En rigtig stinkerAntydet pædofili; børn, der fumler med narkosprøjter; vanvid og udstoppede mennesker. Ingen kan beskylde Terry Gilliam for at være tilbageholdende med virkemidlerne i “Tideland”, som bugner med elementer, der skal chokere og ryste os i vores grundvold. Reaktionen bliver dog snarere det modsatte, og filmen er i stedet blevet en temmelig trist og søvndyssende omgang.

Historien lyder ellers som noget, Terry Gilliam kunne få en spændende film ud af: Den ti-årige Jeliza-Rose, spillet af Jodelle Ferland, er datter af en falmet rock-stjerne, der nu er endt som et ringvrag af en stofmisbruger. Hans kone er om muligt i endnu være stand, og da hun tager en overdosis, flygter far og datter til hans barndomshjem i Texas. Begge drømmer de om at undslippe det hele og tage til en magisk verden (som, de mener, findes i Jylland af alle steder). Vel fremme ved det faldfærdige hus tager faren dog også selv en overdosis, og dermed ryger kæden for alvor af for den i forvejen virkelighedsfjerne pige.

Kun i selskab med sin hyperaktive fantasi og det rådnende lig af faderen forestiller hun sig, at han stadig er levende, mens hun taler løs med sine dukker. Udenfor huset møder hun naboerne, der viser sig at være lutter galninge. Blandt dem er Dell, der har mistet synet på det ene øje efter et bistik, samt hendes debile bror Dickins, som altid er iført en dykkerdragt.

I de første ti minutter virker filmen lovende, hvilket ikke mindst skyldes Jeff Bridges’ underholdende præstation som det aldrende rockvrag. Som han forlader filmen, forsvinder imidlertid også den sidste rest af humor, og vi efterlades med en overspændt “Alice i eventyrland”-fortælling, som stille og roligt mister ethvert form for hold i tilskueren. Man undrer sig over filmen, og hvem præcis dens målgruppe skal forestille at være. Den er al for naiv og overfladisk til at være egnet til et voksent publikum, men alt for grum til at kunne ses af børn. Det meste af handlingen efterlades ved Jodelle Ferland, som bærer en stor byrde sin beskedne alder taget i betragtning. Hun gør det såmænd udmærket, men efterhånden bliver hendes monotone samtaler med sine dukker temmelig trættende at overvære.

Undervejs udsættes hun for diverse prøvelser, men de bliver aldrig særlig interessante. Hvor vi i “Pans labyrint” aldrig var helt sikre på, om hovedpersonens sære oplevelser var virkelige eller ej, så ved vi her fra starten, at de ikke er det, og derved forsvinder også enhver form for spænding eller mystik. I stedet slæbes man gennem adskillige passager, som hurtigt bliver dræbende kedelige. Terry Gilliam har altid været mand for at skabe mindeværdige billeder, og den evner svigter ham da heller ikke her, hvor den vilde kameraføring desorienterende bevæger sig rundt i husene, og der er vist næsten flere skæve vinkler end lige gennem filmen. Ikke mindst undervandsoptagelserne er også duperende at overvære.