Den burde hedde “Ground Wars”. Men der er altså tale om den første live-action-serie placeret i Star Wars-universet.

Første afsnit af “The Mandalorian” er naturligvis den store attraktion her på den første dag med streamingtjenesten Disney+.

Det er “Star Wars”, som jeg aldrig før har oplevet det. Men tættest på i “Solo” og “Rogue One“. Det er helt nede på jorden – langt fra de store stjerner.

Her følges titlens mandalorianer spillet tavst af Pedro Pascal, der tjener til føden som dusørjæger i udkanten af galaksen i perioden efter Imperiets sammenbrud – langt væk fra lov og orden.

På den måde opfører “The Mandalorian” sig som en lille western frem for den episke fantasy, der kendes fra ‘Skywalker-sagaen’.

Og det passer egentlig ret godt til serieformatet på den lille Disney Plus-skærm, hvor denne første sæson udspiller sig over otte afsnit.

Den åbner da også nærmere som en slags Star Wars-udgave af “Den gode, den onde og den grusomme” frem for endnu en storslået kamp imellem godt og ondt, rebeller og besættelsesmagt.

“The Mandalorian” er mere mudret. Titelkarakteren redder ganske vist en stakkel på en bar i indledningen, men det kun for selv at indkassere dusøren. Fangen føres om bord på et slidt skib – videre til næste opgave.

Jeg er særligt vild med Werner Herzogs bagmand i dette første afsnit. Måske var han en central officer under Imperiets velmagtsdage? Måske ikke. Nu sidder han gemt væk i et bagkontor, hvor han beskyttes af et sidste hold Stormtroopers.

Den outrerede tysker er bedst kendt som instruktør, men var senest et eneste lyspunkt som skurk i “Jack Reacher” med Tom Cruise. Nu er han tilbage som manden, der sender mandalorianeren på hemmelig dusørjagt, som helt sikkert bliver begyndelsen på resten af serien.

Her efter første afsnit tegner der sig konturerne af en moderne western om en hård mand beskyttet imod fjender og den øvrige verden af en hård metalrustning. Det ligner en ny “Logan” med en enlig jærv, som forsøger at beskytte den uskyldige, det gode i en egoistisk verden i opløsning.

Storhedstiden er forbi. Her er ingen lyssværd og lyden af [i]’KSCHHHHH!'[/i] – for ikke at tale om fraværet af introtekster og John Williams’ storladne orkestermusik. Det er skrabet.

Og det er en udmærket modvægt til den glittede del af “Star Wars”-universet, der i næste måned kulminerer med “The Rise of Skywalker“. Indtil da gælder det “Ground Wars”.