Enhver film, der handler om skinheads, bliver hurtigt mødt med nogle meget specifikke forventninger om hvilken slags historie, det er. Vi kender dem fra “Årgang ’92” (“Romper Stomper”) og “American History X”: voldsomme film der tager afstand fra volden med den ene hånd, men samtidig til tider næsten synes at svælge i den med den anden. Med disse værker har Shane Meadows’ “This Is England” dog kun emnet tilfælles, for den er i stedet et anderledes nuanceret og realistisk kig på en kultur, der ikke kun bestod af rendyrket ondskab.

Filmen, der foregår i 1983, tager udgangspunkt i den 12-årige dreng Shaun, hvis far er omkommet i Falklandskrigen. Shaun er lille, alene og klædt i aflagt tøj og dermed det perfekt mobbeofre. Skolen byder ikke på meget andet end tæv og ydmygelser, indtil den dag han støder på en lille gruppe af skinheads anført af Woody.

Overstående beskrivelse lyder muligvis som noget man har set før, men filmen udvikler hurtigt mod vores forventninger, da det viser sig, at Woody er en gedigen sympatisk fyr, og at gruppen ikke er racistisk og bl.a. inkluderer et medlem fra Jamaica. Snart er Shaun et fuldbyrdet medlem af kliken, og finder for første gang den ro, han savner. Idyllen varer dog ikke ved, og da den anderledes brutale Combo lukkes ud af fængslet, signaleres skinheadkulturens overgang til de mere fremmedfjendske kræfter. Da det kommer til et opgør mellem Woody og Combo vælger Shaun at følge den forkerte, muligvis fordi han i Combo ser den styrke, som han forestiller sig sin fader havde.

Filmen er holdt i en socialrealistisk neddæmpet dagligdags tone, der vækker minder om Ken Loachs film samt Kassovitzs “Hadet”. Den leverer et fuldstændig overbevisende tidsbillede, hvilket utvivlsomt i høj grad skyldes Shane Medaows førstehåndskendskab til miljøet. Meadows var efter eget udsagn selv skinhead i godt og vel tre uger, og filmens udviklingshistorie er eftersigende delvist selvbiografisk. Stærkt og troværdigt er det under alle omstændigheder.

“This Is England” maler et dystert tidsbillede af et England i krise. Mens Thatcherismen er på sit højeste og briterne samles om krigen i det fjerne, raser arbejdsløsheden og håbløsheden internt i landet, og vi fornemmer, at det ikke kun er Shaun, der savner en form for faderfigur. På trods af den specifikke tidsplacering kunne historien dog på mange måde ligeså vel udspille sig i dag, og Meadows forsømmer da heller ingen lejlighed til at drage paralleller mellem Falklandskrigen og Irak.

Som Shaun er Thomas Turgoose slet og ret fremragende. Hvor mange børneskuespillere ofte “spiller voksent”, virker Turgoose altid aldersvarende og naturlig. I rollen som Combo er Stephen Graham, som vi tidligere bl.a. har set i “Snatch”, også glimrende, og han er langt fra blot den ensidige bølle, som rollen muligvis kunne lægge op til. Det spirende fader/søn-forhold mellem de to er ganske enkelt fremragende, og udgør nogle af filmens bedste scener.