[b]Yndige banaliteter[/b]

Terrence Malicks mange fans begræder hyppigt det forhold, at der ofte går cirka 10 år mellem hans film – hvilket dog også har den positive effekt, at de fremstår som væsentlige begivenheder. Den gode nyhed for beundrerne er, at Malicks nyeste film ankommer temmelig hurtigt efter 2011-filmen “The Tree of Life”. Den dårlige er, at der måske rent faktisk var god grund til, at der gik så mange år mellem hver film.

Malicks film har aldrig just været plot-tunge, og “To the Wonder” er bestemt heller ingen undtagelse fra reglen. Den sparsomme historie følger den unge amerikaner Neil – spillet af Ben Affleck – der under en rejse til Europa forelsker sig i den enlige mor Marina. De rejser med datteren til USA, hvor de slår sig ned, men alligevel indfinder den forventede lykke sig ikke. I stedet begynder de to at drive fra hinanden, og Neil søger mod en barndomskæreste.

Malicks beundrere lader generelt til at være opdelt i to grupper: Der er dem, som hengivent tilbeder hvert eneste penselstrøg fra mesterens kameraføring, og som ser frem til hver film, som var det manna fra himmelen. Og så er der dem, der – som undertegnede – betragter ham som en ekstraordinær filmmager, men som alligevel slet ikke på samme måde er forgabt i alt, hvad han rører ved. “To the Wonder” vil givetvis skille de to grupper ad på den skarpest tænkelige måde, for den er på mange måder en enorm forstørrelse af alle Malicks svagheder.

Neil er efter sigende en miljøinspektør af en slags, men der er svært at afgøre, eftersom han så godt som aldrig lader til at bestille noget. Det samme gør sig gældende for resten af filmens hovedrolleindehavere, der tilsyneladende har oceaner af tid til rådighed og driver endeløst rundt i supermarkeder, baghaven, sletter og hømarker. Ingen lader nogensinde til at være i gang med noget som helst af betydning, hvilket også gør det utroligt svært for tilskueren at interessere sig i deres selvforgabte, eksistentielle luksusproblemer. Visuelt er billederne stadig så blændende som altid, og de læner sig tæt op ad den duperende “Tree of Life”, men selv i en så løst sammensat film som dén formåede Malick stadig at finde frem til en interessant kerne i fortællingen. Her er en sådan fuldstændig fraværende.

I stedet driver filmen over i det endeløst gentagende og selvparodiske. Her er alle Malicks yndlingssetups. De to elskede adskilt af en væg. Marina, der lader hånden glide hen over overflader, står bag et blafrende gardin eller ser gennem den lokale kirkes farvede vinduer, gentages et latterligt antal gange. Vi taler ikke om en eller to gentagelser – snarere otte eller ti pr. stk. Det samme gør sig gældende for den indre dialog, der sandt at sige aldrig har været Malicks stærke side, men som her udstilles som ufatteligt hul og overfladisk med fraser som [i]”kærlighed er som en strøm, der udtørrer, hvis regnen standser”[/i], der mest af alt virker som kikset teenagepigepoesi. Man sønderbombes simpelthen med pinefulde banaliteter i så overvældende grad, at man til sidst mistænker George Lucas for at have været inde over manuskriptet.