Dette er vejen. Sæson 2 bliver præcis som Sæson 1.

I hvert fald hvis man skal dømme ud fra første afsnit af den nye sæson, der byder på et nyt afsnit otte fredage i træk på Disney Plus.

Og jeg forstår det godt. Sæson 1 var på mange måder en succes. Der var Emmy-priser fra branchen, sindssygt mange streams på Disney+ og vigtigst af alt: Ingen sure Star Wars-fans.

Sæson 1 kunne ikke pisse nogen af. Her var respekt for canon og gammeldags historiefortælling, som var det en ny barndom skabt af selveste George Lucas.

Alt det fortsætter med dette premiereafsnit, der hører til blandt seriens bedste.

Glemt er sæsonfinalen. Vi starter forfra med at lede efter mandalorianere og svaret på gåden om Baby Yoda, der stadig mest er med for at være nuttet og sælge merchandise.

Jon Favreau lovede ellers en større Star Wars-fortælling med Sæson 2, men den er ingen steder at finde i sæson-premieren, der igen er et lille, lukket afsnit, hvor ugens monster/skurk skal bekæmpes.

Denne gang er det det hidtil fedeste “The Mandalorian“-monster, da Mando lander på Tatooine.

Her hærger en kraytdrage den nordlige westernflække Mos Pelgo, hvor byens sherif har noget, som Mando vil have. Noget for noget? Naturligvis.

Sheriffen er et herligt westerngensyn med “Deadwood”-stjernen Timothy Olyphant, som igen forsøger at opretholde lov og orden i et vildt vest, hvilket understreges af Ludwig Göranssons retrocool cowboy-musik.

Sammen skal de nu bruge et afsnit på at nedlægge dragen, der mest minder om en sandhaj i Jaws-klassen. Sikke et gab!

Samtidig er der rigeligt med hints til ‘Skywalker’-sagaen, hvor der varmes op til et halvdødt gensyn med en klon, der rimer på Sarlacc.

Bedst er “The Mandalorian”, når den får lov til at udforske universet her i en efterkrigstid, der har efterladt et magttomrum for slyngler og lykkejægere.

Her er de gode og de onde ikke så hårdt tegnet op, som når Luke og Darth kæmpede for lys og mærke.

I “The Mandalorian” kæmper man allerhøjest for sin by, sin næste eller en nuttet Baby Yoda. Dette er vejen.