Turtles vender tilbage i festlig affæreDet må siges at være blevet populært at genoplive tv-serier fra 80’erne i nutidens Hollywood. Sidste år diskede Michael Mann op med “Miami Vice”… I sommers slog “Transformers” alskens rekorder… “Dallas”-filmprojektet er ved at komme på ret køl… Og efter sigende skulle både den letpåklædte actionhelt He-Man og lejesvendene fra “The A-Team” snart slå gækken løs på det hvide lærred. Til gengæld gik det åbenbart manges næser forbi, at de engang så populære muterede skildpadder, som blev tilbedt af millioner i de sene 80’ere og tidlige 90’ere, vendte tilbage i foråret. Den fjerde spillefilm om de mørkegrønne helte, “TMNT”, hverken floppede eller hittede, selvom den er en langt festligere affære end eksempelvis den succesfulde, men rædsomme “Transformers”.

Dedikerede tilhængere af skildpaddebrødrene Leonardo, Raphael, Donatello og Michelangelo vil formodentlig fryde sig over, at “TMNT” indeholder referencer til paddernes tidligere spillefilm. Faktisk er filmen en varm kærlighedserklæring til “Teenage Mutant Ninja Turtles”-skaberne Peter Laird og Kevin Eastmans univers og fænomenets mange fans – nybagte såvel som ældre af slagsen. Den debuterende instruktør Kevin Munroes højspændte og dejlig drilske computergenerede tegnefilm er langtfra nogen revolutionerende milepæl, men den besidder noget, kun få nutidige animationsfilm kan prale af: Den har hjertet på rette sted.

På intet tidspunkt igennem filmens sølle 84 minutter fornemmer man, at ophavsmændene har forsøgt at springe over, hvor gærdet er lavest, eller lave scener med potentielle marketingsaftaler med diverse legetøjs- og computerspilsfabrikanter i tankerne. I stedet er “TMNT” enormt charmerende, og man kan næsten mærke al den energi og tid, de utallige animatorer har lagt i deres arbejde. Selvom produktionen tydeligvis ikke er finansieret med utallige millioner, som Pixar og Disney sædvanligvis kaster i et projekt, er dens billedside bestemt ikke til at kimse af. Især en regnvejrsduel mellem to af skildpadderne og det endelige klimaks imponerer.

Allerede fra start går det vildt for sig, og filmen går aldrig for alvor ned i gear. Og det er egentlig en skam, fordi man savner ofte en kortvarig hvilepause til lige at høre lidt mere om brødrene og deres almene tilværelse. Folk, som har begrænset kendskab til de talrige tegneserier, tegnefilm og spillefilm, som skildpadderne har optrådt i, vil garanteret have sværere ved at engagere sig i karakterernes strabadser, eftersom nærmest ingen tid afsættes til at introducere dem. Det unødvendigt rodede plot får heller ikke lov til at ånde, og der er lige lovlig mange spøjsklingende navne og kluntede forhistorier for en så kort film.

Selvom “TMNT” aldrig bliver kedelig, så vil mange retfærdigvis studse over den store mængde tid, der er afsat til snørklet snak. Historien om en udødelig rigmand, der tilsyneladende forsøger at opløse en forbandelse ved at fange en gruppe bitre monstre, virker også som noget, man har hørt før adskillige gange. Måske har man ønsket at adskille serien så meget fra fortidens udgivelser, at man uforsætligt har gjort plottet lidt [i]for[/i] eksotisk. Men “TMNT” er først og fremmest opsat på at more og underholde, og ligesom paddernes første spillefilm fra 1990 lykkes det også for denne nyproducerede sag.

Filmen er ikke en storstilet reklame for kommende forlystelser, spil eller plastikdukker, men derimod en hjertevarm beretning om familie og sammenhold – to værdisæt, som desværre ofte fortrænges i den kyniske filmindustri. Instruktør Kevin Munroe og hans slæng skal være mere end velkommen til at producere en fortsættelse.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Computergenerede tegnefilm ser sædvanligvis fremragende ud på dvd, eftersom digitale produktioner let og elegant kan overføres til mediet og derfor selvsagt ikke plages af snavs eller grums. “TMNT” er ingen undtagelse – der er umiddelbart intet negativt at sige om discens fornemme transfer. Hverken udtværing, edge-enhancement eller støj optræder. Kontrasten er solid, og farvegengivelsen er fænomenal. Ikke overraskende har farverne ofte et grønligt skær, og storbyen ser tilpas kølig og mat ud, mens Sydamerikas jungle er dejlig varm og badet i attraktive orange nuancer. Billedet er også knivskarpt, og man kan let spotte alt fra konjekturerne i skildpaddernes hud til de små hår på de mange lodne monstre. Skiftet mellem skivens to lag sker i øvrigt på et ubelejligt tidspunkt.

AudioDiscens Dolby Digital 5.1 lydspor er om noget bedre end transferet. Uanset om du så vælger at lægge øre til det danske eller engelske DD5.1 mix, er der tale om et uhyre kompetent og aggressivt mix. Igennem langt størstedelen af filmen er hele kanalnetværket aktivt, men man udmattes aldrig af den konstante aktivitet. Der er talrige fornemme panoreringer, og en troværdig auditiv atmosfære skabes også. Al dialog og musik er distinkt, og overstyring eller andre former for støj optræder aldrig. Effekterne fremstår sprøde, og diskantniveauet er heldigvis hverken for højt eller lavt. Subwooferen skaber en god bund og giver al lyd og musik ekstra punch.

Både de engelske og danske stemmelæggere udmærker sig. Replikkerne leveres med en smittende gejst, der blot gør filmen endnu mere fornøjelig. Omslaget hævder i øvrigt, at der ikke følger nogen undertekster med, men det er forkert. Så hvis du gerne vil nyde den engelske udgave af filmen med danske undertekster, er det muligt.

EkstramaterialeFra dvd’ens langtfra omfangsrige menu kan man vælge at se et såkaldt trailershow, der byder på klip fra “Mr. Magorium’s Wonder Emporium” og “Tempelriddernes skat II”.