Olie er tykkere end blodPaul Thomas Andersons “There Will Be Blood” udsætter sit publikum for en strøm af ubehagelige dialoger, skingrende musik, kraftige lyde og brutale billeder. Filmen er tung, lang, udmattende og tager dagevis at fordøje. Men så snart man er kommet til hægterne igen ovenpå filmens nådesløse sansebombardement, indser man for alvor omfanget af Andersons bedrift. Besættelse var det helt store tema i biografmørket sidste år. Storværker som “Soning”, “Zodiac” og “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” bragte alle emnet på bane, og “There Will Be Blood” er i allerhøjeste grad på niveau med disse. Det er et mesterværk af en mand, som nu med god samvittighed kan kalde sig en mesterinstruktør.

Man føler undervejs, at man ikke blot rejser gennem Amerikas mange oliefelter, som de så ud i det 20. århundredes begyndelse, men også igennem de dunkle korridorer i én mands fordærvede sjæl. De mange sammenligninger mellem “Citizen Kane” og Andersons film er fuldstændig forståelige og på ingen måde blasfemiske. Begge omhandler mænd, der lægger ud med at være ambitiøse, ordinære lakajer, der langsomt forgiftes af en grådig tørst efter magt og kontrol i takt med, at deres rigdom vokser. Den mest markante lighed mellem Orson Welles’ tidløse klassiker og Andersons drama er, at de begge mønstrer et så intimt og nuanceret portræt af deres respektive protagonister, at man føler, man har kendt karaktererne hele livet.

Daniel Plainview er fortællingens omdrejningspunkt. Han er en højtstræbende forretningsmand, der agter at blive oliebranchens frontfigur. Plainviews enorme ambitioner og eskalerende konflikt med en ung prædikant får mærkbare følger for oliemanden selv, hans adopterede søn og alle andre i nærheden af den destruktive og selvdestruktive Plainview. I den ateistiske entreprenørs øjne er religion et gemmested for hjælpeløse kujoner. Krystere, der har en blind tiltro til, at den almægtige vil skænke dem fremgang frem for reelt, slidsomt arbejde. De troendes ideologi pisser Plainview så meget af, at han ikke blot ender med at bekrige sig selv og sine konkurrenter, men også kirken. Intet under, at manden begynder at miste besindelsen…

Hvem andre end Daniel Day-Lewis ville kunne få os til at fatte interesse for Plainview uden at vende filmen ryggen i væmmelse over den afskyelige hovedperson? Kameraet hviler ofte på Day-Lewis’ ansigt i lang tid, og undertiden mistænker man fotografen Robert Elswit og klipperen Dylan Tichenor for at være blevet forhekset af en af filmhistoriens mest intense og gribende skuespillerpræstationer. Radiohead-guitaristen Jonny Greenwoods fænomenale, uforudsigelige musik, der ofte vækker minder om György Ligeti, skaber en trykkende fornemmelse af, at noget ubehageligt er under opsejling. Og Greenwood deler tydeligvis og glædeligvis Andersons aversion mod konventioner.

Day-Lewis er i øvrigt omringet af talentfulde kollegaer. 10-årige Dillon Freasier er hjerteskærende som Plainviews adopterede søn, H. W. Og Paul Dano opnår en perfekt balance mellem skræmmende og morsom som den unge prædikant Eli, der synes at være blevet korrumperet af sine medborgeres tro på, at han er deres talerør til selveste Gud.

Eli og Plainviews besættelse af hinanden og dem selv kulminerer i et opgør, som viste sig at være for voldsomt for visse. Andre vil formentlig betragte filmens sidste akt som en ubehagelig, men perfekt afslutning på en uforglemmelig historie, der måske bedre end nogen anden film til dato illustrerer, hvor langt nogle mennesker vil gå for at få tilfredsstillet deres ækleste fantasier. Via Plainview giver Anderson og Day-Lewis os mulighed for at konfrontere vores egne skyggesider og forbedre os i en verden, der ligesom Plainviews og manden selv fortæres af grådighed og ekstrem egoisme.

VideoSkiven er udstyret med et fornemt transfer, der ærer filmmagernes æstetiske intentioner. Billedsiden har en tilpas grynet tekstur, og billedet er sjældent andet end knivskarpt. Når filmen undertiden virker en anelse sløret, skyldes det et tilsigtet og effektivt stilvalg. Edge-enhancement optræder aldrig, og de generelt kølige farver er troværdige og stabile. Kontrasten er solid, hvilket er heldigt, da en stor del af fortællingen foregår om natten. Kun i ekstremt få tilfælde fremstår de dunkle farver for lyse og en anelse flade, men vi taler kun få sekunders spilletid i alt, hvorfor en topkarakter er en realitet.

AudioUdgivelsens ukomprimerede, engelske PCM 5.1-lydspor vil næppe blæse nogen ud af deres stol, men det er heller ikke intentionen. Replikkerne er altid tydelige, men lyder en sjælden gang imellem lidt spidse. Baghøjtalerne bruges forholdsvis sjældent, og der er få panoreringer, men den minimalistiske, Oscar-nominerede lydside går godt i spænd med billederne. Høje og dybe toner gengives klart, og musikken folder sig fint ud via samtlige kanaler. Under filmens mest dramatiske sekvenser, hvor olien fosser ud af jorden, får LFE-kanalen virkelig lov til at give den gas med manér.

EkstramaterialeDesværre medfølger der ikke meget ekstramateriale, men i det mindste præsenteres det hele i HD. “The Story of Petroleum” (26 min.) er en gammel stumfilm fra 20’erne, som blev produceret for at vise boringsprocessen. Det er en ganske munter og fascinerende dokumentar, der fungerer som et fint supplement til Paul Thomas Andersons film. “15 Minutes” viser, hvordan Anderson benyttede sig af gammelt billed- og videomateriale for at give filmen et autentisk look. Omtrent 12 minutters slettede scener medfølger også. For en gangs skyld er der tale om en række slettede sekvenser, der sandsynligvis ville have styrket filmen, hvis de ikke var blevet sakset. Derudover indeholder skiven både teaseren og traileren til “There Will Be Blood”.