[i]’This is the way'[/i]. Det er Mandalorian-krigernes ordsprog. Men det ligner også en konstatering af, hvordan “The Mandalorian” bliver.

Nu halvvejs inde i Sæson 1 er det, som om “The Mandalorian” har fundet sin rytme og form. Det er sådan her, at “The Mandalorian” kommer til at flyve i mål.

Små, lukkede afsnit, hvor overskuelige konflikter håndteres i et uoverskueligt stort Star Wars-univers.

Denne gang er flygtningen Mando med den kronisk nuttede Baby ankommet til den næsten øde planet Sorgan. Her udspiller ugens afsnit sig.

Det er igen et simpelt rollespil. Gode bønder angribes af onde, der har anskaffet sig en AT-ST – en dræbende lillebror til Imperiets AT-AT.

Og nu hvor Mando har bekendt kulør til den lyse side, så kan han jo lige så godt hjælpe i den konflikt, hvilket der så går et afsnit med, inden han flyver videre til afsnit 5.

Han er den ene westernhelt, som kommer til byen, der trues af en skruppelløs overmagt. Det er som et afsnit af “Rawhide” fra dengang, hvor Clint Eastwood var seriehelt, hvilket her et halvt århundrede senere føles ret gammeldags – både på den gode og bedagede måde.

For der er noget hyggeligt over på den måde at tage på rundtur i udkanten af Star Wars-universet, hvor det ikke handler om Kraften og endnu en Dødsstjerne, som skal skydes ned.

Her er der i stedet tid til at spise kødsuppe og drikke et krus spotchka på en kro, hvor en mystisk fremmed skuler fra et andet bord. Ven eller fjende?

I “The Mandalorian” er jeg sjældent i tvivl om svaret. Jeg er heller ikke i tvivl om udfaldet af ugens afsnit.

Der er et problem. Og så en løsning. Videre.

Den formel fornemmer jeg ikke, at “The Mandalorian” kommer til at hæve sig over. Det er den lille hverdag i galaksen, der tager en pause fra den store stjernekrig.

Og det er sådan set helt okay, at dette er vejen.