Ikke engang et glimt i øjetInstruktøren Frank Darabont, som har stået bag Stephen King-filmatiseringer som “En verden udenfor” og “Den grønne mil”, har atter taget udgangspunkt i et King-forlæg. Denne gang er det romanen “The Mist”, der står for skud. Siden højdepunktet “En verden udenfor” har kvaliteten i Darabonts værker dog været for nedadgående. Det seneste udspil er knivskarpt fortalt med solide gys og en intens og fortættet stemning af frygt og paranoia, men Darabont sløver desværre filmens skarpe kant med et plot skåret efter en lidt for forudsigelig skabelon, der ender med at tage sig selv mere alvorligt, end der er belæg for.

Som i enhver anden historie af Stephen King starter vi i en lille by i Maine. Efter en kraftig storm begynder en tung tåge at lægge sig over den lille by. Og da al strøm er røget og enhver kommunikation umulig, forlader David Drayton og hans søn – som mænd jo gerne gør – konen derhjemme og tager ned i det lokale supermarked for at skaffe nødforsyninger. Her møder vi også en række andre skæbner; den kønne, nyankomne lærerinde Dumfries, Mrs. Carmody, den lokale religiøse fanatiker, der ikke behøver meget undskyldning for at udbrede sig om dommedag, og den lettere nørdede supermarkedsekspedient Ollie, som savner selvtillid.

Med den slags figurer er scenen måske lidt for godt sat til masser af konflikter, da det viser sig, at tågen gemmer på mere end krystalliserede vanddråber. Mærkelige og blodtørstige væsner hærger et sted derude, og vores nye venner er nu fanget i supermarkedet. Her deler folkene sig i to grupper; de fornuftige, der prøver at beskytte sig selv og finde en løsning, ledet af David, og så dem, der forfalder til religiøs overtro og nytteløs snak om dommedag takket være Mrs. Carmody. Carmodys motiver er en anelse uklare og skal tilsyneladende blot tilskrives vanvid og en smule magtbegær. Fronterne er således trukket skarpt op. Udenfor har vi fæle monstre med fangarme, og indenfor har vi den religiøse fanatisme, der maner de få med fornuft op i en krog. Åben konflikt er uundgåelig.

Darabont har effektivt opbygget “The Mist” med masser af gode gys og en spændingskurve for opadgående. Når tågen har lagt sig og frygtelige skrig høres inde bag sløret, lader det gode håndværk sig ikke fornægte. Men det er ikke altid nok. Klichéerne står desværre i kø i “The Mist”. Selvom skuespillerne alle virkelig gør en hæderlig indsats for at tilføje liv og drive, så ligner de alle skabeloner; lige fra den hæderlige David, spillet af Thomas Jane, til Mrs. Carmody med den altid gode Marcia Gay Harden som den religiøse galning.

Hele konstruktionen med en større flok mennesker fanget i en bygning ender med at ligne netop det: en konstruktion. Filmens fremdrift ligner mere resultatet af konventionernes mekanismer. For så vidt er denne type opbygning ikke nødvendigvis et problem. Det kan sagtens være en fornøjelse at se en film, som følger rammerne til punkt og prikke. Problemet opstår, fordi filmen samtidig synes at mene, at den fortæller os noget vigtigt om mennesker. Og denne form for selvhøjtidelig tilgang er ikke klædelig i en film udstyret med masser af klichéer og monstre med fangarme og kæmpeinsekter, der muligvis stammer fra en anden dimension.