Det har længe været en udbredt antagelse – i hvert fald i de numerologisk dyrkende og matematisk jonglerende kredse – at en håndfuld mere eller mindre tilfældige indtræf i et menneskes livscyklus vil kunne forbindes med tallet 23. For Joel Schumacher har der vist ikke hersket tvivl om den form for konspirationsteori, som han da også har givet et overvejende fokus i den middelmådige og let sløvende “The Number 23”.

Manuskriptet er skrevet af det forholdvist ubeskrevne blad, Fernley Phillips, der med historien om hundefangeren Walter Sparrow (Jim Carrey) nok skal få mere at rive i. Nu er “The Number 23” ikke ligefrem elegancens kunst som fortælling, men der formås alligevel i glimt at underholde. Allerede i forspillet præsenteres vi for filmens udtalte problematikbehandling, nemlig det skæbnesvangre tal 23, som driver Sparrow til vanviddets rand. Da han, på hustruens foranledning, påbegynder læsningen af bogen, der i øvrigt også hedder “The Number 23”, skrevet under pseudonym af Toppsy Kretts, er katastrofekursen lagt. Hvem forfatteren i virkeligheden er, er i første omgang lidt af et mysterium, men flere og flere brudstykker, der springer i øjnene under læsningen, tyder imidlertid på, at der er forbindelser til Walter Sparrows eget liv.

På overfladen lever Sparrow det pæne forstadsliv med hustruen Agatha (Virginia Madsen) og parrets fælles søn, Robin (Logan Lerman), men under overfladen er galskaben løs. I hvert fald hvis bogens fiktive univers, der visualiseres undervejs og i øvrigt også udfyldes af Jim Carrey og Virginia Madsen som de flamboyante karakterer Fingerling og Fabrizia, skal være repræsentativt. Walter Sparrow får nemlig sin sag for og skræmmes vel i bund og grund af det magiske tal, der tilsyneladende er den styrende faktor i hans liv, som det er det i bogen. Kigger man (sammen med Sparrow) lidt længere, bliver det dog bogens mordgåde, der kommer til at agere et afgørende vendepunkt.

Det kan nu nok være, at amerikanske Joel Schumacher efterhånden har lagt en del større produktioner bag sig. Den erfaring bliver “The Number 23” i al væsentlighed ikke bedre af, og særligt den manglende evne til at mestre antydningens kunst er et problem for instruktøren og i sidste instans selvfølgelig også for filmen. Det svarer vel dybest set til at skyde gråspurve med kanoner, når Schumacher roder sig ud i en klodset og uelegant talrebus, hvor fortællelyst og tempo bliver spillets store tabere.

Ikke desto mindre fortsætter tallegen. Jim Carrey, der tidligere har fungeret på imponerende vis, også i mere alvorstunge roller, fremstår her som en flad og udramatisk papfigur, der efter bedste evne skal holde sammen på familien og ikke mindst sin egen struktur. Ingen af delene lykkes særligt heldigt, men især det sidste giver ham besværligheder, mens talmysterie udvikler sig til mordgåde. Interessevækkende er det dog aldrig for alvor, og det kan også undre, hvad talproblematikken og det opståede mord har med hinanden at gøre. Intet for så vidt, og derfor skifter “The Number 23” markant tone fra talmystik til paranoidt drabsmysterium.

En uoprivende vending, der bestemt ikke lægger til filmens tour de force, men snarere vidner om Schumachers totale ubeslutsomhed. Der er trods alt grænser for, hvor meget denne jongleren med tal kan pensles ud i alle afkroge og hjørner, og derfor bliver “The Number 23” et uinteressant stykke placeret midt imellem numerisk talkoreografi og mystiske mordteser. Sat på spidsen er tallets vigtighed nu også til at anfægte. Når alt kommer til alt, kan der vel altid spottes cifre, hvor end man kigger hen for at spotte de søgte cifre. Også i tilfældet 23.

“The Number 23” minder til dels om firsernes trend med at spille rockplader baglæns for at finde skjulte signaler fra djævlens håndlangere. På samme måder leder Walter Sparrow febrilsk efter tegn på de overnaturlige kræfters større sammenhæng i den luft, der omgiver ham, selv om der måske ikke er nogen. I virkeligheden skal barnetroen på fænomenologien ved tallet 23 nok være intakt, hvis filmen i al væsentlighed kan få noget at byde på. Og selv på den baggrund vil det nok være svært at lade sig overbevise.

VideoBilledsiden er præsenteret i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, der egentligt tager sig ganske fortræffeligt ud. Særligt vægtningen mellem den fiktive verdens desaturerede udtryk i og den mere naturtro ditto realverden, som er Walter Sparrows, er bemærkelsesværdig. Der er enkelte eksempler på edge-enhancement, men ellers er der ikke eksempler på digital støj af nævneværdig karakter, ligesom farvetemperaturen arter sig stabilt. Et skarpt og indbydende transfer.

AudioOgså på lydsiden er der lovende takter. Lyden leveres i de engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og Dolby Surround 2.0 lydspor, hvor særligt førstnævnte imponerer med sine attraktive lydpanoreringer, der for i øvrigt flere steder understreger hovedkarakterens skrøbelige, subjektive sind. Dialogen er klar og tydelig og benyttes – ligesom musik og atmosfære – optimalt. Lydpanoreringerne i Dolby Surround 2.0 fungerer ikke i samme overbevisende grad, men giver alligevel et godt indtryk ud fra sine mere begrænsede forudsætninger.

EkstramaterialeDer følger en hel del ekstramateriale med denne udgivelse. Trailere for “Fracture”, “Rush Hour 3” og “Hairspray” gør det ud for den faste bestanddel, mens der i direkte relation til “The Number 23” også er en del at komme efter. Således agerer traileren for filmen selv fin appetitvækker, mens featuretterne “Creating the World of Fingerling” og “The Making of the Number 23” yder sublim indsigt i udviklingen af samme.

Der er desuden slettede scener, en lang række kortere featuretter om enkeltstående elementer ved filmproduktionen samt et kommentarspor med instruktør Joel Schumacher. En slags kommentarspor er også “Fact Track”, der i form af undertekster filmen igennem giver facts om og bag “The Number 23”. I en mere bred kontekst giver “The 23 Enigma” og “How to Find Your Life Path Numbers” desuden indblik i den numerologiske baggrund for tallet 23. En sublim kollektion.