[b]En kluntet kolos[/b]

Da jeg var barn, var det ikke så usædvanligt, at der gik ældre film i biografen. Man havde trods alt knap nok fået mulighed for at leje videobånd, og det var endnu langt fra sikkert, at de film, man gerne ville se, blev vist i fjernsynet.

Der virker derfor også lidt som en tilbagevenden til tidligere tider, at det efterhånden er blevet en hverdagsbegivenhed, at ældre film sættes op igen med nyskabte 3D-effekter. Årsagerne til det kan være svære at gennemskue. Filmene var trods alt aldrig udført med 3D i tankerne, og når man nu kan anskaffe glimrende kopier på dvd, er det lidt overraskende, at der overhovedet er et publikum til den slags.

Nu er turen imidlertid kommet til “Titanic”, og det kan også godt undre i betragtning af, at det ikke ligefrem var en film, der i forvejen skreg på en ekstra dimension. Jovist, her er mange effekter – ikke mindst nær slutningen – men det er ikke nogen, der umiddelbart har behov for at blive konverteret til 3D. At den alligevel er blevet det skyldes utvivlsomt dels, at 3D-fortaleren James Cameron stod bag den og ikke mindst, at den – hvis inflation ikke er medregnet – var den mest omsættende film, indtil Camerons egen “Avatar” siden slog den af pinden. Det har selvsagt været fristende at bruge enhver undskyldning for at smide den tilbage i biograferne.

“Titanic” var ikke blot en film, men også en begivenhed, lidt ligesom “Avatar” siden skulle blive det, og set i bakspejlet er det imponerende, at Cameron slap så økonomisk godt fra de to film, der begge lignede store satsninger. Kort sagt var [i]alle[/i] inde i biffen og se “Titanic”, og Céline Dions klæbrige “My Heart Will Go On” blev ligeledes en sællert. Allerede dengang var der dog også dem, der ikke var vildt imponeret over filmen til trods for de tekniske bedrifter, og ved dette gensyn synes dens svagheder blot endnu større.

Problemet med filmen ligger først og fremmest i selve historien og den måde, den fortælles på, som ikke ligefrem er blevet mindre kluntet med tiden. James Cameron er fremragende til at skabe hurtige skabeloner, som man øjeblikkeligt kan genkende – tænk blot på soldaterne i “Aliens”, der knap nok har mere end to replikker, men som alligevel alle gives unikke og mindeværdige personligheder. Til gengæld halter det gevaldig, når han skal følge figurerne over længere tid, og det bliver ikke mindst pinefuldt tydeligt i “Titanic”, hvor persongalleriet er lutter karikerede klicheer forsynet med en dialog af tomme fraser. Kate Winslet er stadig yndig som få, men hendes to bejlere er så flade som en øretæve. Billy Zane er så entydig ond og kujon-agtig, at det ligner en vits, og Leonardo DiCaprio fremstår som en slags parodi på en fattig i sine Armani-designede klæder og perfekt føntørrede 90’er-pophår.