“Thumbsucker” er lidt af en særpræget oplevelse. En film ofte så turbulent og decideret rodet, at det logiske ville være, at man blev smidt helt af sporet. Men det sker aldrig. Om det er på grund af filmens ofte uimodståelige charme og finurlighed… den talentfulde og veloplagte skuespillerbesætning… det prangende score… eller måske noget helt andet, er svært at sætte finger på. Faktum er dog, at “Thumbsucker” formår at skille sig tilpas ud fra mængden af nylige introspektive ungdomsdramaer til at stå på egne ben og stimulere både sind og hjerte i godt og vel halvanden time.

Manuskriptforfatter/instruktør Mike Mills prøvede tonsvis af unge aspirerende skuespillere af, før han nåede frem til filmens unge hovedrolleindehaver, den glimrende Lou Taylor Pucci. Han spiller gymnasieeleven Justin Cobb, 17 år, der – vanen tro for genren – ikke føler sig helt på bølgelængde med sine jævnaldrende. Han er forelsket i en veninde på gymnasiet, og har derudover nok at se til med en lettere rapkæftet lillebror, en indadvendt far og en forvirret mor – de to sidstnævnte spillet med både hengivenhed, ærlighed og gejst af Vincent D’Onofrio og Tilda Swinston. Andre kendte ansigter er Keanu Reeves som Justins hippie-tandlæge og Vince Vaughn i en mere nedtonet udgave end normalt i rollen som en af Justins gymnasielærere.

Justins største problem er dog ikke koncentrationsproblemerne, sine asociale tendenser eller lettere dysfunktionelle familie, men det pudsige faktum, at han stadigvæk sutter på sin tommelfinger. Hans tommelfinger fungerer nærmest som en portal til en anden, rosenrød dimension, hvor dagligdagens trivialiteter og problemer er borte. Men ungdommens kaos kan selv ikke en magisk tommelfinger stille noget op imod, og da diverse piller og stoffer pludselig træder ind i billedet, ændres Justin og hans verdensopfattelse sig radikalt. Spørgsmålet er blot, hvad der er den ‘ideelle Justin’, hvis en sådan overhovedet eksisterer.

Justins skiftende personlighed er en balancegang for både ham og selve filmen, som flere gange har en anelse svært ved at beslutte sig for, hvor den vil hen og hvordan. Især filmens midterdel halter ofte. Men slutningen er i sidste ende ganske tilfredsstillende, og der er tonsvis af blændende ideer løbende i “Thumbsucker”. Stilistisk er filmen også ganske flot. Den skaber sin egen lille særprægede boble i et på mange måder velkendt filmisk univers. Og filmens syrede historie og facade støttes perfekt af Tim DeLaughters score, fremført af mangfoldige The Polyphonic Spree, der på én gang er både storslået og personligt. “Thumbsucker” er vitterligt lidt for kaotisk, men kan man overkomme denne histories fåtallige bump, venter der én en opfindsom og inspirerende filmoplevelse.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Dvd’ens transfer virker desværre en anelse tam. Farverne er lidt for drænede og tørre, der er ingen mærkbar digital støj men en hel del minimal udtværing og billedlig blødhed. Derudover er der en anelse edge-enhancement til stede. Alle disse ting gør, at filmen får et lidt for kedeligt digitalt look, som ikke tjener den synderlig godt. Kontrasten er dog god.

Audio”Thumbsucker” har et vidunderligt score, og det er nok musikken, der kommer bedst og stærkest til udtryk på dvd’ens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor. Musikken får lov til at udfolde sig over hele kanalnetværket – ikke bare som én stor lydmasse, men mixet så hver højtaler har sin egen fine funktion. Ellers er der generelt bare tale om et solidt DD5.1 lydspor. Dialogen kommer klart igennem, der er masser af god (men ikke overrumplende god) atmosfære og effektiv (men ikke synderlig original) brug af baghøjtalerne.

EkstramaterialeIntet udover trailerne til “Thumbucker” og “The Weather Man”. Suk.