Barnet er igen nuttet, og Mando sendes på endnu en ny mission – “The Mandalorian” er officielt blevet for ensformig.

Der er ganske vist en lille forskel fra uge til uge, mission til mission. Sidste gang stod den på dusørjagt i ørkenen – denne gang skal et heisthold befri en fange fra et rumfængsel.

Men formlen er forudsigeligt den samme. De onde stinker (for) langt væk af skurk, der først forsøger at snyde Mando, som sædvanligt finder en vej til slut – videre til næste mission.

Jon Favreau har tilsyneladende ingen ambition om at skabe en større sammenhæng i “The Mandalorian”, der undtaget første afsnit kunne være blevet vist i vilkårlig rækkefølge. Der er ingen udvikling.

Star Wars-referencerne bliver også mere og mere overfladiske. De er til pynt for fans, men rykker ikke ved det større stjernekrigs-univers.

Denne gang er der en hilsen til kasinobyen Canto Bight fra “The Last Jedi” og gunganer-racen bedst kendt for Jar Jar Binks.

Disse to historiske Star Wars-lavpunkter er symbolsk passende i et af de hidtil svageste afsnit i “The Mandalorian”.

Heistholdet er barnligt ondt. En lilla ekskæreste og en rød med horn – begge ligner de uheldig Star Trek-kitsch.

Scenen for afsnittet er anderledes velvalgt. Et flydende fængsel bestående af lange gange, der snart oplyses i alarmrød, som minder om “Rumrejsen år 2001”. Det ser fedt ud.

Mindre fedt er det, at ugens afsnit af “The Mandalorian” igen er lige så spændende som et afsnit af “Power Rangers”. Helten vinder uge efter uge over nye skurke, der er trukket i en automat på Disney Plus.