andy netop blevet fyret fra hendes job som journalist, der ellers bragte hende en pris og ikke mindst en bemærkelsesværdig takketale. Hun hyres derfor af Irv Ravitz (Tibor Feldman), chef for Elias-Clark koncernen, der driver Runway, til at få hendes gamle arbejdsplads ud af krisen, hvilket ikke just behager en hard-to-please Miranda.

Emily Blunt vender ligeledes tilbage i rollen som den tidligere assistent Emily, der nu har en høj stilling indenfor modehuset Dior og er kærester med den excentriske milliardær Benji Barnes (Justin Theroux). Emily er lige så sassy og skarp i replikken som tidligere, hvis ikke mere, nu hvor hun ikke længere er afhængig af Miranda Priestlys gunst. Med skarpe replikker som ”May the bridges I burn light my way” og skulende blikke til Andy, leverer Emily Blunt igen en performance med attitude og stil. Miranda, Nigel og Andy har hårdt brug for annonceindtægter fra modehusene for at holde Runway kørende, og da et mindre uforudset plottwist finder sted, kickstarter det et væld af komplots og alliancer på tværs af de elskede karakterer.

Ikke blot er karaktererne blevet ældre, men også verden har ændret sig markant siden midt-nullerne, hvor printmagasinerne prydede hvert gadehjørne og det var mere eller mindre almindeligt, at kalde Andy for en size 6 – på den ikke så pæne måde. I dag kan host host Miranda, ikke ytre hendes alt for skarpe bemærkninger uden at have HR-afdelingen åndende i nakken. Og hedder det egentlig guys eller people? En ny generation er kommet til, og de ældre generationer forsøger at navigere i de nye regler og kulturer, hvoraf nogle har mere succes end andre. Det er heller ikke første gang, at wokekulturen bliver italesat i filmefterfølgere til gamle kendinge. I And Just Like That (den seneste spinoff af Sex and the City, red.) blev det ret hurtigt tydeligt, at det er en balancegang, der hurtigt kan tippe til at blive for meget. Men i The Devil Wears Prada 2 er balancegangen noget mere subtil, og skildrer et møde mellem den ældre og den nye generation, der virker noget mere troværdig. I rollerne som den nye yngre generation ses Simone Ashley, Caleb Hearon og Helen J. Shen, mens B. J. Novak (kendt som Ryan i The Office) spiller den lettere akavede rolle som søn til Irv Ravitz.

I biografen Imperial kunne det ret hurtigt høres, at filmen er en komedie. For der blev grinet. Rigtig meget. Heldigvis på den helt rigtige måde, hvor punches lander som tilsigtet, og det rent faktisk ér sjovt og ikke bare noget, den halvhjertet prøver at være. Særligt en scene med Miranda Priestly og hendes jakke viser, how times have changed, og kaster nogle mere eller mindre komiske øjeblikke af sig. Nigel, der er Mirandas mest betroede second-hand, er mindst lige så genial som tidligere, og Andy er om noget endnu mere ivrig efter at bevise hendes værd og imponere Miranda, end hendes yngre jeg. Men mon ikke hun lykkes?

På Andys kontor, der i starten minder mere om et rodet kosteskab, skriver hun artikler, finder kilder og prøver ihærdigt at slå et slag for den gode journalistik. Det er ikke kun et generationsskifte, der volder problemer, men også den digitale udvikling og alt hvad det indebærer af kunstig intelligens og ændrede arbejdsmetoder. Det er det fine i The Devil Wears Prada 2 – hvordan den balancerer mellem det nye og det gamle, og det sjove og det dybe. For der er også scener, der går lige et spadestik dybere og viser, at karaktererne alle har noget på hjerte og en aktie gemt i mode- og magasinbranchen. Selvfølgelig efterfulgt af et glimt i øjet og en kæk bemærkning.

Filmens scener ledsages af et soundtrack, der har lige så meget main-character energi, som Miranda Priestly når hun går ned ad den røde løber. Åbningsscenen begynder med Dua Lipas End of an Era og sætter energien for hele filmen. For The Devil Wears Prada 2 er highpaced på den helt rigtige måde og sjældent kedelig. Lady Gaga leverer en gæsteoptræden med den meget passende RUNWAY og Madonnas Vogue er selvfølgelig med. Der er ikke en finger at sætte på musikken, der fortjener sin egen plads på rollelisten.

Originalen The Devil Wears Prada er ligeud sagt et ikon af sin slags. Derfor kommer vi heller ikke udenom snakken om den famøse to’er. For er det virkelig en god ide at lave en to’er til en film, der allerede står mere end stærkt i sig selv? Nogle film skal nemlig bare have lov til at stå for sig selv. Det er heldigvis ikke tilfældet her, hvor to’eren skinner igennem med kendte referencer og nye punches, og faktisk lykkes med at stå på egne ben. Bevares, ligesom Mamma Mia (er Meryl Streep en lykkeamulet for en succesfuld 2’er?), vil etteren altid være originalen, som kun en original kan være. Men det viser, at det i visse tilfælde faktisk kan lade sig gøre at slippe godt fra at skrive en to’er og tilføje et nyt pust til universet.

The Devil Wears Prada er ikke ligefrem en hyldest til den romantiske kærlighed, og forsøget derpå med introduktionen af en ny love interest, spillet af australske Patrick Brammall, bliver da også en anelse kejtet og klichéfyldt. Men det er en bagatel i det store billede, der hylder de største designere, en branche i udvikling og en modeverden omhyldet af lige dele glamour, gru og sassyness. Måske opsummerer Simone Ashleys kommentar, som den nye assistent og Gen Z repræsentant, det faktisk helt perfekt, for ”Who gives away Chanel?”

The Devil Wears Prada 2 er på mange måder lige præcis det nostalgiske kram og stilmæssige gensyn, du har brug for. I deres velkendte roller er Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci mindst lige så ikoniske og elskværdige som deres karakterer.