I see dead people!Amerikanske genindspilninger af asiatiske horrorfilm er efterhånden blevet en samlebåndsforretning, og i tilfældet med Pang-brødrenes “The Eye”, der nu er blevet iklædt Hollywoods produktionsapparat, har vi heller ikke at gøre med en undtagelse til reglen. Men tager man i betragtning, at originalen faktisk var lidt af en metervare i forhold til de mere effektive “Ring” eller “Dark Water”, så hæver genindspilningen af “The Eye” sig trods alt lidt over forlægget.

Jessica Alba spiller den blinde Sydney, der får foretaget en hornhindetransplantation og nu pludselig har genvundet sit syn. Men Sydney begynder at se mærkelige ting og folk, som ikke er der. Noget tyder på, at hendes nye øjne har givet hende et uønsket indblik i de dødes verden, og med modvillig hjælp fra sin synsterapeut Paul forsøger hun at finde ud af, hvad de ubehagelige syner betyder, og hvem hendes nye øjne tilhørte før.

Ideen er ret simpel og spiller på nogle ganske effektive uro-scenarier: hvad nu hvis minder, følelser og personlighedstræk kan overføres fra donerede organer til modtageren? Mary Shelleys “Frankenstein”-historie var én af de første, der på uhyggeligt vis legede med denne tese, men i “The Eye” har vi primært at gøre med en undskyldning for at liste sig ind på publikum og sige [i]bøh[/i] – gerne en hel del gange. Denne brug af chok-elementer er i længden trættende, især fordi den nye version af filmen har mere travlt med at savle over, hvilke visuelle grufuldheder den kan kaste frem mod kameralinsen end at lege med det uhyggelige, som konstant hænger i øjenkrogen, hvilket var tilfældet i originalen.

Filmens to instruktører, David Moreau og Xavier Palud, stod bag den franske gyser “Them”, hvor uhyggen primært bestod i ikke at vise faren, hvorved tilskueren langt hen ad vejen var overladt til sin egen fantasis skrækscenarier. I “The Eye” er de tydeligvis blevet trætte af denne fremgangsmåde, for det er så som så med det stemningsopbyggende ubehag. Bl.a. har man forladt sig på et computeranimeret væsen, der henter de døde med sig til underverdenen, hvilket genkalder sig amerikanske metervare-gysere som “Pulse” (der også var en genindspilning af en væsentlig bedre asiatisk gyser), hvor skrækken er blevet konkretiseret i form af grim CGI. Enkelte scener bibeholder en vis flair for den krybende uro, men de er få og befinder sig primært i filmens første halvdel.

Karaktertegningerne er dog ganske udmærkede i “The Eye”, og det faktum, at man ikke forfalder til en klassisk kærlighedsaffære mellem Sydney og hendes terapeut, er en slags trøst, der vidner om, at man har lært noget af tidligere amerikanske horror-remakes som Gore Verbinskis “The Ring” eller Walter Salles “Dark Water”. Forskellen er så, at Jessica Alba ikke kan bære en hel film som primære omdrejningspunkt, når hun mest af alt skal gå rundt og være skræmt af, hvad hun ser. Det skæmmer historien, at man har valgt en så svag skuespillerinde til hovedrollen, for der skal mere end bare en køn trutmund og et par plirrende øjne til at gøre publikum interesserede i karakteren. Derfor må man i stedet lade sig divertere med chok efter chok, og det er altså ikke rystelser, der er værd at nævne på Richter-skalaen.