[b]Et skud i tågen[/b]

Med milepæle som de i bogstaveligste forstand fængslende dramaer “Den grønne mil” og “En verden udenfor” blandt meritterne, er det svært ikke at have tårnhøje forventninger til Frank Darabont, der med filmatiseringen af Stephen Kings “The Mist” bevæger sig med raske skridt over i gysergenren. Desværre er filmen trods bemærkelsesværdige finesser blandt enkelthederne i sin helhed en eklatant skuffelse.

“The Mist” indledes med tydelig reference til den legendariske filmplakatkreatør Drew Struzan, som deler karriere, men ikke skæbne med filmens altoverskyggende hovedperson David Drayton. Efter en voldsom efterårsstorm i en lokal, amerikansk flække, er det helt andre ting, David får at tænke på. Sammen med sin otteårige sønnike og en række af bysbørnene forskanses han i det lokale supermarked, da en efterfølgende tåge indhyller både folk og fæ og gemmer på rædselsvækkende og dødelige overraskelser. I yderste instans er der en regulær kamp for overlevelse i vente for de involverede parter.

Ikke desto mindre er “The Mist” et skud i tågen. I sit samlende hele er filmen nemlig en forfængelig og rutinepræget affære, som aldrig bliver uhyggelig nok til at skræmme eller morsom nok til at være sjov, selv om der er forsøg ud i begge yderpoler. Den søgte tone rammes aldrig. Alligevel har Stephen King-filmatiseringen et og andet at byde på, og de underliggende og løbende angreb på menneskeracens fejl og mangler er velslebne og tankevækkende. Den apokalyptiske stemning, som hele tiden hviler over lillebysamfundet, er betænkelig og finder de mest primale og dyriske sider frem i homo sapiens.

Og derfor bliver overtro, fanatisme og religion de styrende elementer, når for eksempel Marcia Gay Hardens rablende skøre frøken Carmody himler op om Guds afstraffelse af mennesket og en nært forestående dommedag, mens den mere jordnære og dumstædige advokat Brent Norton omvendt nægter at se situationens alvor i øjnene. Det bliver formentligt hans ulykke. En egentlig forklaring på tingenes håbløse tilstand får vi, og det fordrer derfor en vis accept fra tilskuerens side, når de monstrøse vanskabninger af forskellig størrelse og statur på skift går til angreb på den isolerede og nødstedte befolkning.

“The Mist” er mestendels en konventionel film, som besidder godt og gennemarbejdet håndværk, men også balancerer imellem det utidigt pjattede og det overmåde banale. En balancegang, som formentligt passer oplægsholderen Stephen King ganske fint, men som af samme årsag flere steder ryger ud på et galaktisk overdrev, der ville få den genremæssigt beslægtede M. Night Shyamalan til at blegne. Så meget stærkere virker paradokset derfor i filmens døende minutter, hvor der er lagt i kakkelovnen til en ganske overrumplende og ligefrem drilagtig finale. Mere skal imidlertid heller ikke afsløres her.

Imens fortsætter den ulige kamp mod tågens bidske bæster, der ikke skyr midler for at få en bid af kagen. Urinstinkterne blandt menneskeheden er for længst sat ind, men alligevel er der blevet plads til de verserende romancer og intriger, som er velkendte i ethvert lokalsamfund, hvor alle kender alle og kender alt til den nyeste sladder om hverandre. Herover hviler filmens vedhængende tematikker som intolerance og manglende medmenneskelighed fortræffeligt. Mistanken til den lokale soldaterenheds tilstedeværelse er anstødsstenen til mangt en splid, men måske er der også noget om snakken. En del tyder på, at den amerikanske hær spiller en rolle, som de ikke umiddelbart vil vedkende sig.

Med en slet skjult skelen til gysets ukronede mester Alfred Hitchcock har Frank Darabont været forfalden til det storladne og det prætentiøse. Det er en stil, den midaldrende instruktør er bekendt med, men alligevel belastes det sammmenfattende indtryk, når det snævre sammenligningsgrundlag rummer skatter som netop de skelsættende “Den grønne mil” og “En verden udenfor”. Det kan på forhånd konkluderes, at “The Mist” ikke hører til klassikerne inden for sin genre. Og heller ikke i forhold til tidligere filmatiseringer af Stephen Kings historier er der så meget at rafle om. Filmen har sine vedkommende øjeblikke og er god til jævnt at underholde og indfange forfatterens åbenlyse budskaber. Men heller ikke meget andet.

[b]Video[/b]

“The Mist” præsenteres i et indbydende anamorphic widescreen 1.78:1-format, som imponerer med sit markante farvevalg og skarpe look. Kontrasten er stabil, og der er ikke de fjerneste eksempler på hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger. Eneste anker er de meget få eksempler på edge-enhancement i et par af filmens lyse scener, samt at skiftet mellem udgivelsens to lag sker midt i en scene.

[b]Audio[/b]

På lydsiden opererer det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som grundlæggende er godt. Om end niveauet godt kunne have været en anelse højere, så er dialogen tydelig og helt uden overstyringer. Atmosfæren virker velgennemarbejdet og detaljeret, og så er de distinkte lydeffekter og dynamiske lydpanoreringer en god ballast for filmens univers.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsen fordeler sig på to skiver, hvor den ene i sagens natur indeholder filmen. Men der er også et relevant kommentarspor med Frank Darabont, trailere for “Superhero Movie” og “Crusaders” samt slettede scener. “A Conversation with Stephen King and Writer/Director Frank Darabont” er en koncis samtale mellem de to omkring fortællingen og videreleveringen. Endeligt tilkendegiver Darabont med “Drew Struzan: An Appreciation of an Artist” sin begejstring for plakatkunstneren Drew Struzan, som medvirker og forklarer om sit liv og desuden har malet filmplakaten til netop “The Mist”.

Men fortræffelighederne stopper ikke her. På den anden skive er der mulighed for at se hele “The Mist” uden farver, mens fire forskellige dokumentarer går bag om filmen og ser på både helheden og enkeltdelene. Instruktør, crew, forfatter og medvirkende stiller beredvilligt op og giver deres besyv med i dissekeringen af “The Mist”. Der er ikke tvivl om, at ekstramaterialet hører til i udgivelsens bedste ende.