Sidst vi for alvor fik Facebookgrundlæggeren Mark Zuckerberg skildret på det store lærred, var i 2010 i filmen med det nært klingende navn The Social Network. Her spillede Jesse Eisenberg rollen som en ung Zuckerberg, der i sin Harvardtid tog de første spæde teknologiske tag til det, der skulle blive Facebook.

Optimismen var stor, og mulighederne mange.

I The Social Reckoning spoles tiden frem, og Facebook er nu en kæmpe virksomhed og mastodont indenfor Big Tech-branchen. I lyset af en mediebranche i opbrud og en pandemi lurende i baggrunden, er mulighederne større end nogensinde før, men det samme er udfordringerne. De ansatte hos Facebook briefes til at undgå visse journalister og trænes i, hvilke svar de skal give, hvis de bliver kontaktet. Med andre ord kører maskinen, som Facebook er, derudad og har tilsyneladende ét mål udadtil: at skabe bedre rum for socialitet og demokrati, og ét andet indadtil: optimer algoritmen og tjen flere penge.

Godt nok spiller Mark Zuckerberg ikke en hovedrolle i filmen på samme måde, som han gjorde i The Social Network, men han portrætteres af skuespiller Jeremy Strong (Succession, etc.) i en mere symbolsk rolle. Han ses som den kontrollerede og kontante founder, der hurtigt kommer til sagen og ikke vil spilde sin tid på bagateller… eller for mange ligegyldige slides i en præsentation. Get to the end! På samme måde er han kortfattet i stolen, da de øver til Kongreshøringerne, og han ikke åbenarmet tager imod velmenende råd. På Facebooks hæderkronede trone kan der kun side én, Mark Zuckerberg ham selv.

Som seer er det lige før, at hårene rejser sig på armene, og Jeremy Strongs kølige blik og nøgterne tone skærer sig igennem skærmen. Så stærk er hans tilstedeværelse.

Det samme må siges for de to bærende hovedroller i filmen, Jeremy Allen White og Mikey Madison. De er intet mindre end fænomenale, og deres sammenspil er – i mangel på bedre – fint på den helt subtile og rigtige måde.

She is disrupting

Mikey Madison (Anora, Lady in The Lake, etc.) som Frances Haugen er lettere usikker og socialt akavet. Hendes liv er ene og alene fikseret omkring data og arbejdet hos Facebook, hvorimod datingapps, og dating i det hele taget, er som en fremmed alien, der ikke let kan eller vil lukkes ind. Med en idealistisk tro på fordelene ved Facebook, påpeger Frances gentagende gange overfor Jeff Horwitz ”we are not the same”. Hun holder stålfast fat i hendes tro på, at Facebook kan og vil forbedre verden og demokratiet, og det som det angiveligt er sat i verden for.

Der er dog alligevel en styrke i Frances, som bliver tydeligere jo længere filmen, skrider frem, og hun ikke kan afskrive sine egne holdninger. For at være tro mod sig selv, kræver det, at hun bliver det hun frygtet: en kendt whistleblower. Her må hun læne sig ind i sine stærke idealer og tro på, hvad der er rigtigt og forkert. Frances er da også den karakter, der gennemgår den største udvikling, og det er forfriskende at se, hvordan intellektuelt og smukt kan være to sider af samme sag.  

Jeremy Allen White (The Bear, Shameless etc.) som Jeff Horwitz er, modsat Frances, fra start af anti alt, der har med tech at gøre – ironisk nok, taget i betragtning af hans rolle som tech-journalist. Han er ikke en karakter, der er meant to be likeable, og alligevel er han det. Den rolle spiller Jeremy Allen White, ikke overraskende, helt perfekt. Han er en kompleks karakter, der piner sine praktikanter med natlige nødopkald og lister med uendelige opgaver, og dog har han en medmenneskelighed, der særligt skinner igennem overfor Frances, jo mere tilspidset situationen bliver.

The Social Reckoning er ikke en film, der spreder optimisme, men derimod en film, der taler så godt ind i sin egen tid, at man ikke kan andet end at få en smule ondt i maven. En thriller uden det overnaturlige element, baseret på en virkelighed præget af en global pandemi, stormen på Kongressen og en verdensøkonomi baseret på algoritmer og sociale netværk.

Hvis ikke man havde lyst til at slette Facebook før, får man det da i hvert fald efter at have set filmen. Det virker forstyrrende godt.

Get to the end!

The Social Reckoning er på mange måder, hvis ikke på alle måder, en gennemført film. Til trods for tematikken og tunge tekniske termer, føles filmen på intet tidspunkt kedelig. Fremdriften skyldes i høj grad filmens opbygning, der skifter frem og tilbage mellem 2019 og 2022. I både fortællermæssig, men også visuel forstand, løber en klassisk Facebook timeline, der viser, hvor vi befinder os i tiden, mens visuelle kapitler inddeler historien i bidder. Det fungerer både som en guide til seeren, men sætter også en fed streg under Facebooks status i kulturen: vi kender den, og den kender os.

De velformulerede dialoger og tunge tematikker blandes med en underspillet humor, der flere gange får en til at lette på smilebåndet. Helt tydeligt er det mellem Frances og Jeff, men også mellem Jeff og hans kollegaer på Wall Street Journal-redaktionen. Der skal ikke meget til før en kommentar, som ”You dont have to say anything nice” får biografsalen til at grine og ikke mindst grynte, når en håndfuld slips i forskellige shades of burgundy kategorisk bliver afvist af en vis Facebook-founder.

Derudover er The Social Reckoning også bare en flot film, der sidder i dig længe efter, du har forladt biografsalen.

Klare billeder, stærke close-ups og rolige frames vidner om kvalitet på højt niveau, mens et dialogpræget plot skaber indlevelse og dybde, der tvinger dig til at bekymre dig og tage stilling og endda til at ønske, at du selv kunne udføre et lige så godt stykke arbejde som Frances Haugen og Jeff Horwitz.  

Det er længe siden en film så formfuldendt, er lykkes med at skabe flere set ups og pay offs i én, der binder sløjfe om både handling og relationer på samme tid.

The Social Reckoning er filmskabelse, når det er bedst.   

The Social Reckoning kan ses i biografen fra den 8. oktober 2026