Fans af Olivia Wildes andre instruktørprojekter såvel som fans af A24-film bør tage imod invitationen til middagselskabet fra helvede

Har du nogensinde prøvet at møde et af den slags par, hvor du tænker: ”Hvorfor er I stadigvæk sammen?” Du ved, et af den slags par, hvor alle rester af ømhed og omsorg lader til at være så langt væk og så erstattet af bitterhed, at man nærmest ikke kan forestille sig, at den nogensinde har været der. I The Invite møder vi et af den slags ægtepar i musikunderviseren Joe (Seth Rogen) og den hjemmegående Angela (Olivia Wilde), hvis skænderier går fra det passivt-aggressive til det aggressivt-aggressive.

Hvad der gør ondt værre, er, at Angela har inviteret overboerne Pina (Penélope Cruz) og Hawk (Edward Norton) til en middag. Som deres tilsyneladende perfekte modstykker er det lykkelige Pina og Hawk i forvejen et ømt punkt for parret. At overboerne tilmed ynder at dyrke højlydt sex til sent ude på natten, hælder kun mere brænde på bålet.

Så da Angela forklarer Joe om middagen, giver det naturligvis anledning til et højlydt og voldsomt skænderi, der varer, indtil Pina og Hawk ringer på døren. Dørene er tykke, men de er ikke så tykke, og Pina og Hawk har hørt noget, hvis ikke det hele, af parrets skænderi. Som seer sidder man og venter i spænding på, at Joe, en ilter herre, afslører sine frustrationer over for overboerne, eller på, at den neurotiske Angela får stoppet ham. Man fornemmer, at det nærmer sig bristepunktet for parret: Det er ikke sikkert, at forholdet holder til fiasko af en aften. Men i det øjeblik Pina og Hawk træder ind ad døren, fornemmer man, at det andet par også har sine hemmeligheder og sin egen agenda for aftenen.

Olivia Wilde indtager en dobbeltrolle som både instruktør og skuespiller i filmen, der er et remake af den spanske film The People Upstairs. Det er en film, jeg ikke har set, hvorfor nogle af de roser, jeg giver til The Invite, nok hører sig dertil. Ikke desto mindre fornemmer man en gennemført vision i det stærke kameraarbejde, de gode præstationer (omend Hawk som karakter kunne stå skarpere), mikset af pinlig humor med drama samt de velovervejede kreative valg. Beslutningen om stort set kun at lade filmen foregå i Joe og Angelas lejlighed er f.eks. et benspænd, der giver god grobund for tonen i filmen, der afhænger så meget af de fire centrale karakterer.

I spillet mellem det afbalancerede og hæmningsfrie par, eksemplificeret i Pinas profession som sexolog og Hawks generelle væremåde, og de fortrængte og udbrændte Angela og Joe kommer mange grin såvel som meget drama. Her fungerer The Invite fremragende, fordi man fornemmer den akavede, nervøse og hemmelighedsfulde stemning.

Filmen er dedikeret til ikonet Diane Keaton. Med setupet såvel som udførelsen er en af de største komplimenter netop, at man mindes de film, Diane Keaton lavede sammen med Woody Allen om dysfunktionelle parforhold. Jeg mindes særligt Manhattan Murder Mystery, der også starter med en parmiddag med et andet par i opgangen til den ene parts store fortrydelse. Joes store frustration over at være med til middagen såvel som Angelas fascination af Pina og hendes højlydte orgasmer leder også tankerne herpå.

Orson Welles’ beskrivelse af Woody Allen som en mand fanget i en anspændt situation, hvor han elsker og hader sig selv på samme tid, passer nok heller ikke dårligt på Joe.

Bevares, der eksisterer masser af film, der kombinerer parmiddage, dysfunktionelle par og de velhavendes seksualmoral. Når jeg alligevel tænker på Woody Allen og Diane Keaton, skyldes det særligt den måde, parret er ulykkelige på i deres kombination af indebrændthed og det neurotiske.

Til tider virker det dog, som om filmen ikke stoler på sit publikum. De første 20 minutter rummer en række eksempler på scener, der tangerer det overforklarede, og humoren bliver for forceret. Det er en skam, fordi filmen ellers er bedst, når den lader handlingen udfolde sig på mere subtil manér.

Idéen med at lave en film om to par, der begge gemmer på en række hemmeligheder, er god, og ligeledes er udførelsen for det meste. Afsløringerne af Pina og Hawks intentioner for aftenen er desværre ikke uden problemer. Det er svært at diskutere uden at give for meget af filmens plot væk, men afsløringen falder desværre for fladt for min smag. For en film, der ellers leverer på grin og drama, kunne jeg have ønsket mig, at afsløringen var vildere, sjovere, spiddede seksualmoralen lidt grundigere eller noget fjerde for at give den mere vægt.

Det tager imidlertid ikke væk fra en stærk afslutning på filmen, der i det store hele klarer sig igennem uden ridser i lakken.

The Invite går i biografen fra d. 13/8.